Kan ik­ke glem­me min eks­mand

BT - - SØNDAG -

Hej Annette! Jeg er en ung kvin­de på 22. Jeg har al­le mi­ne da­ge va­e­ret me­get mo­den, og for fem år si­den mød­te jeg en fyr. Vi flyt­te­de sam­men ef­ter et år, og vi blev så for tre år si­den gift, nok mest af alt for­di vi kun­ne, og der­fra gik for­hol­det nedad i så­dan en grad at vi i be­gyn­del­sen af sid­ste år blev skilt. Jeg var me­get ung, og han var syv år ae­l­dre end mig. I bag­klog­ska­bens lys kan jeg ty­de­ligt se at han har ma­ni­p­u­le­ret mig fle­re gan­ge, bl.a. ved at pres­se mig til at la­de ham sty­re vo­res øko­no­mi, så det end­te med, at jeg skul­le spør­ge om til­la­del­se til at bru­ge mi­ne eg­ne pen­ge, rej­se med mi­ne ve­nin­der, og ik­ke mindst til at kø­be hus med ham etc. Jeg sag­de fra, og det var fak­tisk derfor, vi gik fra hin­an­den, for da jeg brag­te det på ba­ne for ham, at jeg ik­ke var lyk­ke­lig, sva­re­de han, at han hav­de det fint, så det måt­te jeg selv fin­de ud af. Jeg står nu derfor som en me­get sen­si­tiv sja­el, der har sva­ert ved at kom­me oven­på igen. Kort ef­ter skils­mis­sen mød­te jeg den skøn­ne­ste fyr. En mand, som jeg op­rig­tigt talt kan snak­ke om alt med. Han støt­ter mig og hol­der om mig, når der er brug for det, og han er alt hvad jeg no­gen­sin­de kun­ne drøm­me om i en mand. Og vi bor nu sam­men. Han er drøm­me­man­den, som kan gi­ve mig alt, hvad jeg no­gen­sin­de har drømt om, og jeg la­en­ges li­ge­le­des ef­ter at gi­ve ham alt, hvad han og­så drøm­mer om. Sa­gen er ba­re den, at jeg til ti­der sav­ner min eks­mand – i en så­dan grad, at jeg en gang imel­lem kan ha­ve sva­ert ved at ’hu­ske’, at det ik­ke er ham, jeg er sam­men med la­en­ge­re. Jeg er ik­ke i tvivl om, hvem jeg bor med, men når mi­ne tan­ker strej­fer, kan jeg nemt glem­me, at det fak­tisk ik­ke er min eks­mand, jeg de­ler min dag­lig­dag med la­en­ge­re. Jeg har snak­ket med min ka­e­re­ste om det, og han støt­ter mig, men jeg ved slet ik­ke, hvad jeg skal gø­re el­ler stil­le op. Hver gang jeg skal si­ge min ka­e­re­stes navn, er jeg ban­ge for, at det er min eks­mands, der kom­mer ud af mun­den på mig. En gang imel­lem ta­en­ker jeg, at det gik for hur­tigt, fra jeg blev skilt, til jeg mød­te en ny, men det var rent til­fa­el­digt, og jeg el­sker vir­ke­lig min ka­e­re­ste, men jeg ved ik­ke, hvad jeg skal stil­le op, el­ler hvor­dan jeg ta­ck­ler det – jeg sid­der nem­lig med den bit­re fø­lel­se af, at jeg ik­ke bør va­e­re lyk­ke­lig, at jeg ik­ke må, og at jeg bur­de be­gra­ve mig i et sort hul af skam over, at jeg i så tid­lig en al­der al­le­re­de har op­le­vet et ae­g­te­skab, en skils­mis­se og end­nu en ka­er­lig­hed. Så ka­e­re Annette, jeg hå­ber, du vil hja­el­pe mig med at be­ly­se min pro­blem­stil­ling! Kh N Ka­e­re N! Du sva­rer na­e­sten selv: Du går rundt med en kaempe skyld­fø­lel­se, og det er ba­re så synd for dig. Hvem der er skyld i hvad, og hvor­for I gik fra hin­an­den, er fak­tisk helt uved­kom­men­de. I traf et valg, og hvis det valg hav­de va­e­ret for­kert, så tror jeg, der vil­le ha­ve va­e­ret me­get me­re tvivl i din be­skri­vel­se. Du vir­ker umid­del­bart me­re, som om du er sty­ret af nog­le ge­ne­rel­le hold­nin­ger til, hvad man bør og skal gø­re i et for­hold. Du blev gift i en me­get ung al­der, hvor ro­man­tik­ken må­ske sty­re­de me­re end for­nuf­ten. Og – me­get vig­tigt – I nå­e­de ik­ke at få børn sam­men, hvor­for der dy­best set ik­ke var an­det end al­le mu­li­ge dog­mer, der sty­re­de je­res op­fat­tel­se af ae­g­te­ska­bet som in­sti­tu­tion, der holdt jer sam­men. Du skal ryste stø­vet af dig og pri­se dig lyk­ke­lig over, at du i ti­de fandt ud af, at du var på galt spor. Du var dyg­tig nok til at ma­er­ke ef­ter hos dig selv og ta­ge den van­ske­li­ge be­slut­ning. Her­re­g­ud…så har du et ae­g­te­skab bag dig. Det har la­ert dig en hu­lens mas­se og run­det dig som men­ne­ske. Se det som en ga­ve. Og så luk ører­ne for dem, der me­ner no­get an­det. Hvor­når ka­er­lig­he­den op­står igen, ved vi jo al­drig. Man kan va­el­ge at af­vi­se den, og man kan va­el­ge at gå med den. Du valg­te det sid­ste, og det var så til­fa­el­dig­vis kort ef­ter dit før­ste ae­g­te­skab. Jeg tror ik­ke, du skal skam­me dig og pak­ke det ind. Jeg tror, du skal ta­ge det på dig. Forta­el din dej­li­ge ka­e­re­ste pra­e­cis, hvor­dan du har det. Forta­el, at du he­le ti­den er ban­ge for at si­ge din eks­ka­e­re­stes navn. Forta­el ham det he­le, for­di du der­ved vi­ser ham til­lid og sår­bar­hed. Han ly­der som en, der kan hånd­te­re det. Derfor kan du jo godt te­ste dig selv: Når I har kendt hin­an­den i lidt la­en­ge­re tid, kan du med ga­ran­ti ma­er­ke, om det er fo­rel­skel­se (alt­så den ro­man­ti­ske fo­re­stil­ling) der hol­der jer sam­men, el­ler om der er me­re hold i det. Hvis du me­ner ’at få børn’, når du hen­ty­der til, at du ger­ne vil op­fyl­de al­le hans drøm­me, så tror jeg til gen­ga­eld, du skal prø­ve at ven­te lidt, til fo­rel­skel­sen har lagt sig og er ble­vet til den hen­giv­ne ka­er­lig­hed, der ty­pisk ind­fin­der sig ef­ter nog­le år. Du er jo sta­dig ma­eg­tig ung og be­hø­ver ik­ke at ha­ve travlt med hver­ken nyt ae­g­te­skab el­ler fa­mi­lie­for­ø­gel­se. Nyd din ung­dom og nyd, at du har va­e­ret så hel­dig at bli­ve sma­sk­fo­rel­sket to gan­ge i dit un­ge liv. Held og lyk­ke med den nye ka­er­lig­hed. Annette

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.