BRIAN HOLM - DIKTATOREN

BT - - TOUR DE FRANCE -

TAKTIKMØDER FYL­DER EN stor del for mig som sport­s­di­rek­tør un­der Tour de Fran­ce. Fak­tisk be­gyn­der vi al­le­re­de en må­ned i for­vej­en at se på de før­ste eta­per og dis­ku­te­re de for­hin­drin­ger, som ru­ten di­sker op med, og når vi så når til juli må­ned, dyk­ker vi end­nu la­en­ge­re ned i de­talj­en.

Af­te­nen før hver ene­ste eta­pe snak­ker jeg med mi­ne medsport­s­di­rek­tø­rer Tom Ste­els og Davi­de Bra­ma­ti. De spørgs­mål, vi dis­ku­te­rer, kun­ne ly­de så­dan her: Hvor skal der stå no­gen med dun­ke? Hvor kan der va­e­re vind? Hvor­dan sik­rer vi, at vi er de for­re­ste i fel­tet før en inds­na­evring? Hvem skal fø­re i en spurt? Den slags spørgs­mål.

Det ha­en­der og­så, at vi la­eg­ger tak­tik med an­dre hold. Jeg rin­ger af og til til sport­s­di­rek­tør-kol­le­ga­er og hø­rer dem om de­res pla­ner. Jeg hu­sker 13. eta­pe i 2014-ud­ga­ven af Tou­ren, da vi vandt med Mark Ca­ven­dish. Ude i si­de­vin­den split­te­de vi det he­le ad med Belkin, og så kun­ne fem mand kom­me sam­let ind til spur­ten.

Hver sport­s­di­rek­tør har et løb, som han er tak­tisk an­svar­lig for - i mit til­fa­el­de er det ver­dens stør­ste cy­kelcir­kus. Derfor er det mig, som hver mor­gen in­den eta­pen går ind på de fem ryt­ter­va­e­rel­ser - de bor to og to - og pra­e­sen­te­rer den sport­s­li­ge le­del­ses tan­ker.

En gang imel­lem får ryt­ter­ne end­da lov til at ha­ve lidt med­be­stem­mel­se. Det kan de godt li­de. Jeg hu­sker den­gang, at Tys­kland vandt VM i fod­bold. Sam­me mor­gen sag­de vo­res da­va­e­ren­de ryt­ter Mi­chal Kwi­at­kowski, at han syn­tes, vi skul­le la­de To­ny Mar­tin fra Tys­kland kø­re ef­ter eta­pe­sej­ren, for­di Mar­tin er ty­pen, der al­tid ar­bej­der så me­get. AL­LE RYT­TE­RE EL­SKER at va­e­re med til at be­stem­me lidt i de 10 mi­nut­ter, jeg ta­ler med dem, men li­ge den idé lå ik­ke i vo­res pla­ner. Vi end­te nu al­li­ge­vel med at la­de To­ny Mar­tin stik­ke af sted. Be­hø­ver jeg skri­ve, at han vandt eta­pen? Ved tvivl om tak­tik­ken er det en­de­ligt mig, der be­stem­mer, men der skul­le me­get ger­ne ik­ke va­e­re no­get som helst at va­e­re usik­ker på, når vi hol­der det sid­ste tak­tik­mø­de i bus­sen før en eta­pe. Mit tred­je til én eta­pe, hvis vi ta­el­ler de fem va­e­rel­ses­be­søg som ét.

Al­li­ge­vel sker det na­e­sten al­tid hvert an­det år, at en ryt­ter af­bry­der mig i bus­sen, og så hug­ger jeg alt­så ho­ve­d­et af ham. Jeg be­der ham hø­fligt om at hol­de ka­eft, for der er ab­so­lut ik­ke plads til dis­kus­sio­ner på det tids­punkt. Det er derfor, at jeg går rundt til dem om mor­ge­nen, hvor jeg me­get ger­ne lyt­ter til dem. Dér må de kom­me med de­res ind­s­park. Ik­ke i bus­sen.

Vi gen­nem­går de sid­ste de­tal­jer og la­ver et do­ku­ment til ryt­ter­ne, så vi har no­get på skrift - det kan vi al­tid hi­ve frem i eva­lu­e­rin­gen af en eta­pe, hvis en ryt­ter si­ger, at han ik­ke hav­de for­stå­et, at han skul­le sa­et­te sig i front 1,2 ki­lo­me­ter før mål.

Rent prak­tisk fo­re­går det så­dan, at vi har en pro­jektor med i bus­sen og vi­ser de vig­tig­ste de­le af eta­pen, mens al­le ryt­ter­ne sid­der og kig­ger på.

Lad mig i den for­bin­del­se na­ev­ne To­ny Mar­tin igen. På en sprin­te­r­e­ta­pe kan det for ek­sem­pel va­e­re, at vi gi­ver ham be­sked på, at han skal sid­de frem­me til kir­ken 800 me­ter før mål. Dér kan han så slå ud, og det vi­ser vi på pro­jekto­ren. Det er hans mas­ses­purt. Så­dan no­get fun­ge­rer godt for ryt­ter­ne, for så kan de ha­ve det som et men­talt mål for da­gen.

I en mas­ses­purt er du nødt til at plan­la­eg­ge alt ned til mind­ste de­tal­je. Nog­le gan­ge lyk­kes det til per­fek­tion, men an­dre gan­ge sprin­ger det i luf­ten. Det kan selv­føl­ge­lig va­e­re fru­stre­ren­de, men det er og­så det, som gør cy­kel­løb spa­en­den­de. Og hvis man si­ger, ot­te hold kan kø­re med om en eta­pe­sejr, si­ger det lidt sig selv, at no­gen bli­ver skuf­fe­de ef­ter­føl­gen­de. ÉN TING ER at ha­ve en plan in­den lø­bet, men den aen­drer sig hur­tigt, når vi mø­der fjen­den, el­ler når en ryt­ter styr­ter og bra­ek­ker kra­ve­be­net.

Derfor sid­der jeg med en blok for­an mig og skri­ver så man­ge sce­na­ri­er ned som mu­ligt. Hvis Dan Mar­tin ha­en­ger ef­ter fel­tet i si­de­vin­den, skal vi så sta­dig be­hol­de ma­end i front til at kø­re for Mar­cel Kit­tel i spur­ten, el­ler skal vi ha­ve no­gen ned og hja­el­pe Mar­tin?

En ud­for­dring for mig i sport­s­di­rek­tør­bi­len er, at vo­res tv-bil­le­der kom­mer med cir­ka 30 se­kun­ders for­sin­kel­se. Vi har derfor sva­ert ved at si­ge no­get tak­tisk klogt til ryt­ter­ne, som vi sja­el­dent ta­ler til på de sid­ste 15 ki­lo­me­ter. I ste­det er vi ret af­ha­en­gi­ge af, at de mel­der til­ba­ge til os over ra­dio­en, når der er styrt, si­de­vind el­ler no­get helt tred­je, som vi skal ta­ge stil­ling til.

Som da­ge­ne går, be­gyn­der vi at la­eg­ge ma­er­ke til, hvor­dan ryt­ter­ne ud­vik­ler sig. De in­for­ma­tio­ner bru­ger vi og­så i tak­tik­ken, og det kan va­e­re no­get så umid­del­bart ba­nalt som ob­ser­va­tio­ner ved mid­dags­bor­det. Vi forta­el­ler dem ik­ke, at vi hol­der øje med dem, men en ryt­ter uden ap­pe­tit gi­ver os sport­s­di­rek­tø­rer an­led­ning til at dis­ku­te­re, for vi ved, de er tra­et­te, in­den de selv ved det.

Hvis en ryt­ter for­la­der af­tens­ma­den hur­tigt, er det et tegn på, at han er ved at va­e­re ma­er­ket. Det kun­ne for ek­sem­pel va­e­re en fyr som Juli­en Ver­mote, der ple­jer at va­e­re ’li­fe of the par­ty’ ved af­tens­ma­den. Hvis han vir­ker tra­et, får han må­ske en en­kelt el­ler to trans­por­te­ta­per de ef­ter­føl­gen­de da­ge. Og jeg hug­ger i øv­rigt ik­ke ho­ve­d­et af ham, hvis han lev­ner skin­det på et kyl­lin­gelår.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.