Ty­sker­ne er fa­vo­rit­ter

BT - - EM I FRANKRIG 2016 -

AL­LE OS, DER føl­ger med i fod­bold, hav­de set me­get frem til kvart­fi­na­le-kam­pen mel­lem to så sto­re na­tio­ner som Tys­kland og Ita­li­en. Det blev en dra­ma­tisk kamp, og jeg sy­nes, det var fortjent, at Tys­kland nu er i se­mi­fi­na­len. Sta­ti­stik­ken sag­de el­lers, at ty­sker­ne vil­le få sva­ert ved at slå Ita­li­en, da de net­op er ble­vet slå­et ud af ita­li­e­ner­ne ved sto­re tur­ne­rin­ger, hver ene­ste gang de to hold har mødt hin­an­den.

Som for­ven­tet blev det en tak­tisk af­fa­e­re. Ita­li­en hav­de valgt ik­ke at ud­for­dre med an­det end om­stil­lin­ger og dyg­tigt for­svars­spil. Det var lidt an­der­le­des end til­gan­gen i sej­ren over Spa­ni­en i 1/8-fi­na­len. Men det kan og­så skyl­des, at ty­sker­ne for­må­e­de at neut­ra­li­se­re den ita­li­en­ske of­fen­siv, som var mar­kant bed­re mod Spa­ni­en.

Men vi skul­le helt ud i en straf­fes­parks­kon­kur­ren­ce for at fin­de en af­gø­rel­se. Det var på man­ge må­der et vid­nes­byrd om, at det of­te me­re er en test af de men­tale egen­ska­ber hos den en­kel­te spil­ler. Her hand­ler det ik­ke ret me­get om tek­nik. Der er for­skel på at øve sig til tra­e­ning, når der ik­ke står no­get på spil, og så skul­le pra­este­re på den sto­re sce­ne. LANGT HEN AD vej­en var det pin­ligt. Ud af de før­ste ti spark blev seks bra­endt. Her kun­ne man kri­ti­se­re den ita­li­en­ske land­stra­e­ner, An­to­nio Con­te, for at la­ve en tak­tisk ind­skift­ning sidst i den for­la­en­ge­de spil­le­tid, da han sat­te Si­mo­ne Za­za ind, for­di han for­modent­lig var en sta­erk skyt­te.

Jeg ved ik­ke, om man kan kal­de det ba­dut­s­pring, de små hop, Za­za la­ve­de in­den sit spark, men bol­den røg i hvert fald håb­løst over mål.

På den an­den si­de kan man og­så klan­dre Jo­a­chim Löw for en tak­tisk brø­ler i at la­de Mesut Özil spar­ke straf­fes­park. Det er ufor­stå­e­ligt for mig, at han får lov at spar­ke. Han er piv­ham­ren­de dår­lig til det, må man ba­re er­ken­de.

Og så er der Thomas Mül­ler. Han skal åben­bart ik­ke lyk­kes med at sco­re ved en EM-slut­run­de. Ik­ke en­gang på den stør­ste mu­lig­hed i spil­let kun­ne han sco­re. Det la­der til, der hvi­ler en for­ban­del­se over Thomas Mül­ler og EM­slut­run­der.

Va­erst var den ita­li­en­ske an­gri­ber Gra­zi­a­no Pel­lè, der for­søg­te at psy­ke Ma­nu­el Neu­er, men selv end­te med at lig­ne en idi­ot, da han spar­ke­de to me­ter for­bi mål.

Hvad gør man så som tra­e­ner? Ta­ger man snak­ken med Pel­lè om spar­ket, der har ryd­det de ita­li­en­ske avis­for­si­der? Ken­der man ga­met, kun­ne man al­drig fin­de på at gå hen til en spil­ler li­ge ef­ter en kamp og snak­ke med ham om det. Nu er Con­te godt nok fa­er­dig som land­stra­e­ner, men hav­de han fort­sat i job­bet, vil­le han nok af­ven­te og må­ske ta­ge en snak med Pel­lè til na­e­ste lands­holds­sam­ling. Det er ik­ke no­get, man ita­lesa­et­ter li­ge ef­ter en fod­bold­kamp.

Det vil­le man ik­ke få no­get godt ud af. Det vil­le va­e­re man­gel på ind­sigt og døm­me­kraft som le­der. Per­son­ligt kun­ne jeg al­drig fin­de på at ven­de det med ham, jeg vil­le nok ba­re und­gå at va­el­ge ham som skyt­te igen. TY­SKER­NE STIL­LE­DE OVER­RA­SKEN­DE op i en 3-5-2-for­ma­tion, som de og­så an­vend­te tid­li­ge­re på året, da de vandt 4-1 imod Ita­li­en i en test­kamp.

Fra start gjor­de ty­sker­ne ba­nen stor og bred, og der­med hav­de ita­li­e­ner­ne sva­ert ved – mod­sat kam­pen imod Spa­ni­en – at lyk­kes med pres­spil­let. For man­ge gan­ge blev det in­di­vi­du­el­le pres uden sam­men­ha­eng i det ita­li­en­ske hold, og med en­kel­te und­ta­gel­ser stres­se­de det ik­ke ty­sker­ne. Til gen­ga­eld brug­te Ita­li­en man­ge kra­ef­ter på dis­se høj-in­ten­si­ve løb uden for al­vor at få ud­byt­te.

Ita­li­e­ner­ne for­søg­te dog klogt at luk­ke ned for ty­sker­ne måls­park ved at vin­de og bry­de bol­den, når Ma­nu­el Neu­er sat­te den på spil ved at spar­ke ud på måls­park, for på den må­de at bry­de ty­sker­nes ryt­me og selv for­sø­ge at til­tvin­ge sig lidt ini­ti­a­tiv.

Ty­sker­ne lyk­ke­des med at neut­ra­li­se­re ita­li­e­ner­nes om­stil­lings­mu­lig­he­der, for­di de var tak­tisk godt indstil­let på Ita­li­en. Og de le­ve­re­de frem­ra­gen­de for­svars­spil, mens de og­så var do­mi­ne­ren­de på bol­den.

Men bedst som man sad og ta­enk­te, at det vil­le en­de galt for Ita­li­en, vi­ste før­ste halv­leg, at fod­bold er et mo­ment­spil. I pe­ri­o­den om­kring Sa­mi Khe­diras ska­de, hvor han blev be­hand­let og si­den ud­skif­tet med Ba­sti­an Schwe­in­stei­ger, så vi, at ty­sker­ne mi­ste­de lidt af den to­tal­do­mi­nans, de hidtil hav­de haft. Ita­li­en fik snak­ket tin­ge­ne igen­nem og be­gynd­te at hol­de godt i bol­den uden at va­e­re så stres­set.

Man kun­ne se i den fa­se, at Ita­li­e­ner­ne hav­de brugt rig­tig me­get tid på tak­tik­bra­et­tet på, hvor­dan de skul­le luk­ke ned for To­ni Kroos. Det lyk­ke­des de med. FØR­STE HALV­LEG VAR ge­ne­relt en halv­leg med tak­tisk stor kva­li­tet fra beg­ge mand­ska­ber. Det var flot sat op af de to tra­e­ne­re. Det var godt nok en låst halv­leg, men det var en na­tur­lig kon­se­kvens, når to så tak­tisk go­de hold mø­der hin­an­den.

Ty­sker­ne ind­led­te an­den halv­leg i en to­talt do­mi­ne­ren­de rol­le gan­ske som i før­ste halv­leg. Ita­li­en for­søg­te at be­va­re ro­en ved at spil­le den ud fra eget må­l­felt, men en fejl tid­ligt i an­den halv­leg gav ty­sker­ne en god mu­lig­hed. Der­fra var det en kamp på ty­sker­nes pra­e­mis­ser. Den ita­li­en­ske midt­ba­ne mang­le­de ufor­ud­si­ge­lig­hed.

Ta­bet af Thi­a­go Mot­ta, Da­ni­el­le de Ros­si og An­to­nio Can­dre­va samt de to dyg­ti­ge folk Clau­dio Mar­chi­sio og Marco Ver­rat­ti, som blev ska­det in­den slut­run­den, blev ud­slags­gi­ven­de. An­to­nio Con­tes dyg­ti­ge ita­li­en­ske de­fen­siv kun­ne ik­ke hol­de ni­veau­et.

Men man skal al­drig be­gra­ve ita­li­e­ner­ne. De fik ud­lig­net Mesut Özils fø­rings­mål på et kor­rekt dømt straf­fes­park be­gå­et af Jérô­me Bo­a­teng, der i mi­ne øj­ne er EMs bed­ste cen­tra­le for­svars­spil­ler.

Den sto­re for­skel på de to hold, ud­over ty­sker­nes do­mi­nans på bol­den, kun­ne man se i det fak­tum, at ita­li­e­ner­ne løb seks ki­lo­me­ter me­re end ty­sker­ne ef­ter 90 mi­nut­ter. Ita­li­en skul­le ar­bej­de rig­tig, rig­tig hårdt på at kun­ne hol­de sig in­de i kam­pen. Og ja, vi skul­le igen­nem en dra­ma­tisk straf­fes­parks­kon­kur­ren­ce, men jeg sy­nes, det var den rig­ti­ge vin­der, vi fik. TY­SKER­NE HAR VA­E­RET fa­vo­rit­ter li­ge si­den, EM gik i gang. Og­så selv­om Mats Hum­mels er i ka­ran­ta­e­ne til se­mi­fi­na­len, hvil­ket kan bli­ve en sva­ek­kel­se. Men jeg sy­nes, at ty­sker­ne er so­li­de. Man kan ty­de­ligt se, som jeg har na­evnt i mi­ne tid­li­ge­re klum­mer, at Tys­kland må­ske kan bli­ve eu­ro­pa­me­ster på sam­me må­de som Spa­ni­en med bold­be­sid­del­se som et vå­ben, hvor man for­sva­rer sig med det og så va­e­re ef­fek­tiv på en en­kelt chan­ce.

Spa­ni­en vandt EM i 2008 med langt hen ad vej­en den sam­me stil. Spa­ni­er­ne spil­le­de til nul og sør­ge­de selv for at sco­re.

Jeg har dog sva­ert ved at se, hvor må­le­ne skal kom­me fra hos ty­sker­ne. De ska­ber ik­ke sto­re nok chan­cer i for­hold til den do­mi­nans, de har i spil­let. Der kan man godt va­e­re lidt ef­ter dem, men alt i alt er Tys­kland det mest sam­men­spil­le­de hold. Ty­sker­ne vir­ker sta­er­ke­st. Skal jeg kort før se­mi­fi­na­ler­ne sky­de på en vin­der, må jeg pe­ge på Tys­kland. Hol­det har det bed­ste og mest in­d­ar­bej­de­de kon­cept. Isa­er kol­lek­tivt. TRA­E­NER I AGF

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.