’Jom­fruhin­der og hi­jab’

BT - - SOMMER - ’Jom­fruhin­der og hi­jab’ Mo­na El­ta­hawy

Ud­dra­get kred­ser blandt an­det om de ud­for­drin­ger, der er ved at skul­le un­der­vi­se en grup­pe stu­de­ren­de om det at va­e­re jom­fru.

Vo­res mø­dom­me til­hø­rer ik­ke os, de til­hø­rer vo­res fa­mi­li­er.

Det gik op for mig en af­ten i Am­ster­dam, hvor jeg hav­de del­ta­get i et ar­ran­ge­ment om mus­lim­ske kvin­ders ret­tig­he­der. I en sam­ta­le, sand­syn­lig­vis den før­ste sam­ta­le om sex, jeg no­gen­sin­de hav­de haft med mi­ne ara­bi­ske el­ler mus­lim­ske med­sø­stre, for­tal­te en hol­land­sk-ma­rok­kansk kvin­de mig og en grup­pe af si­ne ve­nin­der: »Før­ste gang, jeg dyr­ke­de sex, var det, som om min mor, min far, mi­ne bedste­fora­el­dre, he­le bo­lig­kvar­te­ret, Gud og al­le eng­le­ne så på.« Al­le brød ud i lat­ter. Det var en lettelse at ta­le med kvin­der, som sta­dig kend­te til byr­den af jom­fru-dom og den skyld, der var for­bun­det med at fri­gø­re sig fra den. Kvin­der som ik­ke døm­te hin­an­den. Det var en lettelse at ta­le med kvin­der, som al­drig kun­ne fin­de på at si­ge:

»Hvor­for gjor­de du ik­ke mod­stand?« som sy­geple­jer­sken på ska­destu­en, da jeg for­tal­te hen­de, at jeg hav­de va­e­ret ud­sat for et seksu­elt over­greb.

Jeg ’mod­stod’ fak­tisk i lang tid – for lang tid, sy­nes jeg nu, når jeg ser til­ba­ge. Jeg vog­te­de over min mø­dom som en god jom­fru, indtil jeg var 29. Jeg ac­cep­te­re­de og ef­ter­le­ve­de, hvad jeg hav­de la­ert af min fa­mi­lie, som igen hav­de la­ert det af de­res fora­el­dre: in­gen sex før ae­g­te­ska­bet. Når jeg i dag ta­en­ker på, hvor la­en­ge jeg ven­te­de med at dyr­ke sex, bli­ver jeg trist på mit yn­gre jegs veg­ne og trist over, at jeg ven­te­de så la­en­ge med at op­le­ve og ny­de no­get, der gi­ver mig så stor gla­e­de. Men den­gang, i al­le de år, hvor jeg ven­te­de og ven­te­de, blev jeg ban­ge ba­re ved tan­ken om føra­eg­tes ka­be­lig sex. Jeg var ble­vet be­la­ert af min fa­mi­lie, af sko­len, af re­li­gio­nen, af sam­fun­det, og jeg ad­lød. Jeg var ble­vet grun­digt dres­se­ret, og jeg var en ’pa­en pi­ge’ til det sid­ste. På trods af min fe­mi­ni­sti­ske ud­vik­ling var min mø­dom fre­det. Jeg hav­de pro­ble­mer med mit tørkla­e­de, men ik­ke med min mø­dom. Hvor­for?

Hvor­for ad­lød jeg? Og hvor­for ven­te­de jeg så la­en­ge, før jeg om­si­der blev uly­dig?

Dis­se spørgs­mål blev ved med at duk­ke op i Okla­ho­ma, af al­le ste­der. Og i et klas­se­va­e­rel­se på Uni­ver­si­ty of Okla­ho­ma, hvor jeg i 2010 un­der­vi­ste i køn og nye me­di­er i Mel­le­mø­sten, for­tal­te jeg for før­ste gang om mit op­gør med jom­fru­e­lig­he­dens gud.

Hvor­dan dis­ku­te­rer man jom­fru­e­lig­hed med et hold ame­ri­kan­ske uni­ver­si­tets­stu­de­ren­de, uden at sam­ta­len fo­re­kom­mer ir­re­le­vant for dem el­ler, va­er­re end­nu, som et for­søg på at få en an­den kul­tur til at vir­ke ekso­tisk? Kvin­der, sex og kul­tur dan­ner en Ber­m­u­da-tre­kant, hvor den åb­ne sam­ta­le har det med at lø­be løbsk, en­ten på grund for­svars­me­ka­nis­mer (når de stu­de­ren­de fø­ler sig tvun­get til at for­sva­re en kul­tu­rel prak­sis) el­ler over­le­gen­hed (når de fø­ler sig tvun­get til at frem­stil­le de­res kul­tur som ha­e­vet over de kul­tu­rel­le pro­ble­mer, der bli­ver talt om).

Det per­son­li­ge er ik­ke kun po­li­tisk: Det ned­bry­der og­så den­ne Ber­m­u­da-tre­kant. Jeg fik en virk­nings­fuld på­min­del­se om, hvor me­get nem­me­re det er at dis­ku­te­re pro­ble­mer i USA, når man gør det per­son­ligt, ef­ter jeg hav­de vist mit hold den li­ba­ne­si­ske film Ca­ra­mel, hvor in­struk­tø­ren Na­di­ne La­baki spil­ler in­de­ha­ve­ren af en fri­sør­sa­lon i Bei­rut, hvis ve­nin­der og kol­le­ger re­pra­e­sen­te­rer et bredt ud­snit af de li­ba­ne­si­ske kvin­ders ver­den.

En af ve­nin­der­ne får re­kon­stru­e­ret sin mø­dom, li­ge før hun skal gif­tes med en mand, som hun fryg­ter vil vra­ge hen­de, hvis han op­da­ger, at hun ik­ke er jom­fru. I be­gyn­del­sen var der nog­le af de stu­de­ren­de, der ud­tryk­te for­bløf­fel­se over, at kvin­den ik­ke kun­ne forta­el­le om sin seksu­el­le bag­grund til sin kom­men­de ae­g­te­mand, mens an­dre un­dre­de sig over, hvor­for det var så vig­tigt, at hun ik­ke la­en­ge­re var jom­fru. Jeg min­de­de hol­det om, at jom­fr­u­dom og­så i USA var me­get vig­tigt helt frem til 1960’er­ne.

»Har I hørt om kysk­heds­bal­ler?« spurg­te en ung kvin­de på hol­det og re­fe­re­re­de til de fe­ster for fa­ed­re og døtre i USA, hvor te­e­na­gepi­ger lover at for­bli­ve jom­fru­er, indtil de bli­ver gift. Så­dan­ne bal­ler er med til at un­der­støt­te kysk­heds­kul­tu­ren i USA. Godt! ta­enk­te jeg. Nu var der og­så jom­fru­e­lig­hed i USA. Jeg hav­de gan­ske vist la­est om kysk­heds­bal­ler i for­skel­li­ge avis­ar­tik­ler, men de vir­ke­de li­ge så frem­me­d­ar­te­de på mig og på klas­sen som re­kon­struk­tio­ner af mø­dom­me. Og så ban­ke­de vir­ke­lig­he­den på. »Jeg vil ger­ne forta­el­le, at jeg har un­der­skre­vet et kysk­heds­løf­te sam­men med min far,« sag­de en af de stu­de­ren­de.

Jeg kun­ne ik­ke ha­ve plan­lagt det bed­re selv. Hen­des mod til at forta­el­le det min­de­de os al­le om, at jom­fr­u­dom ik­ke kun var et be­greb i Li­ba­non el­ler i avis­ar­tik­ler. Fa­eno­me­net ek­si­ste­re­de li­ge midt i klas­sen. Den slags op­le­ve­de jeg tit i Okla­ho­ma. Jeg la­ver of­te sjov med, at det føl­tes som at kom­me til Mel­le­mø­sten: Her var der en lig­nen­de sam­men­blan­ding af re­li­gion og kon­ser­va­tiv po­li­tik. Når jeg så, hvor­dan det var lyk­ke­des den re­li­gi­øse høj­re­fløj i USA at ud­hu­le kvin­ders seksu­el­le og re­pro­duk­ti­ve ret­tig­he­der, isa­er i Syd­sta­ter­ne, slog det mig, hvor vig­ti­ge og tapre fe­mi­ni­ster og abort­ret­tig­heds ak­ti­vi­ster er i dis­se sta­ter.

Nog­le af de an­dre stu­de­ren­de li­ste­de rundt om em­net og stil­le­de for­sig­ti­ge spørgs­mål til den stu­de­ren­de, som hav­de for­talt om sit kysk­heds­løf­te.

»Jeg har respekt for, at du me­ner, at du har truf­fet et frit valg,« sag­de en af de stu­de­ren­de til hen­de. “Men [den ame­ri­kan­ske dra­ma­ti­ker] Eve Ens­ler har sagt, at når man un­der­skri­ver en kon­trakt med sin far, bli­ver ens seksu­a­li­tet ta­get fra én, indtil man over­dra­ger den til sin mand, når man bli­ver gift.”

Un­der­vis­ning er som al­ky­mi. Man ta­ger nog­le stu­de­ren­de, til­sa­et­ter nog­le sva­e­re em­ner, og man kan ik­ke und­gå at bli­ve for­bløf­fet over re­sul­ta­tet.

Jeg for­sø­ger at gø­re min un­der­vis­ning så per­son­lig som mu­ligt. Jeg forta­el­ler om mi­ne eg­ne er­fa­rin­ger for at gø­re de em­ner, vi ta­ler om, le­ven­de, og det mind­ste, jeg kun­ne gø­re, var at tak­ke for den ge­ne­rø­si­tet og ae­r­lig­hed, vi al­le hav­de va­e­ret vid­ne til – og ud­tryk­ke for­stå­el­se for den kon­ser­va­ti­ve indstil­ling, jeg og­så selv hav­de haft en­gang – og forta­el­le hol­det, hvor la­en­ge jeg selv hav­de ven­tet før min seksu­el­le de­but. Der var ik­ke no­gen kysk­heds­løf­ter i min for­tid, men der var en­gang, hvor og­så jeg tro­e­de, at jeg skul­le ven­te med at dyr­ke sex, til jeg blev gift – men så trak det ud med at bli­ve gift, og jeg blev tra­et af at ven­te.

Da jeg var yn­gre, var der in­gen, jeg kun­ne ta­le om den slags med. Min skyld­fø­lel­se blev for­sta­er­ket af ta­bu­et, og i lang tid kun­ne jeg kun ta­le om sex med mi­ne ik­ke-mus­lim­ske ve­nin­der.

Nu er jeg ble­vet me­re mo­dig, selv om det ik­ke al­tid bli­ver gen­ga­eldt el­ler va­erds­at. På en kon­fe­ren­ce for mus­lim­ske kvin­der for­tal­te jeg, hvor sva­ert det hav­de va­e­ret at hånd­te­re skyld­fø­lel­sen i for­bin­del­se med føra­eg­tes ka­be­lig sex, hvor­på en an­den mus­lim­sk kvin­de hårdt og kon­tant sag­de til mig, at Kor­a­nen helt ty­de­ligt si­ger, at “utug­ti­ge pas­ser til utug­ti­ge”, så der var nok en “utug­tig” til mig der­u­de et sted.

Char­me­ren­de.

Igen­nem åre­ne har jeg va­e­ret dre­vet af en uma­et­te­lig trang til at forta­el­le om min skyld­fø­lel­se for at kun­ne fri­gø­re mig fra den, og jeg har op­da­get, at jeg er ble­vet me­re hård­hu­det. Jeg blev me­re uku­e­lig i Okla­ho­ma. Men nog­le af­te­ner, når jeg var ale­ne på mit ho­telva­e­rel­se, gra­ed jeg over smer­te­ful­de min­der, nog­le af dem helt op til ty­ve år gam­le.

Mands­do­mi­ne­re­de re­li­gio­ner og kul­tu­rer, som til­go­de­ser den mand­li­ge seksu­a­li­tet na­er­mest uden at aen­se kvin­ders lyst, er sva­e­re nok at ud­hol­de i for­vej­en, uden at man og­så skal for­døm­mes af si­ne med­sø­stre. Jeg ved godt, hvor den­ne for­døm­mel­se kom­mer fra. Jeg ken­der godt be­ho­vet for at ret­te ind. Det be­hov er med til at in­ter­na­li­se­re kvin­de­ha­det og un­der­tryk­kel­sen, og det i så høj grad, at mødre vil na­eg­te de­res døtre den sam­me ny­del­se og lyst, som de selv blev na­eg­tet, og vil kal­de dem ’lu­de­re’, hvis de ef­ter­spør­ger den. For at over­le­ve kon­trol­le­rer mødre de­res døtres krop­pe og de­res egen og un­der­tryk­ker ly­sten af hen­syn til ’ae­ren’ og fa­mi­li­ens go­de navn.

Jom­fru­e­lig­he­dens gud er po­pu­la­er i den ara­bi­ske ver­den.

Det spil­ler in­gen rol­le, om man er tro­en­de el­ler atei­st, mus­lim el­ler kri­sten – al­le til­be­der jom­fru­e­lig­he­dens gud. Der bli­ver gjort alt, hvad der er mu­ligt for at hol­de mø­dom­men – det­te me­get skrø­be­li­ge fun­da­ment, som

Før­ste gang, jeg dyr­ke­de sex, var det, som om min mor, min far, mi­ne bedste­fora­el­dre, he­le bo­lig­kvar­te­ret, Gud og al­le eng­le­ne så på.« Al­le brød ud i lat­ter. Hvor­dan dis­ku­te­rer man jom­fru­e­lig­hed med et hold ame­ri­kan­ske uni­ver­si­tets­stu­de­ren­de, uden at sam­ta­len fo­re­kom­mer ir­re­le­vant for dem el­ler, va­er­re end­nu, som et for­søg på at få en an­den kul­tur til at vir­ke ekso­tisk?

Mel­le­mø­stens kvin­der er un­der pres. Bo­gen er El­ta­hawys bøn om op­rør på kvin­der­nes veg­ne, så de kan tra­e­de ud af ma­en­de­nes skyg­ge og gø­re sig fri af pra­e­di­ka­tet an­den­rangs­bor­ger.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.