Hvor­for tør vi ik­ke si­ge nej til ’se mig’?

BT - - DEBAT -

KOM­MEN­TAR

For ny­lig var jeg på le­ge­plads med min dat­ter. Hun le­ger lidt, men kom­mer hur­tigt hen til mig, for­di hun vil vi­se et ’akro­batisk show’. Hun går ener­gisk i gang med no­get, der vel mest af alt ba­re var en va­ri­a­tion af hop på ste­det. In­gen sam­men­ha­eng. In­gen ryt­me. Og ik­ke no­get, hun ik­ke har kun­net i åre­vis. Fak­tisk er der ik­ke no­get som helst be­ma­er­kel­ses­va­er­digt ved de man­ge små hop, der må ha­ve få­et even­tu­elt for­bi­pas­se­ren­de til at ta­en­ke, at hun en­ten frøs el­ler skul­le tis­se rig­tig me­get. Al­li­ge­vel hø­rer jeg gen­tag­ne gan­ge mig selv si­ge »ej, hvor flot«.

Hvad er det egent­lig for nog­le voks­ne, der kom­mer ud af de børn, der kon­stant skal an­er­ken­des for alt, hvad de gør?

DET ER EN lil­le se­an­ce på højst et par mi­nut­ter, som jeg plud­se­lig bli­ver op­ma­er­k­som på, at min dat­ter og jeg ik­ke er ale­ne om. Det er na­er­mest et ri­tu­al. Bør­ne­ne si­ger »se mig«, og vi si­ger pligt­skyl­digt, »hvor er du dyg­tig«. Det vir­ker fak­tisk, som om bør­ne­nes leg på kla­tre­sta­ti­vet først rig­tig får va­er­di, når vi har set den. Det er helt na­tur­ligt, at børn ger­ne vil ha­ve de­res fora­el­dres op­ma­er­k­som­hed. Men hvad er der i vej­en med ba­re at le­ge? I DE ME­RE end 10 år, jeg er kom­met på le­ge­plad­ser, er det ik­ke sket en ene­ste gang, at jeg – el­ler no­gen an­den vok­sen – har sat en gra­en­se for op­ma­er­k­som­hed. Det ta­et­te­ste, vi kom­mer, er et for­sig­tigt »om lidt«, som om børn ta­ger ska­de af ik­ke at bli­ve kig­get på, el­ler at det er en straf at få at vi­de, at man ’ba­re’ skal le­ge. VO­RES GRUND­LA­EG­GEN­DE INSTINKT forta­el­ler os, at når børn sø­ger os, skal vi va­e­re til ste­de. Men forsk­ning vi­ser no­get in­ter­es­sant om sam­men­ha­en­gen mel­lem fra­va­er og na­er­va­er. Psy­ko­lo­ger, der har for­sket i, hvad der sker med børn, der bli­ver for­sømt, har fak­tisk fun­det ud af, at den mil­de­ste form for ’for­søm­mel­se’ – når børn en gang imel­lem er nødt til at un­der­hol­de sig selv – har en po­si­tiv ef­fekt. Det er gan­ske en­kelt sundt for børn, at voks­ne en gang imel­lem er op­ta­get af no­get an­det. PÅ OVER­FLA­DEN LIG­NER »se mig«ri­tu­a­let en uskyl­dig sce­ne fra en travl hver­dag, men der er no­get prin­ci­pi­elt på spil. For hvad er det egent­lig for nog­le voks­ne, der kom­mer ud af de børn, der kon­stant skal an­er­ken­des for alt, hvad de gør? NYERE STU­DI­ER TY­DER på, at den So­fie Mün­ster, Er det en god idé at sa­et­te folk, der vil va­e­re dan­ske stats­bor­ge­re, til at sva­re på spørgs­mål om Carl Ni­el­sen og Syl­fi­den? over­drev­ne op­ma­er­k­som­hed og ros i barn­dom­men ud­vik­ler vir­ke­lig­heds­fjer­ne voks­ne, som over­vur­de­rer sig selv og de­res egen be­tyd­ning. De me­ner f.eks. selv, at de er me­re so­ci­alt kom­pe­ten­te, ta­ger me­re hen­syn til an­dre og er bed­re til at lø­se kon­flik­ter. Men hvis man spør­ger folk i de­res om­gangskreds el­ler på de­res ar­bejds­plads, så står det klart, at de er fuld­sta­en­digt li­ge så al­min­de­li­ge som al­le os an­dre. MEN FAK­TISK BE­HØ­VER man ik­ke at va­e­re for­sker for at for­stå kon­se­kven­ser­ne. Det si­ger sig selv, at hvis man vaen­ner børn til al­tid at va­e­re i cen­trum og til kun at kun­ne sa­et­te pris på no­get, hvis de bli­ver be­un­dret for det, så får de sva­ert ved at ind­gå i de fa­el­les­ska­ber, der bin­der vo­res sam­fund sam­men. Klas­sen, ar­bejds­plad­sen, par­for­hol­det, fa­mi­li­en og for­e­nings­li­vet. NA­E­STE GANG MIN dat­ter si­ger »se mig«, vil jeg si­ge »nej, ba­re leg« og se, hvad der sker. Ta­enk, hvis hun op­le­ver, at selv­om det, hun li­ge har gjort, var gan­ske al­min­de­ligt, så var det fak­tisk ret sjovt.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.