Man havde jo naesten glemt den. Naesten. Pyh, godt vi slap af med den bandit. Zzzzzzz – allez, allez ...
HELT NED I sommerferiegear. Første uge af årets Tour de France som i de gode gamle dage. Søvnigt, fladt og ’sker ikker en ski’ før målfotoet på stregen til aller-allersidst. Zabel igen-igen.
Nå nej, Cavendish. Eller Sagan med top på opløbet. Timelange transmissioner udi i fransk landskabsmaleri til poetisk akkompagnement af Jørgen Leth, der også skal finde på noget at sige ved siden af sine to makkere i kommentatorboksen for ikke at falde i søvn. I guder, hvor er det kedeligt. Og hvor er det helt perfekt. Ligesom det skal vaere.
Ingen grund til at lave for meget om, selv om de har gjort forsøgene. Ingen bjergudskejelser før den første weekend, ingen kamikazedesperat kamp for at traenge igennem sendefladen, Giroen og Vueltaen kan spraelle lige så vildt, de vil, for at differentiere sig som
grand tours i forsøget på at komme op på siden af Touren. Men de har ikke en chance her i sofaen. Tidspunktet på året definerer gennemslagskraften. Sommerlyden. Og når den første uge er så gennemført kedelig som i år, er grundstemningen velfunderet.
JOVIST, CONTADOR STYRTER på de første etaper som altid, og tegningen af klassementet saetter sig desuagtet fint i lidt sidevind og en bakketop undervejs. Vi skal også lige igennem et par grafikker og close ups af sprinterfysiologi og cykelgear, have forklaringen på ’tog’ og
’lead-out men’. Inden det for alvor går løs. Ihukommende at lange, flade etaper med spurt til sidst ikke ligefrem er undtagelsen i cykelsport. Helt gamle dage er det så heller ikke, for Bjarne, Rolf og Brian kører ikke på cykel. De tegner butikken i rabatten. I studiet, i boksen og fra sportsdirektørbilen.
Sådan har det ret beset vaeret laenge, om end Riis har haft for vane at vaelge andre orkanøjer end den tilbagelaenede Elming-sofa, hvorfra han kan nøjes med at undre sig over, at de da ikke udnytter de Contador-styrt og knaekker ham. Inden det for alvor går løs.
HER KLOKKEN LIDT i 17.30 stadig 15 kilometer i mål, men mon ikke målfotoet ryger i fremkaldervaesken inden 18-Nyhederne, så TV2 undgår shitstormen fra alle dem, der simpelthen ikke kunne komme op ad sofaen for at få den reelle vinder verificeret henne på internettet. Eller bare på den mobil, de havde i hånden.
Nå, Cavendish igen. Han passerer i flot stil Bernard Hinault i antal etapesejre, om end den franske legende og det nuvaerende tandhjul i organisationskomiteen ikke just gjorde sig bemaerket i sprinteropgørene. Han vandt Touren fem gange, i øvrigt også både Giroen og Vueltaen.
SIDESPRING, SOM EM i fodbold i sammenhaengen også er, men vi skal lige have lukket den lille fodboldturnering i Frankrig ned, inden cykelløbet for alvor tager over. Inden det for alvor går løs. I bjergene. Kun finalen tilbage søndag aften, når rytterne fra fredag eftermiddag bevaeger sig opad. Og Wimbledon lukker ned. Så fra mandag kun Superligaen, der når at komme en smule på tvaers.
Da jeg ud på tirsdagen vågnede op af sprinterdøsen, faldt jeg over programoversigten for DR2. De viste dokumentaren om Lance Armstrong. ’Lance Armstrong – fra start til slut’. Den vildeste af vilde historier. Man havde jo naesten glemt den. Naesten. Pyh, godt vi slap af med den bandit. Zzzzzzz – allez, allez ...
Timelange transmissioner udi i fransk landskabsmaleri til poetisk akkompagnement af Jørgen Leth, der også skal finde på noget at sige ved siden af sine to makkere i kommentatorboksen for ikke at falde i søvn. I guder, hvor er det kedeligt. Og hvor er det helt perfekt. Ligesom det skal vaere
I syv år var Lance Armstrong altdominerende i Tour de France. Af en grund, viste det sig. Nu er Touren renere. Men stadig kedeligt at se på, mener Kurt Lassen. Gudskelov.
