Lad os hyl­de den vir­ke­li­ge ver­den

BT - - DEBAT -

Iden di­gi­ta­le ver­den er af­stan­den mel­lem mu­lig­he­den for at ud­tryk­ke sig og så rent fak­tisk at be­nyt­te sig af den sam­me ret kun et klik va­ek. Den mu­lig­hed har gi­vet stem­me til en grup­pe af men­ne­sker, som vi i en ik­ke så fjern for­tid ik­ke skul­le for­hol­de os til. Vi kun­ne sim­pelt­hen gå va­ek fra dem, når vi ik­ke la­en­ge­re gad hø­re på dem. I den di­gi­ta­le ver­den mø­der vi dem. Uan­set hvor me­get vi for­sø­ger at und­gå dem. Det er de bit­re, de ra­ci­sti­ske, de for­doms­ful­de, de mis­un­de­li­ge, de pro­vo­ke­ren­de og dem, som me­ner at ha­ve pa­tent på op­fat­tel­sen af, hvor­le­des ver­den er skru­et sam­men. I den di­gi­ta­le ver­den mø­der vi dem. Kom­mu­ni­ka­tio­nen er kun en­vejs. To­nen og ord­val­ge­ne ska­ber of­te en vej, som slut­ter ved den før­ste be­sked i en de­bat. Alt for man­ge go­de kra­ef­ter tra­ek­ker sig. Det mag­tes ik­ke. Vi ta­ber al­le ret­ten til at bli­ve klo­ge­re. Til at få ind­sigt i det na­e­ste men­ne­ske.

Alt for man­ge go­de kra­ef­ter tra­ek­ker sig. Vi ta­ber al­le ret­ten til at bli­ve klo­ge­re. Til at få ind­sigt i det na­e­ste men­ne­ske

I DEN VIR­KE­LI­GE ver­den har dår­lig op­før­sel kon­se­kven­ser. Hvis du del­ta­ger i en fest og er et – for at si­ge det li­ge ud – ka­em­pe fjols, så er der en stor sand­syn­lig­hed for, at du ik­ke er med na­e­ste gang. I den di­gi­ta­le ver­den er der en fest på den na­e­ste si­de.

Iden vir­ke­li­ge ver­den fin­des der en slags spil­le­reg­ler for sam­ta­len, for me­nings­ud­veks­lin­gen, for de to men­ne­sker, som har øjen­kon­takt, som ta­ler til og med hin­an­den. I det rum bli­ver vi klo­ge­re. På os selv, på hin­an­den og på ver­den. Selv når vi er ue­ni­ge. Selv når af­stan­den imel­lem os er stor. MEN JEG HAR et for­slag. Lad os hyl­de alt det, som ska­ber mod­va­egt til den di­gi­ta­li­se­re­de ver­den. I den vir­ke­li­ge ver­den. Mod­va­eg­ten til de bit­re, til de had­ske, til de ufor­son­li­ge og uforskam­me­de kom­men­ta­rer, sendt ud i den di­gi­ta­le ver­den. Lad os hyl­de dem. Bus­chauf­før­en som hol­der, når du kom­mer lø­ben­de, og dø­re­ne er slå­et i. Men­ne­sker som smi­ler til de frem­me­de, de mø­der på de­res vej. I bussen. Me­tro­en. På rul­le­trap­pen. Men­ne­sket som hol­der ind, når du er punk­te­ret, og spør­ger, om du har brug for hja­elp. Men­ne­sket som gi­ver dig sin p-bil­let med en ti­me me­re på. Men­ne­sker som hol­der dø­ren for den na­e­ste. Spi­se­ste­der­ne som ik­ke smi­der ma­den ud, men de­ler re­ster­ne ud til ver­den. Men­ne­ske­ne som ta­ger kon­flik­ter­ne an­sigt til an­sigt. Men­ne­sket som kan an­er­ken­de, ro­se og hep­pe på dem, som har brug for el­ler fortje­ner det. Men­ne­sker som kig­ger Mor­ten Pelch, på men­ne­sket frem for et­ni­ci­te­ten. Men­ne­sker som si­ger fra over for slad­der, bag­ta­lel­se og ka­rak­ter­mord. Men­ne­sker som gi­ver de 10 kr., du mang­ler, når du har glemt din pung. Men­ne­sket som af­le­ve­rer den fund­ne pung med fuldt ind­hold. Ven­ner­ne som kig­ger for­bi uden af­ta­le, for­di de sav­ner dig. Cy­kel­hand­le­ren som pum­per luft i dit da­ek og na­tur­lig­vis ik­ke vil ha­ve be­ta­ling for det. PIZZAMANDEN SOM SMI­LER stort og ken­der li­ge pra­e­cis din sig­na­tur-ret, in­den du når at na­ev­ne det. Men­ne­sket for­an dig i kø­en, som ta­ger va­re­ad­skil­lel­sen og pla­ce­rer den, ef­ter at ved­kom­men­des eg­ne va­rer er lagt op. Dig som hja­el­per den en­li­ge mor ud af to­get med bar­ne­vog­nen, selv om du har travlt. Kvin­den som ro­ser den frem­me­de kvin­des på­kla­ed­ning. Man­den som ta­ger to øl med til na­bo­bor­det og si­ger skål. Men­ne­sker, som for­står men­ne­sker, er vig­ti­ge for men­ne­sker. For­di det er jo i vir­ke­lig­he­den så­dan, vi ger­ne vil va­e­re og se os selv. Er det ik­ke ?

Så gå ud i ver­den og va­er det. Lad os gi­ve den di­gi­ta­le ver­den lidt kon­kur­ren­ce.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.