180 GRA­DER

Fuld knald på kar­ri­e­ren, kon­stant ’på’ som ale­ne­mor, krav om at va­e­re per­fekt – og sta­erk. Det var Git­te Fri­gio­nis liv, indtil hun gik ned med stress. Op­brems­nin­gen tvang hen­de til at fin­de ro­en i egen te­bu­tik

BT - - INDHOLD - Lou­i­se Skøtt Ga­de­berg | btwe­e­kend@bt.dk Fo­to Jens Erik Lar­sen

Stres­sen tvang Git­te til at åb­ne egen bu­tik

urist og ch­ef­for­hand­ler. Tjek­ket og over­skud­s­ag­tig ale­ne­mor. Den sjove ve­nin­de, der al­tid var klar til en tur i Kø­ben­havns kul­tur­liv. Git­te Fri­gio­ni hav­de styr på det he­le.

Der­var ik­ke rig­tig no­get, hun ik­ke kun­ne kla­re, hvis hun vil­le.

»Jeg ar­bej­de­de som jurist i Ar­ki­tekt­for­bun­det. Knok­le­de og hav­de ret godt styr på det. Da di­rek­tø­ren stop­pe­de, pe­ge­de be­sty­rel­sen på mig som sted­fortra­e­der, det var et ka­em­pe skul­der­klap. Jeg føl­te mig ud­valgt, glad, stolt,« hu­sker Git­te Fri­gio­ni. »Og så fik jeg rig­tig, rig­tig travlt.« Git­te Fri­gio­ni var – og er – en am­bi­tiøs kvin­de. In­gen kan va­e­re i tvivl om, at når hun gør no­get, bli­ver det gjort or­dent­ligt. Når hun sa­et­ter sig no­get for, vil hun hel­le­re gå ned end gi­ve op. Det var pra­e­cis dét, der ske­te.

»Jeg hav­de man­ge ide­er til, hvor­dan tin­ge­ne kun­ne gø­res an­der­le­des og bed­re. Jeg vil­le ger­ne va­e­re med al­le ste­der, på al­le ni­veau­er, i be­sty­rel­ses­ar­bej­det, som le­der for mi­ne me­d­ar­bej­de­re og sam­ti­dig ud­fø­re mit op­rin­de­li­ge job. Det be­tød over 60 ar­bejds­ti­mer om ugen, ar­bejds­rej­ser og se­ne af­te­ner med mø­der – al­li­ge­vel var jeg al­tid bag­ud.«

Sam­ti­dig var Git­te Fri­gio­ni ale­ne­mor for sin dat­ter, men bå­de dat­te­ren og den 200 kvm sto­re, dy­re lej­lig­hed på Dan­tes Plads – med ud­sigt til Ti­vo­li, Rå­d­hus­plad­sen, Chri­sti­ans­borg og Glyp­to­te­ket – så hun sja­eld­ne­re og sja­eld­ne­re.

»Der var ut­ro­lig me­get støj. Bå­de i mig selv og fra den kon­stan­te tra­fiksum­men, by­ens larm af ud­ryk­nings­kø­re­tø­jer, skri­gen­de men­ne­sker i Ti­vo­li og ful­de folks rå­ben på ga­den.«

Fra over­gea­ret til apa­tisk

En ny di­rek­tør blev an­sat, men Git­te Fri­gio­ni fort­sat­te i ha­es­bla­e­sen­de tem­po og med tårn­hø­je am­bi­tio­ner. Hun hu­sker det, som om hun al­drig var helt til ste­de, men al­tid travl og på vej til det na­e­ste. Indtil hen­des krop sag­de fra. »Jeg fik det fy­sisk dår­ligt. Kun­ne ik­ke sid­de stil­le, hav­de ondt i ma­ven, mas­siv hals­brand og kun­ne ik­ke sove. Hu­mør­ma­es­sigt hav­de jeg de vil­de­ste sving­nin­ger. Fra at va­e­re helt op­pe at kø­re og ’på’ kun­ne jeg bli­ve helt apa­tisk, hand­ling­s­lam­met og ude af stand til at ta­en­ke én sam­men­ha­en­gen­de tan­ke. Uds­vin­ge­ne blev vold­som­me­re og of­te­re. Det stod på la­en­ge, før jeg be­gynd­te at for­stå, at det ik­ke var sundt og var no­get, der dra­e­ne­de mig.«

I den pe­ri­o­de, hvor stres­ssymp­to­mer­ne ba­re blev va­er­re, til­kald­te Git­te Fri­gio­ni fle­re gan­ge la­e­gen. For hun for­stod ik­ke, hvor­for hun hav­de det så skidt. Når hun lå i sen­gen med mas­siv hjer­te­ban­ken og hals­brand, kun­ne hun sta­dig ik­ke se, at hun var nødt til at tra­ek­ke i nød­brem­sen, før det gik galt – for al­vor.

Git­te Fri­gio­ni fik det va­er­re og va­er­re. Indtil den dag, hun be­tro­e­de sig til en god ve­nin­de. Ve­nin­den lag­de hån­den på hen­des arm, kig­ge­de hen­de dybt i øj­ne­ne og med­del­te med al­vor­lig mi­ne, at smer­ter­ne var tegn på stress.

»Stress... Mig?, ta­enk­te jeg. Ja­men, jeg er jo sta­erk, pro­fes­sio­nel, har styr på mi­ne ting, ar­bej­der hårdt. Stress er så-

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.