Er­ne som 10-årig

BT - - NYHEDER -

boy­støv­ler­ne,« sag­de han for ny­lig til Ber­ling­s­ke.

Han var med barn­doms-ve­nin­den Dit­te Gie­ses ord al­le­re­de i fol­ke­sko­len be­rømt ud over Øster­bro og in­dre Kø­ben­havn: »Han var li­ge­som stør­re end al­le os an­dre små idi­o­ter.«

Men ét er at va­e­re stor, no­get an­det at va­e­re en del af no­get, og dem der fa­er­de­des om­kring Mads Holger i hans un­ge år, op­le­ve­de ham of­te som om­gi­vet af men­ne­sker, men sja­el­dent som en del af flok­ken. Han bo­e­de i en etva­e­rel­ses lej­lig­hed sam­men med to ven­ner i Pis­se­ren­den, det gam­le lat­i­n­er­kvar­ter i in­dre Kø­ben­havn, men frem­stod me­re som ‘en flek­si­bel hjem­løs’, der hver nat fandt en ny kvin­de­favn. De se­ne 90’ere gik op i druk og da­mer, men og­så ned i hul så sort, at han si­den er­kend­te, at han re­elt var ’dybt, dybt de­pres­siv og de­ci­de­ret su­i­ci­dal’ i de år.

I be­gyn­del­sen af 00’er­ne søg­te han va­ek. Ind på te­o­lo­gi­stu­di­et og fandt en kortva­rig lyk­ke i ae­g­te­ska­bet med tv-va­er­ten Pau­la Lar­rain, men så var det som om, han søg­te til­ba­ge til fe­sten.

Han skab­te fly­ven­de fe­ster med Klub Jet, hvor han fløj kend­te til fest i Sto­ck­holm, Moskva og Bei­rut, men hans uku­e­li­ge en­tre­prenan­te ånd gav iføl­ge ven­nen og for­fat­ter Mar­tin Kongstad og­så af og til bag­slag.

»En af dem, og den jeg hav­de sva­e­rest ved at se me­nin­gen med, var Club Jet, en fly­ven­de fest for ri­ge og wan­na­bes, som ind­t­og fem­stjer­ne­de ho­tel­ler i an­dre by­er og dyr­ke­de det ek­stra­va­gan­te, og det er min på­stand, at al den pres­se­da­ek­ning af dis­se fe­ster i no­gen grad kom til at skyg­ge for hans tro­va­er­dig­hed si­den hen,« skrev Kongstad i sin ne­kro­log til In­for­ma­tion.

Det gjor­de det let for hans mod­stan­de­re at af­skri­ve ham som en char­la­tan.

Sja­el­dent peb han over for in­der­kred­sen, når krads­børsti­ge an­mel­de­re kald­te hans bø­ger for­bry­de­risk dår­li­ge, el­ler da kra­ef­ter fra hans eget par­ti, Det Kon­ser­va­ti­ve Fol­ke­par­ti, sid­ste år for­søg­te at til­sva­er­te ham, in­den hans po­li­ti­ske kar­ri­e­re hav­de få­et luft un­der vin­ger­ne. Men sla­ge­ne gik al­li­ge­vel ind. De mat­che­de dår­ligt de tårn­hø­je for­vent­nin­ger og fo­re­stil­lin­ger, han hav­de om sig selv. Han tro­e­de vit­ter­ligt, at nu skul­le der cow­boy­støv­ler i Fol­ke­tin­get, at han kun­ne nap­pe man­da­tet fra sin par­ti­mod­stan­der Ras­mus Jar­lov, selv­om stem­mer­ne faldt ud 977 - 3.499 i Jar­lovs favør, og at han kun­ne gå hen og vip­pe K-for­mand Sø­ren Pa­pe af pin­den. Jeg tror, of­fent­lig­he­den kun kend­te ét gear hos Holger, men hvis man har kendt ham i så man­ge år, som jeg har, så ved man og­så, at han hav­de et an­det

Den slags gav blot na­e­ring til på­stan­den om det ga­l­o­pe­ren­de stor­heds­v­an­vid, han i nog­les øj­ne led af. I an­dres var han en ener, ham­ren­de in­tel­li­gent, et re­to­risk ge­ni, men han var som få af sin slags - en en­som sja­el.

Som da cow­boy­støv­ler­ne trip­pe­de rundt på trap­pen for­an Bern­stor­ff Slot på val­gaf­te­nen sid­ste år, for­di han som dansk po­li­tiks nye en­fant ter­rib­le in­si­ste­re­de på at hol­de sin helt egen valg­fest langt bor­te fra sin flok, sit par­ti, som han hav­de kaldt en dø­en­de pa­tient, og som få ti­mer se­ne­re eks­klu­de­re­de ham. Midt­punkt for fe­sten og al­li­ge­vel ik­ke en del af flok­ken.

»Det er al­tid en­somt at va­e­re va­ert. Den, der hol­der fe­sten, er ik­ke med i fe­sten. Du ska­ber blot den vir­ke­lig­hed, an­dre tra­e­der ind i,« sag­de Mads Holger til Ber­ling­s­ke i fe­bru­ar.

Ven­nen Adam Fal­bert, der la­er­te Mads Holger at ken­de på Fal­ko­ner­går­dens Gym­na­si­um, kom det al­li­ge­vel bag­på, hvor en­som hans ven egent­lig var.

»Jeg er me­get over­ra­sket over, at han har va­e­ret så en­som og ulyk­ke­lig, at han valg­te den ud­vej,« sag­de Adam Fal­bert i den for­gang­ne uge til BT.

Han op­le­ve­de det, som kun var de fa­er­re­ste forundt. En an­den Mads Holger.

»Jeg tror, of­fent­lig­he­den kun kend­te ét gear hos Holger, men hvis man har kendt ham i så man­ge år, som jeg har, så ved man og­så, at han hav­de et an­det.«

Kvin­den bag Mads Holger, ka­e­re­sten Kat­hri­ne Ma­ria Amann, el­ler fru­en som han kald­te hen­de, for­tal­te sid­ste år i et sja­el­dent in­ter­view, at de­res liv var an­der­le­des ro­ligt, end de fle­ste nok vil­le tro. Og dog.

»Jeg får pud­sigt nok of­te net­op det spørgs­mål: om Mads Holger er den sam­me pri­vat, som han er of­fent­ligt. Og til det kan jeg kun sva­re ja,« sag­de hun til la­e­ser­ne af kvin­de­ma­ga­si­net Eu­rowo­man og til­fø­je­de i sam­me ån­de­d­rag: »Der er al­tid et even­tyr li­ge i na­er­he­den.«

Men jag­ten på det, is­ce­nesa­et­tel­sen og den evi­ge hi­gen ef­ter an­er­ken­del­se var al­drig en jagt på pen­ge, som de fa­er­re­ste ane­de, hvor­dan Mads Holger egent­lig tjen­te.

»Jeg bry­der mig ik­ke om at klyn­ke, men jeg har haft be­hov for at ska­be en lyk­ke­lig forta­el­ling om mig selv, for­di jeg ik­ke hav­de en far til at vi­se vej­en. Jeg har al­tid stra­ebt ef­ter det, der glim­te­de, men tro det el­ler lad va­e­re, ik­ke for pen­ge­ne,« sag­de han til BT i ef­ter­å­ret.

Må­ske der­for bra­end­te han sit lys i beg­ge en­der. Hans sult ef­ter et nyt even­tyr fra uma­et­te­lig, og al­li­ge­vel var han ma­et. Da ven­nen Ni­co­lai Klin­gen­berg spurg­te ham til­ba­ge i 2010, om han kun­ne dø lyk­ke­lig, sva­re­de han:

»Lyk­ke­lig er så me­get sagt, men jeg er ma­et – jeg har prø­vet det me­ste. Og me­re end en gang.«

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.