K

BT - - SØNDAG -

lok­ken var 4.30 om mor­ge­nen, da hun brat våg­ne­de i sin seng. Nat­ten var sort, som den kun kan va­e­re dér, hvor den na­er­me­ste ga­de­lyg­te står ad­skil­li­ge ki­lo­me­ter va­ek. Der var en lyd. Sik­kert et dyr, ra­e­son­ne­re­de hun og vend­te sig om på si­den. Men ly­den blev hø­je­re og na­er­me­de sig sove­va­e­rel­ses­dø­ren. Det var skridt. Fra et men­ne­ske. »Jeg var den ene­ste, der var hjem­me i he­le by­en, så først lå jeg stiv af skra­ek. Skul­le jeg rin­ge til po­li­ti­et? Nej, fand­me nej. Vil man va­e­re she­rif, må man jo hand­le som en she­rif. Jeg stod op og råb­te ud i mør­ket: ’Kan I så kom­me ud af min by! Og det skal va­e­re NU!’. Så for­svandt de. Og jeg lag­de mig til at sove igen.«

Lis­beth Her­man­sen er 60 år. Hun forta­el­ler om den nat, hvor der var ’gangste­re i Co­un­try Town’. Det er en rum tid si­den nu, og de har ik­ke va­e­ret der si­den. Na­ep­pe for­di hun ef­ter epi­so­den fik en luft­pi­stol af den lo­ka­le skro­t­hand­ler. Selv me­ner hun, at hun stød­te ind i de ubud­ne ga­e­ster – et par øst­eu­ro­pa­e­e­re – i Brugs­en in­de i Lemvig, for de fik slemt travlt med at kom­me va­ek, da hun stil­le­de sig op midt mel­lem ra­ek­ker­ne af dag­lig­va­rer og stir­re­de på dem.

Vi be­fin­der os på et af den slags ste­der, hvor man kom­mer i tvivl om, hvor­vidt det er slut­nin­gen el­ler be­gyn­del­sen. Ta­et på den jy­ske ve­st­kyst, syd­vest for Lemvig, hvor hu­se­ne bli­ver bil­li­ge­re og bil­li­ge­re, og hvor der er ma­let di­rek­te te­le­fon­num­re på ’til salg’-skil­te med be­løb på 210.000 kr. Her har Lis­beth Her­man­sen købt en by. El­ler i hvert fald det hal­ve af Dy­be Gl. Me­jeri­by, be­stå­en­de af seks hu­se. Midt i ma­js­mar­ker og for­bla­est ve­st­land har hun ud­na­evnt sig selv til she­rif og om­døbt by­en til Co­un­try Town.

Ud af de fa­ste møn­stre

»Jeg har op­gi­vet at pas­se ind. Jeg har va­e­ret et ta­bu he­le mit liv, og al­le­re­de fra jeg var helt ung, fandt jeg ud af, at jeg al­drig kun­ne le­ve op til sam­fun­dets for­vent­nin­ger. Hvor jeg kom­mer fra, kom man­ge af land­bru­get – de var umu­si­kal­ske, de le­ve­de ef­ter fast­lå­ste møn­stre og var helt an­der­le­des end mig. Jeg føl­te, jeg var født ind i en ver­den, som over­ho­ve­det ik­ke for­stod mig,« si­ger hun.

Hvad sker der, når en skør kvin­de iført cow­boyhat flyt­ter ind i en for­ladt køb­mands­gård li­ge over­for pra­e­sten i et mis­sionsk sam­fund? Kan det lyk­kes at genop­li­ve en by, der for la­engst er død, ved ba­re at in­vi­te­re al­le til at kom­me og gø­re pra­e­cis, hvad de vil? Og kan man over­ho­ve­det dri­ve by­ens kro, når man tryk­ker si­ne eg­ne pen­ge­sed­ler, Ve­stjy­ske Dol­lars? De før­ste to ting vil ti­den vi­se. Det sid­ste er me­re tvivl­s­omt. Men i den­ne hi­sto­rie er det hel­ler ik­ke dét, der er po­in­ten.

Det­te er den før­ste af en ra­ek­ke hi­sto­ri­er i BT om men­ne­sker, der ik­ke er, som men­ne­sker er flest. Om dem, der strit­ter ud, dem, som et­hvert lo­kal­sam­fund har én af, og som man fri­stes til at kal­de ’sa­e­re’. Må­ske end­da tos­se­de. Det er men­ne­sker, der sja­el­dent ’pas­ser ind’, for­di de gør no­get helt an­det end al­le os an­dre. Men det er og­så dem, der kan min­de os om, at vi i vo­res ens­ret­te­de og ar­ki­tekt­teg­ne­de sam­fund må­ske me­re end no­gen­sin­de har brug for folk med en ska­ev til­gang til li­vet. Fort­sa­et­ter si­de 8

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.