Da Ro­nal­do vandt sym­pa­ti – og blev en af de stør­ste

BT - - EM I FRANKRIG 2016 - STÅ­LE SOL­BAK­KEN, MA­NA­GER I FC KØBENHAVN

EM ER SLUT, Portu­gal vandt og Cri­sti­a­no Ro­nal­do fik sin lands­hold­sti­tel. Det sid­ste er ik­ke helt ube­ty­de­ligt – slet ik­ke for Ro­nal­do selv. Jeg tror, at Ro­nal­do ta­en­ker, at han med fi­na­le­sej­ren tog et stort skridt, som vil va­e­re vig­tigt for ham i et hi­sto­risk per­spek­tiv.

EM-tit­len be­ty­der for det før­ste me­get i for­hold til Ro­nal­dos po­si­tion i hjem­lan­det i for­hold til an­dre sto­re spil­le­re som Eu­se­bio og Fi­go. De var over­ho­ve­der­ne for hver de­res ge­ne­ra­tion, men de lyk­ke­des ik­ke med at vin­de no­get med lands­hol­det. Nu lyk­ke­des Ro­nal­do, og det be­ty­der me­get for hi­sto­ri­en. NU HAR HAN vun­det Cham­pions Le­ague, hvor han dog var me­get ano­nym i fi­na­len, men score­de det af­gø­ren­de straf­fes­park. Han har nu og­så vun­det EM, hvor han har haft en okay tur­ne­ring. Han var mat­chvin­der i se­mi­fi­na­len, spar­ke­de et straf­fes­park ind un­der­vejs (men bra­end­te og­så ét mod Østrig) og score­de to mål mod Un­garn. Men han har ik­ke spil­let op til sit bed­ste.

Al­li­ge­vel tror jeg, at han ta­en­ker, at der ik­ke er no­gen, der vil hu­ske på det om 20 år. Man hu­sker kun, at ’jeg stod med po­ka­len, jeg vandt, jeg var den bed­ste spil­ler for Portu­gal i den pe­ri­o­de, hvor vi vandt EM’.

Ro­nal­do ta­en­ker, at EM-gul­det ik­ke ba­re er et sym­bol for Portu­gal, men og­så et sym­bol på, at han var den sto­re lands­holds­spil­ler i den pe­ri­o­de. I ET HI­STO­RISK per­spek­tiv er der ik­ke tvivl om, at Lio­nel Mes­si og Cri­sti­a­no Ro­nal­do – sam­men med Pelé – sta­ti­stisk set nok er de to bed­ste spil­le­re no­gen­sin­de, hvis du kig­ger på mål og op­la­eg. De er jo helt fa­eno­me­na­le, men de er for­skel­li­ge spil­ler­ty­per. Mes­si har et stør­re re­per­toi­re med bol­den end Ro­nal­do, men han har ik­ke Ro­nal­dos ur­kraft. Men hvor pla­ce­rer han sig så på min hi­sto­ri­ske top­li­ste?

Jeg vil si­ge, at Ro­nal­do nu er i top seks. Og her­op­pe pla­ce­rer jeg spil­le­re som Die­go Ma­ra­do­na, Pelé, Jo­han Cruyff, Al­fredo Di Ste­fa­no, Franz Beck­en­bau­er, Zi­ne­di­ne Zi­da­ne, Marco Van Ba­sten og nu Ro­nal­do og Mes­si. Men da Ma­ra­do­na var på sit al­ler­bed­ste, sy­nes jeg, at han var den stør­ste. Det hand­ler om per­son­lig­he­den og det, at han løf­te­de et helt hold og en re­gion.

Ma­ra­do­na var i 1986 den stør­ste le­der af al­le. Han spil­le­de på et okay hold, men han vandt gen­nem fan­ta­sti­ske in­di­vi­du­el­le pra­e­sta­tio­ner. Ma­ra­do­na løf­te­de he­le Sy­di­ta­li­en. Na­po­li hav­de ik­ke vun­det mester­ska­bet, in­den han kom, og har ik­ke vun­det no­get ef­ter. Det ska­ber en myte om­kring ham i for­hold til hans au­to­ri­tet, fod­bold­spil og per­son­lig­hed.

Der fin­des spil­le­re, som, man hå­ber, får bol­den, når man sid­der og ser en kamp. Den før­ste, jeg hu­sker i den for­bin­del­se, er Jo­han Cruyff. Det var min før­ste op­le­vel­se. Men jeg sa­et­ter alt­så Ma­ra­do­na øverst. Han spra­eng­te nog­le bar­ri­e­rer – bå­de med Ar­gen­ti­na og sa­er­ligt med Na­po­li. Men kig­ger man på hans sta­ti­stik­ker, er de ik­ke i na­er­he­den af Mes­si og Ro­nal­do. Der­for er Ro­nal­do og­så på min hi­sto­ri­ske top­li­ste. RO­NAL­DO ER NU ble­vet 31 år, og i takt med det har han en helt an­den er­fa­ring, han kan gi­ve vi­de­re til un­ge spil­le­re. Vi har set en ny Ro­nal­do ved det­te EM. Vi så det i straf­fes­parks­kon­kur­ren­cen mod Po­len, hvor han op­for­dre­de João Mou­tin­ho, som bra­end­te i EM-se­mi­fi­na­len mod Spa­ni­en i 2012, til at spar­ke straf­fe og sco­re. Han gu­i­de­de og­så hol­det fra si­de­linj­en i fi­na­len, og dér kan man spør­ge sig selv, om det ba­re er et show. Men det tror jeg ik­ke. Man kan se, at han ba­re vil vin­de.

Når han gra­e­der, er det ik­ke sku­e­spil. Når han jub­ler, er det, for­di han er ek­stremt glad for at vin­de. Det er det sam­me, når han vin­der Bal­lon d’Or. Han la­eg­ger ik­ke skjul på, at det be­ty­der så me­get for ham. Det er en ek­strem vin­der­men­ta­li­tet, han har.

EM-fi­na­len var og­så dér, hvor Cri­sti­a­no Ro­nal­do for før­ste gang i hi­sto­ri­en fik lidt sym­pa­ti med sig, for­di der ske­te det, der ske­te, og han måt­te gå ud med en ska­de midt i før­ste halv­leg. Han er nor­malt ik­ke den spil­ler, der ny­der mest sym­pa­ti. Det skyl­des nok, at der er lidt for man­ge fejrin­ger af sig selv. De ting bi­dra­ger til an­ti­pa­tien. Det er jo en holdsport, men sam­ti­dig er han den vig­tig­ste spil­ler på sit hold. Han går ek­stremt me­get op i at vin­de. Han per­fek­tio­ne­rer sig selv, for at han skal gø­re det bedst mu­ligt – og for at hol­det skal vin­de. DET, JEG GODT kan li­de ved Ro­nal­do, er hans men­tale styr­ke. Der er et van­vit­tigt pres på ham, hvis han ik­ke sco­rer i to kampe i tra­ek. He­le ver­den er ef­ter ham. Han har mo­ti­va­tio­nen til i hver ene­ste sa­e­son at gå ind på ny og stra­e­be ef­ter he­le ti­den at sco­re det na­e­ste mål. Det im­po­ne­rer mig at se det sinds­sy­ge dri­ve, han har. Må­ske er det mest på veg­ne af sig selv, men det gav­ner hol­det rig­tig me­get.

Han drib­ler ik­ke li­ge så godt, som han gjor­de for år til­ba­ge, for­di han har en an­den ty­pe krop nu. Men han he­a­der hår­de­re, han hop­per hø­je­re, han er klog i bok­sen, han er ek­strem i luf­ten. Han er må­ske den bed­ste boks­spil­ler af al­le, selv om han ik­ke bli­ver kaldt boks­spil­ler. Hvem vil man ha­ve til at lø­be ind i et ind­la­eg? Ro­nal­do. Som tra­e­ner ved man, at man he­le ti­den har en mat­chvin­der, som ik­ke er ban­ge for no­get, og som tør at ta­ge ud­for­drin­ger­ne. Hans barn­li­ge må­de at fejre sig selv på, vi­ser ba­re, at han vil va­e­re den bed­ste.

Men det er så og­så det, der tra­ek­ker lidt ned. Når han flår trøj­en af sig selv ef­ter en straf­fes­parks­scor­ing til 4-1, vin­der han ik­ke sym­pa­ti. Men i den­ne tur­ne­ring har han vist, at han er me­re men­ne­ske­lig. Jeg tror, han fik lidt sym­pa­ti i fi­na­len og må­ske fortjent.

For Cri­sti­a­no Ro­nal­do vil gå over i fod­bold­hi­sto­ri­en som en af de stør­ste spil­le­re no­gen­sin­de.

Han er nor­malt ik­ke den spil­ler, der ny­der mest sym­pa­ti. Det skyl­des nok, at der er lidt for man­ge fejrin­ger af sig selv

FO­TO: REU­TERS

Halvvejs in­de i 1. halv­leg måt­te Cri­sti­a­no Ro­nal­do tå­re­va­e­det ud­gå af EM-fi­na­len med en ska­de. Et sør­ger­ligt exit for en af ver­dens bed­ste, men og­så no­get, der gav sym­pa­ti hos man­ge af dem, der el­lers el­sker at ha­de portu­gi­se­ren.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.