Gra­ed af gla­e­de

Guld-Sa­ra hyl­det:

BT - - VOORZIJDE PAGINA -

Her­re­lands­hol­det har la­en­ge be­fun­det sig i en kri­se­til­stand, da 90’er­ne bli­ver til 00’er­ne. Bol­sjed­ren­ge­nes suc­ces i 80’er­ne er for la­engst for­dam­pet og af­løst af et na­tio­nal­mand­skab, der har me­re end sva­ert ved at fin­de den sport­s­li­ge me­lo­di og sam­ti­dig ka­em­per med in­ter­ne pro­ble­mer.

En lang år­ra­ek­ke med dår­li­ge re­sul­ta­ter har ef­ter­ladt her­re­lands­hol­det som no­get, fle­re gri­ner hån­ligt af. Ta­ber­men­ta­li­tet og pra­e­sta­tions­angst er nog­le af de stemp­ler, lands­hol­det får i nak­ken på grund af de­res svig­ten­de re­sul­ta­ter. Sam­ti­dig må her­rer­ne fin­de sig i at bli­ve lat­ter­lig­gjort i be­folk­nin­gen – ja, fle­re af spil­ler­ne må i 90’er­ne stå mo­del til det yd­my­gen­de spørgs­mål fra til­fa­el­di­ge dan­ske­re på ga­den:

»Kan I over­ho­ve­det slå kvin­delands­hol­det? De er jo vir­ke­lig go­de?«

En­hver med ba­re et mil­li­gram hånd­bold­for­stand ved, at en kamp mel­lem de to lands­hold i bed­ste fald vil­le va­e­re spild af tid – ma­en­de­nes fy­sik vil gø­re det til en du­el, hvor ’David mod Go­li­at’ ik­ke er i na­er­he­den af at va­e­re da­ek­ken­de for styr­ke­for­skel­len.

Men et kig på de se­ne­ste års neds­melt­nin­ger og men­tale kol­laps har sat sit pra­eg i be­folk­nin­gen, og re­sul­tat­lis­ten vid­ner da og­så om et lands­hold, som er i frit fald: 1990: VM, ik­ke kva­li­fi­ce­ret 1992: B-VM, nr. 5 – gi­ver kva­li­fi­ka­tion til A-VM i 1993 1993: VM i Sve­ri­ge, nr. 9 1994: EM i Portu­gal, nr. 4 – ta­ber med ét mål til Kroa tien i bron­ze­kamp 1995: VM i Island, nr. 19 – Dan­mark må se upå­ag­te­de Al­ge­ri­et gå vi­de­re fra grup­pen. 1996: EM i Spa­ni­en, nr. 12 og sidst – Dan­mark ta­ber al­le de­res kampe. Og­så pla­ce­rings­kam­pen om at und­gå sid­ste­plad­sen. 1997: VM, ik­ke kva­li­fi­ce­ret. 1998: EM, ik­ke kva­li­fi­ce­ret. 1999: VM, nr. 9 – Ta­ber 24-32 til Cu­ba i kvart­fi­na­len. Spe­ci­elt kvart­fi­na­le­ne­der­la­get i 1999 mod Cu­ba, der på in­gen må­de er en skra­em­men­de hånd­bold­na­tion, mar­ke­rer et hi­sto­risk lav­punkt på her­re­si­den. Dan­sker­nes ar­ro­gan­ce, selv­til­freds­hed og mang­len­de of­fer­vil­je bli­ver ud­stil­let i na­er­mest skra­em­men­de grad i ned­t­u­ren mod sy­da­me­ri­ka­ner­ne.

Men iføl­ge Klavs Bruun Jør­gen­sen, der de­bu­te­re­de på lands­hol­det i 1994, var det uund­gå­e­ligt, at det måt­te en­de så­dan ef­ter et år­ti, hvor hver­ken sven­ske Ulf Schef­vert el­ler Keld Ni­el­sen for­må­e­de at få sat skik på tin­ge­ne som her­re­land­stra­e­ner.

»Respek­ten for at va­e­re lands­holds­spil­ler var ik­ke li­ge så stor på det tids­punkt, som den end­te med at bli­ve se­ne­re. For nu at si­ge det pa­ent. Det he­le hand­le­de om man­ge an­dre ting end at va­e­re på lands­hol­det og spil­le land­skam­pe. Det hand­le­de me­re om at spil­le fan­dango end om at spil­le hånd­bold.«

Han pe­ger på den skel­sa­et­ten­de Bos­man-dom i 1995, der gav spil­le­re ret til kvit og frit at skif­te til en ny klub ved kon­trak­t­ud­løb, som en af de va­e­sent­lig­ste år­sa­ger til, at der kom sto­re in­ter­ne pro­ble­mer på lands­hol­det:

»Bos­man-dom­men be­tød, at man­ge af de go­de spil­le­re, der var i den dan­ske liga, fik mu­lig­hed for at kom­me af sted til ud­lan­det. På det tids­punkt var det jo kun Kim G. Jacobsen og Jan E. Jør­gen­sen, der hav­de va­e­ret i ud­lan­det og for al­vor gjort det godt, men li­ge plud­se­lig var det na­e­sten he­le lands­hol­det. Og det var en sva­er om­va­elt­ning fra, at vi al­le hav­de va­e­ret ama­tø­rer. Li­ge plud­se­lig var de ba­re no­get me­re, for­di de spil­le­de i ud­lan­det, tjen­te man­ge pen­ge og hav­de sto­re bi­ler. Det blev ek­stremt kli­ke­ba­se­ret, med den ’uden­land­ske kli­ke’ som den sty­ren­de, og to­nen kun­ne va­e­re me­get hård. Vi var ik­ke et hold. Mik­set mel­lem os gla­de, se­ri­ø­se ama­tø­rer og de an­dre fuld­tidspro­fes­sio­nel­le var sva­ert. Det er ik­ke for at hi­ve dem, der kom til ud­lan­det, ned. Men jeg tror, det skub­be­de lidt til dét at va­e­re lands­holds­spil­ler i for­hold til, hvor­dan man kun­ne til­la­de sig at op­fø­re sig. Man­ge glem­te, at vi først og frem­mest var der for at vin­de hånd­bold­kam­pe. Lands­hol­det be­tød i hvert fald me­re for os un­ge på det tids­punkt.«

Den ana­ly­se bak­ker Lars Chri­sti­an­sen, der i 1996 skif­te­de til ty­ske Flens­burg-Han­dewitt, op om:

»For man­ge af dem fra ud­lan­det gik det me­get op i at ha­ve smar­te bi­ler og så stil­le de­res Au­di’er, Mer­ce­des’er og BMW’er op på ra­ek­ke, når vi var sam­let. Og så blev der spil­let me­get kort. Og man fik at hø­re for det, når man tab­te. På den må­de var to­nen hård, og det tror jeg, vi tog med ind på ba­nen. Der var en kli­ke med Ian Marko Fog, Ni­ko­laj Jacobsen, Morten Bjer­re, Chri­sti­an Hjer­mind og mig, og vi hav­de en helt spe­ci­el jar­gon, for­di vi hav­de rejst sam­men med vo­res yng­lin­ge- og ung­domslands­hold. Vi var vo­res egen lil­le grup­pe. Og det er sva­ert, når der er to kli­ker på et lands­hold. Den ene kli­ke syn­tes, at vi var use­ri­ø­se, og vi syn­tes om­vendt, at den an­den kli­ke var ke­de­lig. Det gav et dår­ligt match og nok og­så si­tu­a­tio­ner i kam­pe­ne, hvor man ik­ke al­tid ka­em­pe­de 100 pro­cent for hin­an­den.

Vi var der­for slet ik­ke li­ge så me­get sam­men på kryds og tva­ers, som man er på lands­hol­det i dag. Men det hand­le­de og­så helt grund­la­eg­gen­de om, at vi tro­e­de, vi var bed­re, end vi i vir­ke­lig­he­den var. Vi men­te, vi til­hør­te top ot­te i ver­den. Men vi tab­te al­tid de vig­ti­ge kampe, og vi mang­le­de man­ge ting – og var nok og­så for selv­fe­de nog­le gan­ge. Og det kna­ek­ke­de vi nak­ken på. Når vi vir­ke­lig skul­le ha­ve røv i buk­ser­ne, så tab­te vi.«

Nog­le forta­el­lin­ger går på, at fle­re spil­le­re un­der tra­e­nings­sam­lin­ger­ne hav­de travlt med at kom­me til København og fø­re sig frem i de se­ne af­ten­ti­mer og så­gar og­så i nat­te­li­vet. Her har der an­gi­ve­ligt i fle­re til­fa­el­de va­e­ret et al­ko­ho­lind­tag, som ik­ke ri­mer på at va­e­re en pro­fes­sio­nel sport­s­mand. I lø­bet af nat­ten el­ler tid­ligt om mor­ge­nen re­tur­ne­re­de de ud­sva­e­ven­de spil­le­re så til lands­holds­lej­ren, hvor land­stra­e­ne­ren al­drig op­da­ge­de, at de hav­de va­e­ret va­ek.

Klavs Bruun Jør­gen­sen vil ik­ke kom­men­te­re på ud­skej­el­ser om nat­ten, men han er­ken­der, at der helt ge­ne­relt var et pro­blem med di­sci­plin og fo­kus, når lands­hol­det var sam­let.

»Når man var på Sja­el­land, skul­le man ind til København og spi­se frokost på en ca­fe, hvis der var tid til det, el­ler man skul­le ind om af­te­nen og sid­de og spil­le fan­dango på en ca­fe og va­e­re smart i en fart,« forta­el­ler Bruun Jør­gen­sen, mens Lars Chri­sti­an­sen sup­ple­rer:

»Det med at va­e­re lands­holds­spil­ler blev set som et frirum til og­så li­ge at kom­me ud og vi­se sig frem. Og nok isa­er for dem, der var i ud­lan­det. Nu var man en­de­lig hjem­me i Dan­mark, og så tro­e­de vi, at vi var no­gen fan­dens kar­le. Vi var ik­ke mod­ne nok til at ta­ge hånd­bol­den se­ri­øst nok.« Det er i den­ne kulsor­te pe­ri­o­de i 1990’er­ne åben­lyst for en­hver, at tin­ge­ne slet ik­ke fun­ge­rer. Men skul­le der sta­dig ha­ve va­e­ret en­kel­te tviv­le­re, så bli­ver det ty­de­ligt for den sid­ste døvblin­de op­ti­mist, at no­get er fun­da­men­talt galt, da land­stra­e­ner Keld Ni­el­sen i 1997 va­el­ger at la­de U-lands­hol­det spil­le mod A-lands­hol­det i to tra­e­nings­kam­pe, da beg­ge mand­ska­ber er sam­let i en tra­e­nings­lejr i Brønd­by.

A-lands­hol­det er sam­let for at spil­le kva­li­fi­ka­tion til EM – som de en­der med at kik­se – og U-lands­hol­det for at fin­pud­se for­men in­den af­gang til VM i Tyr­ki­et. Med på U-lands­hol­det er nav­ne som Jo­a­chim Bold­sen, Kas­per Hvidt og Morten Krampau. De to sidst­na­evn­te har på det­te tids­punkt al­le­re­de få­et de­res de­but for A-hol­det, men da Hvidt og Krampau skal med til U-VM, er de og­så med på ung­doms­hol­det i tra­e­nings­kam­pe­ne. Og det er en af de va­e­sent­lig­ste for­kla­rin­ger på, at U-lands­hol­det højst over­ra­sken­de vin­der beg­ge kampe mod det ’voks­ne’ lands­hold.

»Det er jo me­get sjovt og op­lagt at spil­le mod hin­an­den, men Keld Ni­el­sen hav­de nok ik­ke reg­net med, at vi vil­le slå A-hol­det med et par styk­ker i den før­ste kamp. Og de bli­ver jo ik­ke li­ge­frem til­fred­se, mens vi un­ge sy­nes, det er me­ga mor­somt. Da­gen ef­ter spil­ler vi så re­van­che­kamp, og der er de helt op­pe i gear. De er su­re over, at de har tabt den før­ste og vil selv­føl­ge­lig vildt ger­ne ha­ve re­van­che. De går vir­ke­lig til stå­let, men der en­der vi så med at vin­de end­nu stør­re end i den før­ste kamp. Det var sim­pelt­hen så mor­somt,« hu­sker Jo­a­chim Bold­sen.

Set i baks­pej­let me­ner Bold­sen ik­ke, det var spe­ci­elt over­ra­sken­de, at U-hol­det vandt kam­pe­ne. De var gan­ske en­kelt et bed­re hånd­bold­hold end A-lands­hol­det, som på det­te tids­punkt hav­de Lars Chri­sti­an­sen, Sø­ren Haa­gen, Klavs Bruun og Chri­sti­an Hjer­mind blandt pro­fi­ler­ne:

»Vi var helt ae­r­ligt be­ty­de­ligt bed­re på de fle­ste po­si­tio­ner – og vi hav­de den klart bedst må­l­mand i Kas­per Hvidt. Det hja­el­per jo al­tid på det. Og så var vi op­pe i top­gear og skul­le til en slut­run­de, men al­li­ge­vel er det uhørt, at et U-hold kan slå et A-lands­hold to kampe i streg. Men

Li­ge plud­se­lig var de ba­re no­get me­re, for­di de spil­le­de i ud­lan­det, tjen­te man­ge pen­ge og hav­de sto­re bi­ler. Det blev ek­stremt kli­ke­ba­se­ret, med den ’uden­land­ske kli­ke’ som den sty­ren­de, og to­nen kun­ne va­e­re me­get hård. Vi var ik­ke et hold Klavs Bruun Jør­gen­sen

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.