Ne­ste hjer­te’

BT - - NYHEDER -

Tra­vol­ta. Ma­ta­dor. Ol­sen Ban­den. So­und of Mu­sic. Lan­ci­er­s­dans. Fal­ko­ner­går­dens Gym­na­si­um. An­de­dam­men i Ti­vo­li. De rig­ti­ge nat­klub­ber. VIP-kort. Og di­ne ven­ner. Du la­er­te mig om dan­nel­se, og du gav mig lyst til at pas­se på mig selv.«

Som lil­le­sø­ster var hun en af de kvin­der, som stod Mads Hol­ger al­ler­na­er­mest, men som og­så til­hør­te den lil­le ska­re af ukend­te kvin­der, som stod i kulis­sen og al­drig tog del i det ram­pe­lys, som den 38-åri­ge for­fat­ter, de­bat­tør og blog­ger fa­er­de­des i. Mads Hol­ger var, som sognepraest Claus Ol­den­burg sag­de i sin pra­e­di­ken, al­le­re­de fra spa­ed om­gi­vet af kvin­der, som for­g­u­de­de ham. Og sådan blev det ved med at va­e­re.

Man­ge hu­sker bil­le­der­ne af ham med de smuk­ke stu­di­ner fra Her­lufsholms Kostsko­le og kvin­der­ne i bal­kjo­ler un­der hans fly­ven­de fe­ster i Klub Jet-ti­den, men i går trå­d­te de, der i vir­ke­lig­he­den kend­te ham al­ler­bedst, hans mor, hans to mo­stre, lil­le­søste­ren samt ka­e­re­sten, dra­ma­ti­ke­ren og lit­te­ra­ten Kat­hri­ne Ma­ria Amann frem, for en kort stund.

For dem og for al­le an­dre var hans ud­vej tragisk og ube­gri­be­lig, som pra­e­sten sag­de i sin pra­e­di­ken. Dog lag­de hver­ken han el­ler søste­ren skjul på, at den udadtil så spr­ud­len­de le­ve­mand til ti­der ka­em­pe­de med et van­ske­ligt sind og med at rum­me fa­mi­li­e­li­vet.

»Du el­ske­de mi­ne børn. Men det med fa­mi­lie var og­så sva­ert for dig. Du syn­tes, mi­ne børn lar­me­de me­get. Her kun­ne jeg ma­er­ke din skrø­be­lig­hed,« sag­de søste­ren. ’Jeg kan ma­er­ke din fred nu’ Til an­dre ti­der var det hen­de, som måt­te la­eg­ge af­stand til ham:

»Jeg har med åre­ne ta­get af­stand fra dig. Det gjor­de ondt at prø­ve at for­stå dig. Men du holdt al­tid fast i fa­mi­li­ens va­er­di­er og tra­di­tio­ner, fød­sels­da­ge, dåb, jul og bryl­lup­per. Du var der al­tid for mig. Du hav­de det fi­ne­ste hjer­te. Og jeg kan ma­er­ke din fred nu.«

Da de sid­ste ord var sagt, var der kun luft til et stil­le og grå­d­kvalt: ‘tak’.

Seks ma­end bar ef­ter­føl­gen­de den dan­ne­brog­da­ek­ke­de ki­ste ned ad kir­ke­gul­vet, der var til­så­et med buket­ter og kran­se med guld­tryk­te hils­ner. Uden­for fik mo­de­ren Ane Met­te Nor­gaard som den før­ste lov til at la­eg­ge en hånd og en rød ro­se på ki­sten i rust­vog­nen, og ef­ter hen­de fulg­te ka­e­re­sten Kat­hri­ne Ma­ria Amann, der selv bag de mør­ke sol­bril­ler og den bred­skyg­ge­de hat ik­ke kun­ne skju­le, at hun var knust. Da rust­vog­nen hav­de for­ladt kir­ke­plad­sen, kør­te de na­er­me­ste mod Re­stau­rant Josty på Fre­de­riks­berg for at drik­ke et al­ler­sid­ste glas i Mads Hol­gers ånd. Et far­vel til ’den sid­ste ro­man­ti­ker’, som den dan­ne­de le­ve­mand ka­er­ligt blev kaldt. Mads Hol­ger hav­de det med at sam­men­lig­ne sig selv med en al­ba­tros: »Den fly­ver flot, yn­de­fuldt og im­po­ne­ren­de, men den står ik­ke godt på jor­den.« Den 38-åri­ge Mads Hol­ger hav­de på den må­de sel­ver­ken­del­se nok til at se si­ne eg­ne bri­ster, sag­de sognepraest Claus Ol­den­burg i går i sin pra­e­di­ken, som var do­se­ret med bå­de anek­do­ter som den om al­ba­tros­sen og skyg­ge­si­der­ne ved Mads Hol­gers liv. Han be­skrev Mads Hol­ger som ‘ex­cep­tio­nelt godt be­ga­vet’, han hav­de si­ne me­nin­gers mod, men han blev og­så be­brej­det me­get, for­di han var an­der­le­des. Og le­ve­de med en stor en­som­hed i sig.

»Han var – og­så for den of­fent­li­ge me­ning og i de so­ci­a­le me­di­er – en ens­pa­en­der, og han var helt sin egen pro­fil, ik­ke rig­tig set el­lers i vo­res na­er­va­e­ren­de tids­li­ge sam­men­ha­eng. Men den slags ta­e­rer og­så, for der bli­ver et uba­er­ligt spa­end mel­lem den of­fent­li­ge op­tra­e­den, det hø­je liv, den be­vid­ste ci­gar­fø­ring – og så en dyb ek­si­sten­ti­el en­som­hed, som in­gen ude­fra kan nå. Men det var hans vil­kår,« sag­de Claus Ol­den­burg i sin pra­e­di­ken. El­sket og respek­te­ret Al­li­ge­vel er det i dag sva­ert at for­stå, hvor­for han vil­le her­fra i uti­de.

»Men al­le, der har va­e­ret for­bun­det med ham, har stil­let sig dis­se spørgsmål, for han var en el­sket og respek­te­ret mand. Man blev nok lidt fo­rel­sket i ham, for han var et ven­ligt, klogt og or­dent­ligt men­ne­ske – og ka­ris­ma­tisk i sin ud­strå­ling,« lød det vi­de­re.

For sog­ne­pra­e­sten var den kend­te de­bat­tør og hans fa­mi­lie ik­ke hvem som helst. Gar­ni­sonskir­ken, som fa­mi­li­en hav­de valgt, var Mads Hol­gers ynd­lings­kir­ke, og for min­dre end et år si­den be­gra­ve­de han Mads Hol­gers mor­mor fra kir­ken, og til­ba­ge i 2007 gif­te­de Mads Hol­ger sig med tv-va­er­ten Pau­la Lar­rain sam­me sted.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.