Gør op med ly­stens tyran­ni

BT - - DEBAT -

KOM­MEN­TAR

Man skal ik­ke gø­re no­get, man ik­ke har lyst til. Et ud­sagn, der er ved at va­e­re en kul­tu­rel sand­hed. Et pej­le­ma­er­ke, som ik­ke ale­ne pra­e­ger vo­res valg, men som he­le sam­fun­det stra­e­ber ef­ter. På job­bet er det ly­sten, der skal dri­ve va­er­ket, mens da­me­bla­de rå­der os til at ’le­ve i nu­et’ og lyt­te til ’vo­res fø­lel­ser’. I sko­len er det nu en del af la­e­re­rens ar­bejds­be­skri­vel­se at ’gi­ve bør­ne­ne lyst til la­e­ring’. Og se­ne­st kun­ne man i bl.a. BT la­e­se om den nye ten­dens ’lang­tid­sam­ning’, hvor de små po­der selv får lov til at ’ma­er­ke ef­ter’, hvor la­en­ge de har lyst til at bli­ve am­met. Hvis det er ind­til sko­le­al­de­ren, er det nok dét, de har brug for, og dét de skal ha­ve lov til. MAN KAN IK­KE na­eg­te, at lyst ly­der po­si­tivt og harm­løst og li­ge så vig­tigt for en god barn­dom som fris­kla­vet koldskål i en som­mer, der al­drig slut­ter. Men et sam­fund, hvor man i bog­sta­ve­lig for­stand får lyst ind med mo­der­ma­el­ken, ned­bry­der man og­så de fa­el­les­ska­ber, det hvi­ler på. Og det gør os ufrie, for­di vi bli­ver sla­ver af vo­res umid­del­ba­re be­hov. HER ER PRO­BLE­MET med lyst: Den hand­ler kun om os selv. Hvad fø­ler jeg? Hvad har jeg brug for? Hvad vil jeg ger­ne ha­ve ud af det? Den får os til at flyt­te vo­res fo­kus in­dad i ste­det for udad på vo­res med­men­ne­sker og de sam­men­ha­en­ge, vi ind­går i. SOM KON­KRET EK­SEM­PEL kan jeg na­ev­ne utal­li­ge bør­ne­fød­sels­da­ge, hvor ho­ved­per­so­nen slap for at si­ge tak for ga­ver­ne, for­di han/hun var for ge­nert. ’Hvis ik­ke du har lyst, be­hø­ver du ik­ke,’ ly­der ar­gu­men­tet al­tid. Men hvor­for ik­ke? Går øje­blik­kets lyst vir­ke­lig for­ud for va­er­di­en af at ud­vi­se tak­nem­me­lig­hed el­ler an­sva­ret for de an­dre børns fø­lel­ser? ET AN­DET OG me­re vok­sent ek­sem­pel på, at ly­sten bog­sta­ve­ligt talt ta­ger over­hånd over de for­plig­tel­ser, vi har ind­gå­et, er ut­ro­skab. Tid­li­ge­re har fle­re me­di­er for­talt om en un­der­sø­gel­se, der vi­ste, at na­e­sten hver an­den gif­te dan­sker in­drøm­mer, at de har haft en af­fa­e­re, mens de var gift – en ’flot’ an­den­plads på ver­dens­plan. JEG SI­GER IK­KE, at vi skal ig­no­re­re vo­res fø­lel­ser, be­hov el­ler ly­ster. Jeg si­ger ba­re, at der i man­ge af de sam­men­ha­en­ge, der er vig­ti­ge for os, fin­des an­dre og bed­re pej­le­ma­er­ker at navi­ge­re ef­ter: Va­er­di­er, ide­a­ler, for­plig­tel­ser el­ler no­get så gam­mel­dags som hen­sy­net til an­dres fø­lel­ser.

Her er pro­ble­met med lyst: Den hand­ler kun om os selv

FAELLESSKABETS NA­TUR ER, at vi går på kom­pro­mis med os selv for no­get, der er stør­re end os. I det helt na­e­re, hvor forskning vi­ser, at de men­ne­sker, vi ge­ne­relt bedst kan li­de at va­e­re sam­men med, fak­tisk er dem, som kan fin­de ud af at ud­sa­et­te eg­ne be­hov til for­del for fa­el­les­ska­bet. Og i en stør­re sam­men­ha­eng, hvor vo­res de­mo­kra­ti­ske sam­fund jo hel­ler ik­ke vil­le fun­ge­re, hvis det in­dad­vend­te fo­kus på vo­res egen lyst er vo­res kla­re­ste le­de­stjer­ne. ØN­SKER VI VIR­KE­LIG for vo­res sam­fund, at det skal va­e­re le­gi­timt ik­ke at la­ve no­get i sko­len, hvis la­e­re­ren er ke­de­lig? El­ler at man ik­ke be­hø­ver at gø­re sig uma­ge på ar­bej­det, for­di che­fen ik­ke er mo­ti­ve­ren­de? Hvis ik­ke, skal vi nok til at fo­ku­se­re min­dre på lyst og me­re på pligt.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.