’Jeg gør grin med mi­ne stjer­ne­ryt­te­re’

BT - - DANMARTOKUS -

ISPORTENS VER­DEN AR­BEJ­DER jeg med nog­le af de stør­ste stjer­ner. Med dem er der nog­le helt an­dre me­ka­nis­mer, der gør sig ga­el­den­de, end i ar­bej­det med vand­ba­e­rer­ne, og jeg vil ger­ne bru­ge den­ne klum­me til at forta­el­le jer om, hvor­dan jeg hånd­te­rer dem.

Gen­nem min tid har jeg haft fi­re af ti­der­nes stør­ste sprin­te­re un­der mi­ne vin­ger ba­re for at na­ev­ne et lil­le ud­pluk af stjer­ne­ryt­ter­ne. Ales­san­dro Pe­tac­chi, An­dré Greipel, Mark Ca­ven­dish og Mar­cel Kit­tel. De er vidt for­skel­li­ge i de­res per­son­lig­he­der. Må­den, som jeg ar­bej­de­de på med Ca­ven­dish, var en ver­den til for­skel for Greipel, der er me­re stil­le og ro­lig. Ca­ven­dish og jeg kun­ne va­e­re uven­ner halv­de­len af sa­e­so­nen. Det lar­me­de al­tid, når ham og jeg var sam­men, men vi blev al­tid bed­ste ven­ner igen.

Kit­tel er den nye ge­ne­ra­tion. Han er lidt me­re stil­le og ro­lig. Me­re ana­ly­se­ren­de. Af­ba­lan­ce­ret. Han er sådan en, som jeg har sva­ert ved at kom­me i kon­flikt med, for han la­eg­ger ik­ke op til dis­kus­sio­ner. Det gjor­de Ca­ven­dish al­tid – ik­ke nød­ven­dig­vis ne­ga­tivt, men det var ba­re hans ka­rak­ter. DET, SOM DE sto­re stjer­ner dog har til­fa­el­les, er an­tal­let af nul­ler på be­lø­bet på løn­sed­len. Su­per­stjer­ner­ne, der tje­ner fem, 10 el­ler 20 mil­li­o­ner kro­ner om året, hånd­te­rer jeg på en spe­ci­el må­de.

Så­dan­ne ryt­te­re med al­le pen­ge i he­le ver­den skal hol­des ne­de på jor­den. Det gør jeg ved at gø­re grin med dem. Og det gør jeg tit. Hvis en su­per­stjer­ne kø­ber syv Di­or-trø­jer i for­skel­li­ge far­ver med en per­son­lig shop­pin­gas­si­stent, si­ger jeg til ham, at det er sådan no­get, ri­ge rus­se­re vil­le gø­re. Det er der ik­ke me­get klas­se over. Jeg ta­ger lidt pis på dem og spør­ger, hvil­ken far­ve t-shirt de nu skal ha­ve på i dag?

Det går og­så den an­den vej, men så må ryt­ter­ne ha­ve igen af sam­me skuf­fe. Da Ca­ven­dish gjor­de grin med min Su­baru, sat­te jeg ham på plads på en vel­ment må­de ef­ter­føl­gen­de. Ca­ven­dish er ik­ke ret høj. Så jeg for­tal­te ham, at da jeg ik­ke var så lav som ham, hav­de jeg ik­ke be­hov for at bla­e­re mig med en stor og fan­cy bil. Luk ka­ef­ten, ik’ Ryt­ter­ne for­står bud­ska­bet. FAK­TISK ER DET li­ge før, at de sto­re stjer­ner har be­hov for at bli­ve sat end­nu me­re på plads end an­dre. Jeg ha­der for ek­sem­pel, når de la­der sig in­ter­viewe med sol­bril­ler på. De er alt­så ik­ke med­lem­mer af Oa­sis. Det er al­min­de­lig hø­flig­hed at ta­ge dem af, og det forta­el­ler jeg dem. De ved, at jeg me­ner det, og det gi­ver respekt.

På en må­de er ar­bej­det med stjer­ne­ryt­te­re lidt som at ha­ve børn. De skal vi­de, hvor langt de kan gå, og når de går for langt, skal de ha­ve et rap over fin­gre­ne. Selv­om de er sto­re su­per­stjer­ner, må de al­drig no­gen­sin­de mi­ste respek­ten for mig som sport­s­di­rek­tør.

Der­for tog jeg en­gang en dra­stisk be­slut­ning. Jeg send­te en af de sto­re stjer­ner hjem i 2003, for­di han ik­ke gjor­de, som jeg sag­de. Ef­ter­føl­gen­de rin­ge­de jeg til min ma­na­ger på Tele­kom, Wal­ter Go­de­froot, og for­tal­te ham det. Jeg sved­te og hav­de na­er­mest ry­ste­tu­re, for hvad vil­le han si­ge, nu hvor jeg hav­de kylet vo­res sto­re stjer­ne ud på røv og al­bu­er? Vil­le han bli­ve sur på mig? Ska­el­de mig ud? Det var trods alt vo­res sto­re stjer­ne Erik Za­bel. Hel­dig­vis for mit blod­tryk sag­de Go­de­froot, at jeg hav­de gjort det ene­ste rig­ti­ge. ’Nu be­stem­mer du,’ til­fø­je­de han, og så var det li­ge­som på plads. VI MÅ DOG og­så ba­e­re lidt over med dem. Ta­enk på det pres, der er på folk som Kit­tel og Ca­ven­dish. Det kan godt va­e­re, at mor­gen­mø­det be­gyn­der 9.30, og at AL­LE skal va­e­re der klok­ken sharp, men det er alt­så lidt let­te­re for en vand­ba­e­rer, der ik­ke li­ge skal ta­le med 20 jour­na­li­ster in­den. Stjer­nen, der skal vin­de, fly­ver og­så på bu­si­ness class, for det er ham, der skal vin­de. Sådan skal det va­e­re.

En god må­de at hånd­te­re de sto­re nav­ne på er og­så at gi­ve dem med­be­stem­mel­se. Hvis de fø­ler, at de er med til at be­stem­me tak­tik el­ler far­ven på hol­dets gum­misko, har du de sø­de­ste stjer­ner i ver­den. Vi skal ha­ve nye Ni­ke-sko til Tou­ren – kan du ik­ke hja­el­pe, kun­ne jeg spør­ge. Stjer­nen va­el­ger så de sko, som han sy­nes, det skal va­e­re, og kan han li­de dem, kan al­le an­dre ryt­te­re på hol­det det og­så. Så har jeg jo egent­lig op­nå­et det, som jeg ger­ne vil­le.

Uan­set hvor go­de ryt­ter­ne er, er det al­ler­vig­tig­ste an­er­ken­del­sen fra os sport­s­di­rek­tø­rer. Vi må al­drig ta­ge det for gi­vet, når de har vun­det, men og­så hu­ske at si­ge det til dem og snak­ke med dem og ro­se dem. Når de omvendt skuf­fer , får de må­ske en hår­de­re og me­re di­rek­te be­sked, men det er al­tid sagt med et glimt i øjet og med et kon­struk­tivt bud­skab. Selv­om vi bedst kan li­de ryt­ter­ne, når de vin­der, kan vi jo godt va­e­re go­de ven­ner al­li­ge­vel uan­set re­sul­ta­tet.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.