Al­min­de­li­ge folk var hel­te­ne i Ni­ce

BT - - NYHEDER -

KOM­MEN­TAR

Tors­dag af­ten blev den fran­ske by Ni­ce ramt af et kujo­n­ag­tigt ter­r­or­an­greb. An­gre­bet vi­ste os hur­tigt det bed­ste og det va­er­ste, men­ne­sker kan rum­me og in­de­hol­de. For den ene mand, for­bla­en­det af sit had, som sat­te sig ind bag rat­tet i den hvi­de last­bil med det for­mål at for­vand­le en fest­dag til tra­ge­die, gjo­re reg­ning uden va­ert.

De men­ne­sker, som be­va­e­ge­de sig ud til de sår­e­de, til de dra­eb­te og til de ban­ge, var som du og jeg

TER­R­OR­HAND­LIN­GEN, SOM FYLD­TE den lu­ne som­mer­af­ten i Ni­ce med frygt og angst, bred­te sig hur­tigt til re­sten af Eu­ro­pa, og kom­mer gan­ske gi­vet ik­ke til at stå ale­ne. Nye an­greb vil ske i Eu­ro­pa. Vi vil op­le­ve mør­ke kra­ef­ter, som vil for­sø­ge at ta­ge det ly­se, det let­te og det, som fri­he­den er sel­ve de­fi­ni­tio­nen på, fra os. MEN – OG det her er rig­tig vig­tigt – de men­ne­sker, som be­va­e­ge­de sig ud til de sår­e­de, til de dra­eb­te og til de ban­ge, var som du og jeg. Al­min­de­li­ge men­ne­sker. Mødre. Fa­ed­re. Søn­ner. Døtre. Ven­ner. De trod­se­de fryg­ten for even­tu­el­le ef­ter­føl­gen­de an­greb og hand­le­de. Der fin­des i det­te rum ik­ke et ’os’ og et ’dem’.Der fin­des men­ne­sker. Der fin­des med­men­ne­ske­lig­hed. Og så fin­des der det rum, hvor vi står sam­men. Det sam­men­hold kom i dis­se se­ne af­ten- og nat­te­ti­mer fra al­le. Fra høj som lav. På tva­ers af re­li­gio­ner. På tva­ers af so­ci­a­le skel. På tva­ers af na­tio­na­li­te­ter. MÅ­LET VAR ØDE­LA­EG­GEL­SE. Må­let var frygt. Må­let var at ska­be af­stand. En af­stand mel­lem alt det, som ha­det ik­ke kan na­e­res gen­nem. Gla­e­de. Fri­hed. Med­bor­ger­skab. Midt i ka­os­set på den fryg­te­li­ge tors­dag af­ten i Ni­ce op­stod med det sam­me mod­sva­ret til van­vid­det. Mod­va­eg­ten til ha­det. Det kom igen­nem helt al­min­de­li­ge men­ne­sker. Men­ne­sker, som tog hånd om hin­an­den. Men­ne­sker, som gav blod for at hja­el­pe. Men­ne­sker, som til­bød frem­me­de men­ne­sker hus­ly. FOR AL­LE OS an­dre men­ne­sker, va­ek­ket af vo­res egen vir­ke­lig­hed og på sik­ker af­stand fra Ni­ce, var der an­dre fø­lel­ser på spil. Vre­de. Af­magt. Øn­sket om at pla­ce­re et an­svar. For mør­ket. For ha­det. For det fak­tum, at fa­mi­li­er skal be­gra­ve de­res børn, at kvin­der blev til en­ker og at søn­ner blev fa­der­lø­se. Og der bå­de kan og skal pla­ce­res et an­svar for det­te. Så lad os be­gyn­de med det men­ne­ske, som sat­te sig i op­po­si­tion til det ci­vi­le fa­el­les­skab, som ga­der­ne i Ni­ce op­le­ve­de øje­blik­ket før, ha­det ud­for­dre­de det sam­me, og hu­ske på, at det fa­el­les­skab genop­stod øje­blik­ket ef­ter, at tra­ge­di­en ind­traf, Ne­top der, hvor det var ud­for­dret mest. Der, hvor ly­den af frygt gav ek­ko i de om­kring­lig­gen­de ga­der. Her op­stod den mod­va­egt, den trod­sig­hed og den ka­rak­ter som vil sør­ge for, at fri­he­den vil sej­re, og sør­ge for, at det hadd som kujo­n­ag­tigt gem­te sig i fø­rer­hu­set på last­bi­len, al­drig vil vin­de. I DEN KAMP er vi al­le vig­ti­ge. Ik­ke som kri­sten, mus­lim, hin­du­ist el­ler atei­st. Ik­ke som di­rek­tør, an­sat, la­er­ling, el­ler pen­sio­nist. Men som bor­ge­re i sam­me by. I de sam­me ga­der og stra­e­der. Som men­ne­sker der mø­des, kryd­ser spor og fin­der sam­men om ne­top det. At vi har me­re til­fa­el­les end det, som skil­ler os. Mod­va­eg­ten til den ubarm­hjer­ti­ge og ae­re­lø­se hand­ling, der end­nu run­ger i luf­ten i Ni­ce. LAD OS TA­GE det mod­spil til os, og lad os vi­se, at vi på tva­ers af kon­se­kven­ser­ne af den ter­r­or­hand­ling ne­top luk­ker den af­stand som blev for­søgt skabt imel­lem os.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.