A

BT - - DEBAT -

v, for hel­ve­de,« fly­ver det ud af mun­den på 84-åri­ge Leo Sei­strup. Han skut­ter sig en ek­stra gang i la­e­ne­sto­len, tra­ek­ker helt pr. re­fleks skul­dre­ne op til ho­ve­d­et. I skø­det lig­ger en bog. Det er dén, han la­e­ser højt fra, da det spon­ta­ne ud­brud kom­mer fly­ven­de.

Vi sid­der i en mur­stensvil­la i Hil­le­sted uden for Ma­ri­bo. Der er kaf­fe og småka­ger på bor­det. Og så den bog, som Leo Sei­strup nu har ta­get i ha­en­der­ne og la­e­ser højt fra. En bog, der er det ene­ste fy­si­ske min­de, han har om sin far­far, hvis navn og vir­ke kan få det til at ris­le koldt ned ad ryg­gen på de fle­ste af os. Og­så på Leo Sei­strup selv.

Han er nem­lig bar­ne­barn af lan­dets sid­ste fun­ge­ren­de bød­del, skar­p­ret­ter Theo­dor Sei­strup, som un­der sin tid i em­be­det hen­ret­te­de tre ma­end med sin øk­se. Og som er gå­et over i hi­sto­ri­en pga. den ene af dem, dén, der gik gru­e­lig galt. kuty­me, at døds­døm­te, der blev benå­det, måt­te på­ta­ge sig hver­vet, li­ge­som det ik­ke var unor­malt, at man hy­re­de bød­ler i ud­lan­det, isa­er fra Tys­kland. Og ef­ter­som hver by hav­de sin egen bød­del, skul­le der en del til.

Men med den ny straf­fe­lov fra 1866 fik Dan­mark én rigs­skar­p­ret­ter, en om­rej­sen­de bød­del, som sør­ge­de for at ek­se­kve­re døds­dom­me­ne dér, hvor den døm­te sad fa­engs­let.

Og det er hér, at Leo Sei­strups far­far Theo­dor kom­mer ind i bil­le­det.

Rasmus Mør­kes hen­ret­tel­se

Theo­dor Sei­strup var ble­vet 29 år og bo­e­de med sin før­ste ko­ne i Kø­ben­havn. Egent­lig var han ud­dan­net slag­ter, men ef­ter en tur i mi­li­ta­e­ret – og med fi­ne ud­ta­lel­ser i in­der­lom­men – drog han til ho­ved­sta­den og søg­te ind ved po­li­ti­et.

På Grå­brød­re Sta­tion i in­dre Kø­ben­havn var han en dyg­tig og vel­lidt be­tjent, men en dag så han et op­slag, der fan­ge­de hans in­ter­es­se. Et stil­lings­op­slag, som han med sin bag­grund som slag­ter men­te at va­e­re yderst kva­li­fi­ce­ret til.

’Jeg er over­be­vist om at va­e­re i be­sid­del­se af den kold­blo­dig­hed, som for­dres til at ud­fø­re det hverv,’ skrev han blandt an­det i den seks linjers an­søg­ning, som han send­te til lan­dets ju­stits­mi­ni­ster.

Et par må­ne­der se­ne­re fik han sit svar. Theo­dor Sei­strup kun­ne fra 1. au­gust 1877 kal­de sig Dan­marks rigs­skar­p­ret­ter.

Ik­ke ale­ne var hy­ren na­er­mest fyr­ste­lig. 1.600 kr. om året lød ga­gen på. Men der­u­d­over var der ar­bejds­ti­den. El­ler mang­len på sam­me. For selv­om døds­straf­fen flit­tigt blev brugt, blev ho­ved­par­ten si­den­hen benå­det af kon­gen og fik de­res straf kon­ver­te­ret til liv­s­tid. Fak­tisk var det kun fi­re ud af 50, der i pe­ri­o­den 1866 til 1892 end­te med at bli­ve hen­ret­tet.

Så den hø­je ga­ge – der lå tre-fi­re gan­ge over den tids gen­nem­snit­løn for en fag­la­ert ar­bej­der – var for at va­e­re til rå­dig­hed. Re­sten af ti­den kun­ne Theo­dor Sei­strup la­ve, hvad der ly­ste­de ham.

Der gik da og­så over tre år, før Theo­dor Sei­strup løf­te­de øksen før­ste gang.

Øksen og ska­fot­tet hav­de han købt af sin for­ga­en­gers en­ke for 400 kr., og nu stod han en is­nen­de kold ja­nu­ar­mor­gen i 1881 på Klej­strup Mark uden for Ho­bro og før­te Rasmus Mør­ke hen til ska­fot­tet. Uden at ryste på ha­en­der­ne.

»Det her var jo blot min pligt, jeg kald­tes til,« for­kla­re­de Theo­dor Sei­strup i et se­ne­re in­ter­view med Pres­sens Ma­ga­sin.

Iføl­ge be­ret­nin­ger fra den­gang var hen­ret­tel­sen no­get af et til­løbs­styk­ke på eg­nen. Tu­sin­der stim­le­de til for at se rov­mor­de­ren Rasmus

’’

Mør­ke få sin vel­fortjen­te straf. Tavst og na­e­sten an­da­eg­ti­ge stod de med øj­ne­ne ret­tet mod for­høj­nin­gen, hvor ska­fot­tet var op­stil­let.

»Så kom Rasmus Mør­ke. Han var na­e­sten halv­død af skra­ek,« for­tal­te Theo­dor Sei­strup vi­de­re i in­ter­viewet.

De to me­tal­bøj­ler på ska­fot­tet blev åb­net, Rasmus Pe­der­sen Mør­ke lag­de sig på ma­ven henover tra­e­plan­ken og med ho­ve­d­et nedad i de to bra­ed­der for­til. Så blev me­tal­bøj­ler­ne luk­ket hen over hans ho­ved og skul­dre, og Theo­dor Sei­strup løf­te­de sin øk­se.

»Nog­le øje­blik­ke se­ne­re hav­de han mi­stet ho­ve­d­et. Så­le­des som dom­men hav­de kra­e­vet det,« for­kla­re­de han li­ge ud ad lan­de­vej­en om sit gru­som­me hverv.

I la­e­ne­sto­len i mur­stensvil­la­en kni­ber bar­ne­bar­net Leo Sei­strup øj­ne­ne en smu­le sam­men, la­eg­ger ho­ve­d­et lidt på skrå og si­ger så: »Jeg har sgu al­drig gå­et så me­get op i det« i et to­ne­fald, der er na­e­sten und­skyl­den­de.

Med dét, me­ner han sin for­tid, sin far­fars be­sti­al­ske ar­bej­de som rigs­skar­p­ret­ter. Og må­ske er hans mang­len­de in­ter­es­se forståelig nok.

Leo Sei­strup har i hvert fald en te­o­ri om, at far­fa­ren, skar­p­ret­ter Sei­strup, nok har va­e­ret en rig­tig led karl. Det vil­le i hvert fald for­kla­re, hvor­for hans søn Carl – Leos far – var så­dan en mod­by­de­lig stod­der, og hvor­for Leo som dreng fik så man­ge ta­ersk af sin far, at han na­e­sten ik­ke kun­ne gå og stå.

»Han gik fra min mor, da jeg var ot­te. Ef­ter­lod syv børn. Det var sgu en let­tel­se for bå­de mor og os,« si­ger Leo Sei­strup.

»Min far for­tal­te sgu al­drig no­get om sin barn­dom og sin far. Han slog os en på tor­sken, så vi blev lig­gen­de.«

Dét var der­for, at Leo Sei­strups mor, hans sø­sken­de og han selv luk­ke­de for­ti­dens bog. Alt, som måt­te min­de om fa­de­ren – og der­med far­fa­re­ren – blev smidt ud den­gang.

»Min sø­ster Dan­ny var den ene­ste, der gra­ve­de i det og in­ter­es­se­re­de sig for vo­res hi­sto­rie. Men hun er død,« si­ger Leo Sei­strup.

Anders Sja­el­la­en­ders hen­ret­tel­se

Ef­ter at ha­ve hug­get ho­ve­d­et af Rasmus Mør­ke dén ja­nu­ar­mor­gen i 1881 tog skar­p­ret­ter Sei­strup et smut til Sve­ri­ge for at se, hvor­dan de der­ov­re lø­ste de­res op­ga­ver, og blev cho­ke­ret over, at sven­sker­ne blot brug­te pri­mi­ti­ve re­me­di­er som en al­min­de­lig slag­te­røk­se og som ska­fot et sim­pelt bja­el­ke­styk­ke. Og ik­ke nok med det: hvor Theo­dor Sei­strup iføl­ge tid­li­ge­re na­evn­te in­ter­view ’løf­te­de øksen op og lod den fal­de med he­le sin va­egt li­ge ret gen­nem de­lin­kven­tens hals’, svang hans kol­le­ga den i en bue. »Det går galt, ta­enk­te jeg.« Men Sei­strup måt­te ae­de si­ne ord. »Som føl­ge af den må­de, hvor­på øksen blev ført, gik hug­get skråt gen­nem hal­sen og ud ved ha­gen. Det skil­te øje­blik­ke­ligt ho­ve­d­et fra krop­pen,« for­tal­te han i in­ter­viewet med Pres­sens Ma­ga­sin.

Det er ik­ke til at vi­de, om den sven­ske må­de at svin­ge øksen på in­spi­re­re­de ham. Til gen­ga­eld ved man, at Theo­dor Sei­strups na­e­ste hen­ret­tel­se gik galt. Helt galt.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.