’Cy­kel­spor­ten har ud­vik­let sig helt vildt si­den min tid som ryt­ter’

BT - - TOUR DE FRANCE -

CY­KEL­SPOR­TEN HAR AEN­DRET sig ko­los­salt, si­den jeg selv kør­te. Det er fak­tisk helt vildt. Den­gang var det me­re en pri­mi­tiv ar­bej­der­sport – hvil­ket sgu egent­lig var me­get char­me­ren­de. Man kør­te i sor­te buk­ser og hvi­de strøm­per, el­lers blev man sendt hjem. Ta­to­ve­rin­ger var fy­rings­grund­lag, og øre­rin­ge­ne blev he­vet ud.

I dag er cyk­ling en top-top­pro­fes­sio­nel sport. Helt For­mel 1-ag­tig!

Alt er i prin­cip­pet skif­tet i for­hold til 80er­ne og 90er­ne. Alt er hur­ti­ge­re i dag. Cyk­ler­ne kø­rer så me­get bed­re. Der er kri­ti­ke­re i dag, der si­ger, at ryt­ter­ne sta­dig må va­e­re dope­de, for­di de kø­rer li­ge så hur­tigt som i do­pin­ga­e­ra­en – og nog­le gan­ge hur­ti­ge­re. Den har jeg hørt man­ge gan­ge. Men det hol­der ik­ke. Vir­ke­lig­he­den er jo, at ryt­ter­ne er me­get me­re vel­tra­e­ne­de i dag – og så er ud­vik­lin­gen af cyk­ler­ne kom­met ek­stremt langt. JEG HAR STA­DIG min ra­cer­cy­kel fra 1991. Og det er jo en ha­velå­ge i for­hold til det, man kø­rer på i dag. Sa­et­ter man sig op på en mo­der­ne cy­kel, er der en ver­den til for­skel i va­egt og ae­ro­dy­na­mik.

Jeg kan hu­ske, da jeg i 2007 star­te­de hos HTC – der skif­te­de vi cyk­ler til Gi­ant, hvor kab­ler­ne var skjult in­de i cyk­ler­ne, og vi fik tra­e­ning i en vind­t­un­nel. Umid­del­bart ta­enk­te vi ik­ke, at der var den sto­re for­skel, men da To­ny Mar­tin ef­ter­føl­gen­de sat­te sig op på sin cy­kel, kør­te han et mi­nut hur­ti­ge­re på 40 ki­lo­me­ter. Ale­ne ved hja­elp af ae­ro­dy­na­mik-tra­e­ning. Et mi­nut! Jeg tro­e­de na­e­sten ik­ke på det.

Vi var det ene­ste hold, der ik­ke hav­de bad i bus­sen, og det var pis­seir­ri­te­ren­de. Men da che­fen en dag spurg­te ’hvad vil I helst ha­ve? En ny bus el­ler tra­e­ning i vind­t­un­nel’, valg­te vi vind­t­un­nel. Vi var de al­ler­før­ste, der gjor­de det – og vi vandt alt! I dag tra­e­ner al­le i tun­nel. ALT ER BLE­VET til vi­den­skab. Fan­tom­drag­ter­ne, som ryt­ter­ne har på ved en­kelt­star­ter­ne, ser me­get an­der­le­des ud i dag. De er ble­vet me­get hur­ti­ge­re. Og regnjak­ker­ne er ae­ro­dy­na­misk kon­stru­e­ret, så de ta­ger så lidt vind som mu­ligt.

Det er de­tal­jer­ne, der af­gør cy­kel­løb. Da min ryt­ter Mar­cel Kit­tel tid­li­ge­re i Tou­ren vandt med en mil­li­me­ter for­an Coquard, kan det sag­tens va­e­re hans luk­ke­de sprin­ter­hjelm, der har gjort for­skel­len.

Ma­den er nø­je plan­lagt. Alt er ske­ma­lagt. Ryt­ter­ne ved li­ge pra­e­cis, hvor­når de skal drik­ke pro­te­in­drik før og ef­ter lø­bet.

Til­ba­ge i min tid var det me­get me­re til­fa­el­digt. No­gen gan­ge gad jeg sgu ik­ke drik­ke ener­gi­drik, og så drop­pe­de jeg det ba­re.

Op­varm­nin­gen er og­så ble­vet en vi­den­skab. Ryt­ter­ne ved li­ge pra­e­cis, hvor langt de skal kø­re, og op­varm­nings­ru­ter­ne før eta­per­ne er plan­lagt mini­mum en må­ned i for­vej­en. Da jeg selv kør­te ra­es, kør­te vi ba­re så­dan lidt rundt in­den eta­per­ne. Må­ske li­ge ud på ru­ten og ska­en­des lidt med ’gen­dar­mer­ne’.

Af­te­nen in­den en eta­pe kryd­ser al­le ryt­te­re af, hvil­ke hjul de vil kø­re på da­gen ef­ter. Det er en stor ting. Der er ek­sem­pel­vis tre for­skel­li­ge fa­el­ge­stør­rel­ser – 404, 606 og 808 mil­li­me­ter. Det af­ha­en­ger of­test af ryt­te­rens va­egt og vin­den, hvil­ke fa­el­ge de va­el­ger. Og når de punk­te­rer, skal de si­ge de­res navn til me­ka­ni­ke­ren, så han kan fin­de det helt rig­ti­ge hjul frem.

På hjul-om­rå­det er man og­så kom­met sinds­sygt langt. Ek­sem­pel­vis er der – li­ge­som i gol­f­bol­de – små hul­ler i fa­el­ge­ne. For ae­ro­dy­na­mi­k­kens skyld. Hju­le­ne er van­vit­tigt let­te. Selv hvis man ba­re er mo­tio­nist, vil man kun­ne ma­er­ke en klar for­skel ved at få fat i et hjul til de her 22.000 kro­ner. Det går me­get, me­get hur­ti­ge­re. DER ER OG­SÅ GPS på cyk­ler­ne, så ryt­ter­ne kan se ru­ten. Hvis der er tå­ge på en ned­kør­sel, sto­ler de blindt på com­pu­te­ren for­an dem og ta­ger svin­ge­ne uden rig­tigt at kun­ne se dem. Det tør de godt. I mi­ne cy­kel­da­ge kør­te vi i så­dan­ne si­tu­a­tio­ner kun ef­ter ly­den. Hvis der lød et ka­em­pe brag for­u­de, var det nok en ide li­i­i­ge at tryk­ke lidt på brem­sen.

Bevares...vi hav­de cy­kelcom­pu­te­re. Men det var ba­re, så vi kun­ne se, hvor man­ge ki­lo­me­ter der var, til vi ram­te bjer­ge­ne. DER ER SKET en ko­los­sal ud­vik­ling over de se­ne­ste 20-25 år. Og det er godt. Og det er og­så der­for, cy­kel­spor­ten ap­pel­le­rer til så man­ge mo­tio­ni­ster. Der kom­mer nyt ud­styr hvert år, og så skal folk ud og ha­ve ny cy­kel. En op­gra­de­ring hvert år – det er døds­mart! Det na­e­ste, der kom­mer til at slå igen­nem bredt, er ski­ve­brem­ser­ne, tror jeg. Man kom­mer til at kun­ne brem­se bed­re. Men ok... jeg er al­drig styr­tet, for­di jeg ik­ke kun­ne brem­se. Jeg er tva­er­ti­mod styr­tet, for­di jeg har brem­set for me­get.

Jeg kan godt hu­ske, da tek­no­lo­gi­en be­gynd­te at gø­re sit ind­t­og i cyk­lin­gen. I be­gyn­del­sen af 90er­ne slog pul­su­ret Po­lar igen­nem. Ita­li­e­ner­ne vandt alt og sag­de, at det var, for­di de tra­e­ne­de med pul­su­re. I vir­ke­lig­he­den var det nok no­get an­det. Men man skul­le ha’ et pul­sur – og­så selv om vi ik­ke rig­tigt gik op i den slags. En dag sag­de Jesper Ski­b­by til mig un­der en tra­e­nings­tur: ’Hva fan­den, har du få­et Po­lar?’ – ’Ja, el­lers tror folk sgu ba­re, at jeg er use­ri­øs’. Det var ren sku­e­spil den­gang – i dag er det helt an­der­le­des. De kan få vir­ke­lig me­get brug­bar in­fo ud af så­dan et ur.

No­get af det helt nye i spor­ten er de her små GoPro-ka­me­ra­er, der er mon­te­ret på cyk­ler­ne. Der er sto­re dis­kus­sio­ner i fel­tet, om det er godt el­ler skidt. Jeg sy­nes, det er fedt. Jo fle­re in­for­ma­tio­ner til­sku­er­ne kan få, jo bed­re. Folk kan jo godt li­de den slags. At se en mas­ses­purt fra et GoPro-ka­me­ra er en su­per­fed op­le­vel­se. Det er li­ge­som, når For­mel 1 er al­ler­bedst – når man kom­mer helt ta­et på og kan hø­re team-kom­man­do­er­ne. Jeg el­sker det! Og det er det sam­me med GoPro-ka­me­ra­er­ne i cyk­ling. Man kom­mer så ta­et på, at man na­e­sten kan sma­ge as­fal­ten, når ryt­ter­ne styr­ter. I DE SE­NE­RE år har der va­e­ret en de­bat om, hvor­vidt ra­di­okom­mu­ni­ka­tion mel­lem ryt­te­re og hold­bil skal va­e­re til­ladt. Jeg er for ra­dio – men mest på grund af, at det har gjort spor­ten me­re sik­ker. Man kan ad­va­re ryt­ter­ne.

Men jeg for­står godt ar­gu­men­tet, for at det kun­ne va­e­re fe­de­re, hvis man kør­te uden ra­dio, så ryt­ter­ne selv skul­le ta­en­ke. Jeg kør­te per­son­ligt al­drig med ra­dio. Jeg gad sim­pelt­hen ik­ke. Jeg var nok ik­ke slup­pet for det, hvis jeg kør­te i dag – men jeg vil­le ha­de kon­stant at skul­le hø­re på sport­s­di­rek­tø­ren, når jeg var ude og kø­re cy­kel­løb.

Der­for snak­ker jeg hel­ler ik­ke til mi­ne ryt­te­re på de sid­ste 10 ki­lo­me­ter. Der er de in­de i kon­cen­tra­tions­bok­sen. Det er li­ge­som, når du er ude at kø­re bil og ik­ke kan fin­de vej. Så sluk­ker du og­så for ra­dio­en for at kun­ne fo­ku­se­re. PROFESSIONALISERINGEN HAR BE­TY­DET, at den in­di­vi­du­el­le ryt­ter skal ta­en­ke min­dre selv. Og det er i mi­ne øj­ne og­så det ene­ste ne­ga­ti­ve ved ud­vik­lin­gen – me­get af det im­pulsi­ve er gå­et ud af spor­ten. Min ge­ne­ra­tion var me­re ’stre­et-smar­te’ – vi kla­re­de sgu os selv. Vi vid­ste tin­ge­ne, in­den de ske­te. I dag er ryt­ter­ne så sko­let, at de ik­ke en­gang kan fin­de vej selv, når de er ude at tra­e­ne. Men o.k., jeg må nok ba­re er­ken­de, at jeg er ved at va­e­re en gam­mel torsk.

Hvis en Jørgen Leth-ty­pe kom til mig og sag­de, at cyk­ling er ble­vet min­dre ro­man­tisk, vil­le jeg nok va­e­re enig. Men hel­dig­vis for det. For spor­ten måt­te vi­de­re - føl­ge med ti­den. Var For­mel 1 me­re ro­man­tisk i gam­le da­ge, hvor kø­rer­ne of­te blev slå­et ihjel? Tja, må­ske, men hel­dig­vis har spor­ten og­så ud­vik­let sig der. BTs CYKELEKSPERT

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.