Glem uskyl­den: Tal med børn om ter­ror

BT - - VOORZIJDE PAGINA -

KOM­MEN­TAR

For pra­e­cis en uge si­den stil­le­de min 10-åri­ge dat­ter mig et spørgs­mål ud af det blå: »Er det ik­ke ved at va­e­re la­en­ge si­den, der har va­e­ret et ter­r­or­an­greb?« Hun la­e­ser Kids News og kan hu­ske bå­de Pa­ris, Bruxel­les og – na­tur­lig­vis – Kø­ben­havn. Al­li­ge­vel gjor­de spørgs­må­let mig paf. Er ter­ror ble­vet no­get børn, na­er­mest er be­gyndt at for­ven­te?

Det er vo­res an­svar at hja­el­pe børn med at af­ko­de ver­den rig­tigt

OG SÅ SKE­TE det. Igen. Den­ne gang i et fest­fyldt Ni­ce og med en tonstung last­bil med sluk­ke­de lyg­ter, der over fle­re ki­lo­me­ter plø­je­de sig igen­nem fest­g­la­de men­ne­sker for med fuldt over­la­eg at ta­ge li­vet af dem. Vi tal­te det igen­nem, hun stil­le­de spørgs­mål. Det gør vi hver gang. MEN HVOR­FOR IK­KE ba­re la­de bør­ne­ne be­va­re de­res uskyld og le­ve i lyk­ke­lig uvi­den­hed? Sva­ret er en­kelt: for­di det hver­ken tje­ner bør­ne­ne nu el­ler se­ne­re, når de skal va­e­re med til at for­me det sam­fund, de le­ver i. Lad mig be­gyn­de med i dag. Mo­der­ne børn vok­ser op med ad­gang til enor­me ma­eng­der in­for­ma­tion. De er på net­tet, ser tv og hø­rer ra­dio. De hø­rer ting fra an­dre børn el­ler lyt­ter med, når vi voks­ne ta­ler sam­men. Børn kan ik­ke und­gå at op­fan­ge de be­gi­ven­he­der, vi som voks­ne el­ler som sam­fund er op­ta­ge­de af. Så­dan er det ba­re. Det stil­ler krav til os som fora­el­dre – nye krav. Men selv­om sam­ta­len om ter­ror er en, vi al­le ger­ne hav­de va­e­ret for­u­den, så sker det nu så hyp­pigt, at det er en op­ga­ve vi er nødt til at ta­ge på os. Det er vo­res an­svar at hja­el­pe børn med at af­ko­de ver­den rig­tigt og sik­re, at de kan hånd­te­re de in­for­ma­tio­ner, de uva­e­ger­ligt får – i dag desva­er­re og­så in­for­ma­tio­ner om de ra­ed­som­me ter­r­or­hand­lin­ger, der fyl­der nyhe­der­ne. TER­ROR KAN IK­KE for­kla­res og er van­ske­ligt at for­stå selv for os voks­ne. Og når man er barn, kan det uvis­se og us­ag­te ska­be frygt og angst – isa­er hvis de ik­ke har voks­ne om­kring sig, som ta­ler med dem og hja­el­per dem med at for­hol­de sig til det. Nej, ter­ror i Ni­ce be­ty­der ik­ke, at vi ik­ke la­en­ge­re kan ta­ge på som­mer­fe­rie i Frank­rig. Og nej, en ter­r­o­rist i Ni­ce be­ty­der hel­ler ik­ke, at en­hver last­bil po­ten­ti­elt kan fin­de på at kø­re ind i børn med vil­je. KUN VED AT ta­le med børn om ter­ror kan vi sik­re, at de ik­ke op­byg­ger en frygt for no­get, det ik­ke gi­ver me­ning at va­e­re ban­ge for – og kun på den må­de kan vi sik­re, at de vok­ser op med den sam­me fri­hed til at ud­for­ske ver­den, som vi selv har nydt så godt af. VI SKAL NEM­LIG ik­ke kun ta­le med vo­res børn om ter­ror for de­res egen skyld. Vi skal ta­le med dem om det for he­le de­res ge­ne­ra­tions skyld. Fre­kven­sen af ter­ror er nu så høj, at vi ri­si­ke­rer, at de bli­ver ge­ne­ra­tio­nen, for hvem det her er helt al­min­de­ligt. At mindst 84 dra­eb­te i en fre­de­lig fe­ri­e­by bli­ver en ny nor­mal: ”Det er ba­re så­dan, ver­den er”. I STE­DET FOR at for­sø­ge at vin­de kam­pen om en al­le­re­de tabt uskyld, skal vi ka­em­pe for at be­va­re de­res tro på, at det her er no­get, de kan va­e­re med til at for­an­dre. No­get de kan va­e­re med til at be­ka­em­pe. Og det gør vi kun ved hver ene­ste gang at vi­se dem, at vi tror på no­get helt, helt an­det.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.