Selv­kon­trol er un­der­vur­de­ret

Du ta­ger ikke ska­de af at un­der­tryk­ke din spon­ta­ni­tet og ta­en­ke dig om, selv­om det ly­der gam­mel­dags og be­gra­en­sen­de

BT - - DEBAT - So­fie Mün­ster, Rai­singLear­ners.com

Hvor­for får nog­le men­ne­sker suc­ces, mens an­dre ha­eg­tes af? Det spørgs­mål har for­ske­re og po­li­ti­ke­re for­søgt at be­sva­re i år­ti­er. Tra­di­tio­nelt har vi sa­er­ligt fo­ku­se­ret på to fak­to­rer, nem­lig med­født in­tel­li­gens og so­ci­al arv. Men in­den for de se­ne­ste år­ti­er har forsk­ning do­ku­men­te­ret, at vo­res per­son­li­ge ad­fa­erd ser ud til at va­e­re mindst li­ge så vig­tig for bå­de børn og voks­nes suc­ces. SA­ER­LIGT ÉT PER­SON­LIG­HED ST R AE K se rud tila t be­ty­de­me­re end no­get an­det, og det er no­get så gam­mel­dags som selv­kon­trol. De se­ne­ste år har et stort an­tal stu­di­er do­ku­men­te­ret, at børn og voks­ne med høj selv­kon­trol ikke ale­ne er gla­de­re, har en bed­re selv­fø­lel­se og er sun­de­re end an­dre. De­res for­hold til an­dre men­ne­sker va­rer og­så la­en­ge­re og gi­ver dem mere. De er bed­re til at hånd­te­re stress og mod­gang. De får bed­re kar­ri­e­rer, tje­ner fle­re pen­ge og har ge­ne­relt fle­re mu­lig­he­der. Og så le­ver de end­da og­så la­en­ge­re.

Man­ge for­bin­der selv­kon­trol med no­get ne­ga­tivt. Som no­get man la­e­rer på en streng en­gelsk kostsko­le, hvor man ikke kan fin­de ud af at va­e­re men­ne­ske­lig el­ler ha­ve det sjovt. Men sand­he­den er fak­tisk den stik mod­sat­te: Per­so­ner med høj selv­kon­trol har det bed­re end dem uden – uan­set in­tel­li­gens el­ler so­ci­al bag­grund. VIL DU VA­E­RE glad og kla­re dig godt, hand­ler det alt­så ikke om va­e­re spon­tan og im­pulsiv, men deri­mod om, hvor­vidt du kan be­her­ske og be­gra­en­se dig selv. Det er ikke li­ge­frem mo­der­ne va­er­di­er, men lad mig kom­me med et par ek­semp­ler på, hvor­for det be­ty­der så me­get.

Selv­kon­trol hand­ler helt grund­la­eg­gen­de om ev­nen til at kun­ne ken­de for­skel på si­ne umid­del­ba­re be­hov og de øn­sker, drøm­me og ide­a­ler, man har på den la­en­ge­re ba­ne. Og den ev­ne be­ty­der no­get, for man­ge gan­ge er det, vi men­ne­sker er li­ge ved at gø­re el­ler har mest lyst til at gø­re, egent­lig ikke det, vi helst vil på lang sigt. F.eks. når man er barn i sko­len og kom­mer til at fjol­le el­ler sur­fe på sin te­le­fon i ti­men, selv­om det, man drøm­mer om, fak­tisk er at la­e­re no­get. El­ler når man er vok­sen og re­a­ge­rer på vre­de ved at rå­be af sin part­ner på trods af, at man på den lan­ge ba­ne egent­lig øn­sker et par­for­hold, hvor man kan ta­le om tin­ge­ne.

På sam­me må­de er selv­kon­trol af­gø­ren­de, hvis vi øn­sker at va­e­re men­ne­sker, der ikke kun ta­en­ker på os selv, for hvis ikke vi kan sty­re os, er vi ikke i stand til at sa­et­te os selv til si­de, sa­et­te os ind i an­dre og be­her­ske vo­res re­ak­tio­ner.

Hvis ikke vi er i stand til at kon­trol­le­re hver­da­gens im­pul­ser, så bli­ver vi min­dre frie på lang sigt

I DAN­MARK ER vi go­de til at hyl­de det frie og spon­ta­ne. Man skal ’føl­ge sin ma­ve­for­nem­mel­se’ og ’lyt­te til sit hjer­te’. Men pa­ra­doksalt nok vi­ser de se­ne­ste års forsk­ning, at hvis ikke vi er i stand til at kon­trol­le­re hver­da­gens im­pul­ser, så bli­ver vi min­dre frie på lang sigt. Det er alt­så ikke be­gra­en­sen­de, når vi be­her­sker os. Tva­er­ti­mod fra­ta­ger det os mu­lig­he­der, når vi forfølger en kort­sig­tet til­freds­stil­lel­se på be­kost­ning af et lang­sig­tet øn­ske.

Hvis vi me­ner det med fri­hed al­vor­ligt, skal vi be­gyn­de at hyl­de til­ba­ge­hol­den­hed og ha­em­nin­ger. Fri­hed på den lan­ge ba­ne kra­e­ver nem­lig, at vi kan be­gra­en­se os selv på den kor­te ba­ne.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.