’Forta­el no­get om Bjar­ne Ri­is, el­ler jeg slag­ter dig i pres­sen’

BT - - DANMARKS SPORTSAVIS -

DET KAN SKRI­VES kort og kon­tant: Jeg har sort­li­s­tet fle­re jour­na­li­ster gen­nem mi­ne snart tre år­ti­er i Tour de Fran­ce! Tou­ren har ud­vik­let sig til at va­e­re lidt af en me­di­e­mag­net med op­ma­er­k­som­hed fra al­le ver­dens­hjør­ner. Det be­ty­der selvsagt, at hund­re­de­vis af go­de og dyg­ti­ge jour­na­li­ster – hel­dig­vis – føl­ger lø­bet rundt for at kun­ne le­ve­re stof til avi­ser, tv og ra­dio. Vi – ryt­te­re og sport­s­di­rek­tø­rer – ta­ler med jour­na­li­ster før en eta­pe, nog­le gan­ge un­der og som re­gel al­tid ef­ter­føl­gen­de. Det fyl­der me­get, og der­for vil jeg ger­ne ind­vie jer la­e­se­re lidt i den ver­den, som og­så er en del af ver­dens stør­ste cy­kel­løb. FØR­STE GANG AT jeg selv for al­vor stød­te på jour­na­li­ster i cy­kel­ma­es­sig for­stand var i 1987, da jeg kør­te det før­ste Tour de Fran­ce i min kar­ri­e­re. Jeg hu­sker til­ba­ge på en sjov tid, hvor jour­na­li­ster­ne godt kun­ne li­de en en­kelt sjus, hvis jeg skal skri­ve det pa­ent, og hvor jour­na­li­ster­ne man­ge gan­ge skrev tin­ge­ne for hin­an­den. De var en del af fa­mi­li­en.

For­hol­det mel­lem ak­tø­rer­ne og jour­na­li­ster­ne be­gynd­te at skri­de i 1990er­ne. Så­dan for al­vor. In­drøm­met, spor­tens moral­ske kom­pas kom ud af kurs med do­ping, og der­for hav­de jour­na­li­ster­ne sten til slan­gebøs­sen at sky­de med. Helt ret­fa­er­digt. Nog­le tog dog og­så – i over­ført be­tyd­ning – pi­sto­ler, ba­zoo­k­a­er og kamp­vog­ne i brug, når de jag­te­de stof til de­res ar­tik­ler.

Jeg hu­sker til­ba­ge på en epi­so­de, hvor en dansk jour­na­list i den grad fik be­vist, at og­så det jour­na­li­sti­ske kom­pas var ude af kurs hos den­ne idi­ot fra TV2. Han rin­ge­de og tru­e­de mig: ’Hvis du ik­ke gi­ver mig no­get om Bjar­ne Ri­is, så slag­ter jeg dig i pres­sen!’

Man­den var ik­ke rask, jo! DER ER JOUR­NA­LI­STER fra den­gang, som jeg ik­ke til­gi­ver. Al­drig. Sag­lig og lø­dig kri­tik hø­rer med til spor­ten, men at op­dig­te hi­sto­ri­er, som der og­så var nog­le, som gjor­de den­gang, det hol­der ik­ke en me­ter. Der hop­per ka­e­den alt­så af for mig.

For­hol­det til jour­na­li­ster­ne var i det he­le ta­get ik­ke ek­si­ste­ren­de. Der var da de jour­na­li­ster, som ik­ke kun jag­te­de skan­da­ler, men de blev alt­så set som fjen­den i det sto­re he­le. Når vi stod op­pe i ryt­ter­bus­sen og kig­ge­de ud, vid­ste vi al­le­re­de godt, hvem af jour­na­li­ster­ne, som vi vil­le gi­ve et in­ter­view til, og hvem vi ik­ke vil­le.

Som cy­kel­spor­ten blev me­re og me­re ren, for­svandt de her op­dig­te­de hi­sto­ri­er og­så, og spo­ler jeg min lil­le hi­sto­ri­ske gen­nem­gang frem til nu­ti­den, ser tin­ge­ne an­der­le­des ud. I DAG SER ryt­ter­ne og de fle­ste i fel­tet jour­na­li­ster­ne som go­de ven­ner så­dan helt ge­ne­relt. Igen, selv­føl­ge­lig bli­ver der skre­vet no­get kri­tisk en­gang imel­lem, men som jeg si­ger til ryt­ter­ne, så er der al­tid fem go­de for en kri­tisk hi­sto­rie. Og vi er og­så nødt til at lyt­te til kri­tik­ken en gang imel­lem og ven­de det he­le lidt på ho­ve­d­et. Må­ske er det ik­ke for­kert?

Langt stør­ste­delen af jour­na­li­ster­ne gør de­res ar­bej­de or­dent­ligt og re­de­ligt i dag, om­end det nog­le gan­ge kan un­dre, at man ef­ter at ha­ve ven­tet ved hold­bus­sen i en ti­me ik­ke kan kom­me på bed­re spørgs­mål. Der kan jeg nog­le gan­ge un­dre mig, men det sker hel­dig­vis ik­ke så tit.

Der fin­des da og­så sta­dig de jour­na­li­ster, som kun skri­ver i over­skrif­ter. Du kan ha­ve gi­vet et in­ter­view og ment det ene, men når di­ne ord så bli­ver for­dre­jet i en over­skrift, bli­ver du alt­så gal. Der er fa­er­re af de jour­na­li­ster i dag, og hel­dig­vis for det, men dem, der er, ren­der rundt med et kryds i den men­tale sor­te bog. Tro mig, det bli­ver ik­ke dem, som får et in­ter­view med Dan Mar­tin el­ler Mar­cel Kit­tel, og selv un­der årets Tour de Fran­ce er der da og­så jour­na­li­ster, som jeg und­går. MIN HOLD­NING HELT ge­ne­relt er nu el­lers, at man skal op­fø­re sig or­dent­ligt over for al­le. Og­så over for jour­na­li­ster­ne, som i bund og grund pas­ser et ar­bej­de, li­ge som ryt­ter­ne og sport­s­di­rek­tø­rer­ne gør. Dét forta­el­ler jeg og­så mi­ne ryt­te­re, samt at de skal ta­ge sol­bril­ler­ne af, når de bli­ver in­ter­viewet!

Apro­pos ryt­ter­ne får de nog­le gan­ge ry for at va­e­re ar­ro­gan­te, når de op­tra­e­der i me­di­er­ne, men lad mig li­ge ban­ke no­get fuld­sta­en­dig fast: de er un­der ek­stremt stress til et Tour de Fran­ce. De ka­em­per til det yder­ste af neg­le­ne og fo­ku­se­rer på eta­pen el­ler re­sti­tu­tio­nen ef­ter­føl­gen­de, men det aen­drer ik­ke på, at der står fans og jour­na­li­ster, som vil ha­ve fat i dem he­le ti­den. Der­for skal der ik­ke man­ge dum­me spørgs­mål til, før en Mark Ca­ven­dish bla­e­ser til mundt­ligt modan­greb, og det kan jeg godt for­stå.

Husk dog på, at ryt­ter­ne og­så ra­ser mod soig­n­eurs, til­sku­er­ne, sport­s­di­rek­tø­ren og end­da klip­pe­va­eg­gen! Jeg tror me­get sja­el­dent, at det er per­son­ligt mod no­gen af jour­na­li­ster­ne, men sna­re­re et ud­tryk for det pres, som de le­ver un­der.

Prøv og­så li­ge at fo­re­stil­le jer, hvor­dan det er, når der dag ef­ter dag er no­gen, som skri­ver bå­de po­si­tivt og ne­ga­tivt om én på Twit­ter el­ler Fa­ce­book. Den tek­no­lo­gi­ske ud­vik­ling med in­ter­net­tets fremvin­ding har gjort det sva­e­re­re at va­e­re ryt­ter i dag på den front – må­ske isa­er for de un­ge. De bli­ver bom­bar­de­ret med om­ta­le kon­stant, og det er ik­ke sundt for no­gen.

Jeg er ik­ke ude på at kri­ti­se­re no­gen, for så­dan er ud­vik­lin­gen, men der er sgu da ik­ke no­get at si­ge til, hvis ryt­ter­ne bli­ver lidt men­ne­ske­sky en­gang imel­lem! Selv Mi­ck Jag­ger vil­le nok af og til øn­ske, at han kun­ne luk­ke af for den sto­re eks­po­ne­ring fra jour­na­li­ster og me­nings­dan­ner­ne på de so­ci­a­le me­di­er. BTs CYKELEKSPERT

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.