’Desva­er­re har vi en be­rø­rings­angst for at ta­le om be­stem­te pro­ble­mer’

BT - - NYHEDER -

selv på kon­tant­hja­elp el­ler før­tids­pen­sion. Når de lan­ger ud ef­ter mig, lan­ger de ud ef­ter den for­ker­te. Jeg var en­gang mis­un­de­lig på ... mi­ne brød­re. De gik jo rundt og var strand­lø­ver med de­res six­pa­ck-ma­ve, jeg gik jo ba­re rundt og lig­ne­de en halvt mast bal­lon, der var hø­je­re, hvis jeg lå på si­den. Man kan si­ge, at mis­un­del­se er en grim ting, men man kan nok og­så la­e­re no­get af det. Sidst, jeg så mi­ne brød­re, var det som om, de var ved at bli­ve run­de i det, og jeg er ved at ta­be mig. Jeg in­drøm­mer ger­ne, at jeg tu­der ... når jeg sa­et­ter en film på. Jeg er helt ae­r­lig li­ge nu og tør godt in­drøm­me det. Hvis der bli­ver sat en film på, hvor to men­ne­sker, som har ka­em­pet for at nå frem til hin­an­den, til sidst mø­des og kram­mer hin­an­den, så strøm­mer tå­rer­ne ud. El­ler pro­gram­met ’Spor­løs’. Jeg har set al­le af­snit, og jeg vra­e­ler hver gang. Den ene­ste mu­li­ge må­de, vi kan und­gå ter­ror i frem­ti­den, er ... desva­er­re ik­ke no­get, jeg kan gi­ve et hånd­fast svar på. Vi kan desva­er­re al­drig und­gå ter­ror, man ser den ud­ført af psy­ko­pa­ter, det er gå­et helt galt for. Lad mig i ste­det ci­te­re Hal­f­dan Ras­mus­sen:

’Lad al­drig di­ne drøm­me slå bro til vold og drab. Lad ån­dens kil­de strøm­me mod fre­dens fa­el­les­skab. At va­er­ge er at ba­e­re sin brynje uden sva­erd, Først da vil drøm­men va­e­re den stør­ste tan­ke na­er’.

Det er den vej, vi selv skal va­el­ge, el­lers er vi ik­ke me­get bed­re end dem, der for­sø­ger at kva­e­le vo­res fri­hed. Hvis vi al­le i Dan­mark skal va­e­re lidt gla­de­re, sy­nes jeg, vi skal ... mø­des. Va­e­re sam­men, dyr­ke fa­el­les­ska­bet i ste­det for at så man­ge dan­ske­re er ale­ne.

Jeg har set en sta­ti­stik, der vi­ser, at dan­sker­ne er det gla­de­ste folk, men vi er og­så det folk, der ta­ger flest lyk­kepi­l­ler. Rig­tig man­ge er en­som­me. Jeg tror, vi nog­le gan­ge skal tra­e­de et skridt til­ba­ge og le­ve i nu­et i ste­det for at re­a­li­se­re os selv. Man skal ik­ke glem­me fa­el­les­ska­bet med ven­ner og fa­mi­lie. Det hand­ler for me­get om ’mig, mig og mig’, og li­ge plud­se­lig hand­ler det kun om dig selv, for du er helt ale­ne. Hvis ik­ke vi ta­ger fat nu, er Dan­mark om ti år ... det sam­me, som det er i dag med for­fejl­et in­te­gra­tion og ar­bejds­løs­hed. Po­li­ti­ker­ne mis­bru­ger syste­met for at få en fed løn, og man ta­ler me­get om ud­gif­ter­ne til kon­tant­hja­elps­mod­ta­ge­re og flygt­nin­ge, men ik­ke om de 9,1 mia. kro­ner, som Skat mi­ste­de til ud­lan­det. El­ler po­li­ti­ker­ne, der selv får den fe­de­ste hy­re og går tid­ligt på pen­sion før al­le an­dre. Der er en ulig­hed, der skal la­ves om på. Og der skal va­e­re styr på Skat. Man fø­ler sig til grin, når de er så let­te at nar­re. Jeg be­går tit den dum­hed, at ... jeg ef­ter­la­der min toile­trul­le der­hjem­me med et halvt styk­ke pa­pir på. Når der er ga­e­ster på be­søg, kan de ik­ke fin­de en ny rul­le, så de er tvun­get til at kal­de der­u­de­fra. Det bed­ste ved at va­e­re ma­skin­me­ster er ... al­le de mu­lig­he­der, ud­dan­nel­sen har gi­vet.

Jeg ar­bej­der i ver­dens bed­ste virk­som­hed, No­vo Nor­disk, og kan rej­se til ud­lan­det el­ler ar­bej­de som kon­su­lent. Ef­ter jeg er ble­vet for­fat­ter i novem­ber 2014... eks­plo­de­re­de det he­le. Jeg måt­te ta­ge fri fra ar­bej­de en hel uge, for­di jour­na­li­ster, ra­diova­er­ter og tv-va­er­ter vil­le ta­le med mig. Det ene­ste, jeg hav­de la­vet før, var et en­kelt de­bat­ind­la­eg i Po­li­ti­ken, og plud­se­lig var jeg med i pa­nel­de­bat­ter og fored­rag. Jeg bur­de si­ge und­skyld til ... en pi­ge fra fol­ke­sko­len, for jeg kun­ne godt se, hvad der var ved at ske med hen­de.

Hun blev gift med en, hun selv hav­de valgt, men vi an­dre var klar over, at der ik­ke var ta­le om en god per­son. Hun fik sin vil­je, og jeg me­ner, det gik galt. Jeg tror, hun le­ver i et for­hold med vold.

Jeg bur­de ha­ve gjort no­get. I dag kan jeg ik­ke kom­me i kon­takt med hen­de, hun er ik­ke på facebook, har ik­ke te­le­fon, og jeg tror, hun le­ver af­son­dret fra om­ver­de­nen. Det gør mig glad, når ... for­skel­li­ge men­ne­sker fra for­skel­li­ge kul­tu­rer og na­tio­na­li­te­ter mø­des og la­e­rer hin­an­den at ken­de. Li­ge­som jeg li­ge nu gør på Nord­jyl­lands Idra­ets­højsko­le. Det er kun ved mø­det med det frem­me­de, at vi kan la­eg­ge for­dom­me­ne fra os. Det go­de ved at va­e­re mig er ... mit job og mit for­fat­ter­skab. Jeg fø­ler mig vir­ke­lig hel­dig, for­di jeg har mulig­he­den for at le­ve det liv, jeg øn­sker at le­ve. Nu mang­ler jeg ba­re og­så at mø­de min fa­mi­lie fy­sisk. Jeg nø­jes med at ta­le i te­le­fon med dem. Jeg kan godt til­gi­ve dem. Det gjor­de jeg, in­den bo­gen ud­kom. Jeg er ik­ke vred el­ler fru­stre­ret, og så la­en­ge jeg ta­ler i te­le­fon med dem, kan jeg al­tid la­eg­ge på, hvis der op­står støj på linj­en. Ah­mad Ma­h­moud er dett na­estyng­ste af syv børn. Som fe­mårig flyt­te­de han med fa­mi­li­en til det al­me­ne bo­lig­kvar­ter Aske­rød i Hun­di­ge, som han si­den har skil­dret i bo­gen ’Sort land’. Imod fa­mi­li­ens tra­di­tio­ner flyt­te­de han som ung mand hjem­me­fra, selv­om han sta­dig var ugift, og fa­er­dig­gjor­de en ud­dan­nel­se som ma­skin­me­ster. I ’Sort land’ skil­drer Ma­h­moud li­vet i Aske­rød med ta­esk i hver­da­gen, ko­r­ansko­ler, ar­ran­ge­re­de ae­g­te­ska­ber, ban­der og fast­lå­ste køns­rol­le­møn­stre. Bo­gen er skre­vet som et op­råb til dem, der le­ver i dis­se kul­tu­rel­le pa­ral­lel­sam­fund. ’Sort land’ vak­te stor op­sigt og har lig­get på be­st­sel­ler­li­ster­ne for selv­bi­o­gra­fi­er i fle­re må­ne­der si­den ud­gi­vel­sen.

AH­MAD MA­H­MOUD Født novem­ber 1987 i Faxe. Dansk for­fat­ter og de­bat­tør med dansk­pa­la­esti­nen­si­ske rød­der. Ud­dan­net ma­skin­me­ster og ud­gav i 2015 bo­gen ’Sort land’ om sin op­va­ekst i det al­me­ne bo­lig­kvar­ter Aske­rød i Hun­di­ge.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.