’Folk gi­der ba­re ik­ke do­ping me­re. Det ga­ran­te­rer jeg!’

BT - - DANMARTOKUS -

DET VAR SGU lidt ube­ha­ge­ligt med al den do­pingsnak i sin tid. Det var ik­ke sa­er­ligt kon­struk­tivt, og kon­se­kvent var do­pings­pørgs­må­le­ne kon­stru­e­ret så­dan, at man kun kun­ne sva­re for­kert på dem. Ens svar vil­le al­tid kun­ne gi­ve bag­slag på en el­ler an­den må­de. Alt vil­le bli­ve vendt mod dig.

Den­gang stod al­le jour­na­li­ster­ne – ha­jer­ne – ude for­an hold­bus­sen og ven­te­de på, at du hop­pe­de ud til dem. Man kig­ge­de på si­ne hold­kam­me­ra­ter og sag­de: ’Okay, jeg hop­per først i van­det, så kan du kom­me bag­ef­ter.’ Og så stod man og små­gri­ne­de lidt. DEN SLAGS KEN­DER de un­ge ryt­te­re i dag ik­ke til.

Der er jo ik­ke man­ge til­ba­ge, der kan hu­ske det. Det er nok kun så­dan nog­le gam­le tos­ser som mig. Selv om det ik­ke er så for­fa­er­de­ligt man­ge år si­den.

Jeg kan hu­ske den sid­ste sto­re om­gang. Det var med Le­vi Leip­hei­mer i 2012. Jeg min­des ik­ke helt, hvad det dre­je­de sig om. Vist nok no­get med en gam­mel do­pings­ag. Men jeg kan ba­re erin­dre, at he­le vo­res bus var om­rin­get af jour­na­li­ster, og vi vid­ste ud­ma­er­ket godt, hvad de vil­le spør­ge om.

Mi­ne kol­le­ga­er vil­le fand­me ik­ke der­ud, så jeg sag­de: ’Ok, nu ta­el­ler jeg til tre, og så hop­per jeg i.’ Jeg vid­ste ik­ke så me­get om sa­gen, men jeg var klar med sva­ret.

Spørgs­må­let:

Sva­ret: ’Nae, det skal jeg egent­lig ik­ke. Jeg er an­sat til at ta­ge mig af det sport­s­li­ge. Jeg er hver­ken ma­na­ger el­ler la­e­ge, og det er ik­ke mig, der skriver kon­trak­ter­ne med ryt­ter­ne.’

Men jeg vid­ste, at de vil­le ven­de det svar til no­get ne­ga­tivt. I DAG ER der ik­ke me­get til­ba­ge fra den tid. Det pud­si­ge i dag – sam­men­lig­net med 1996, 1997 og de år, hvor man ik­ke kun­ne sva­re no­get uden at bli­ve be­skyldt for at va­e­re fuld af løgn – er, at jour­na­li­ster­ne na­er­mest und­skyl­der, når de stil­ler spørgs­mål om do­ping.

’Und­skyld, må vi ger­ne spør­ge dig om det her’ el­ler ’bli­ver du sur, hvis jeg spør­ger dig om...’

Nej, jeg bli­ver sgu ik­ke sur. Hvis I vid­ste, hvad jeg har sva­ret på, vil­le I vi­de, at der skal me­get me­re end et do­pings­pørgs­mål til at gø­re mig sur. Jeg har ik­ke no­gen be­rø­rings­angst – det er kun jour­na­li­ster­ne, der har den. Det er fuld­sta­en­dig vendt på ho­ve­d­et. SID­STE STO­RE DOPINGSLAG hjem­me i Dan­mark kom med An­ti Do­ping Dan­marks rap­port sid­ste år.

Det var det helt sto­re brag, der skul­le kom­me. Og i mi­ne øj­ne var det på man­ge må­der en fin rap­port.

Fra mit syns­punkt fri­kend­te den cy­kel­spor­ten. For jeg tror ik­ke, at man hav­de brugt 2,5 mil­li­o­ner kro­ner uden at ha­ve un­der­søgt, hvor­dan det står til i dag.

Det der med at la­ve en rap­port, om hvad der ske­te for 15 år si­den, bru­ger man for­hå­bent­lig ik­ke pen­ge på... med min­dre man blot øn­sker en rap­port om sin egen udu­e­lig­hed. Man har jo ik­ke selv va­e­ret vå­gen den­gang. JEG TROR IK­KE, at der er no­gen un­ge men­ne­sker, der øn­sker at bli­ve cy­kel­ryt­ter for at kun­ne ta­ge no­get do­ping. Det er he­le syste­met, der har va­e­ret for­kert skru­et sam­men. Op­pe fra og ned. For mig at se var den rap­port en stor blåstem­pling af cy­kel­spor­ten i dag. Der var ik­ke me­re at kom­me ef­ter.

Hvor man­ge gan­ge har jeg ik­ke hørt fra klo­ge folk, at pro­fes­sio­nel cyk­ling var fa­er­digt? Der har jeg kun kun­net tra­ek­ke på smilebån­det og si­ge vent nu og se.

Når man har va­e­ret til Tour, ved man, at uan­sat hvad kom­mer cy­kel­spor­ten ik­ke til at dø.

Folk si­ger, at det er ble­vet sva­ert at fin­de sponso­rer. Det har sgu al­tid va­e­ret sva­ert!

Det går den rigtige vej med cyk­ling. Ryt­ter­ne tje­ner fle­re og fle­re pen­ge, og det he­le kom­mer til at min­de me­re og me­re om For­mel 1. Det bli­ver me­re pro­fes­sio­nelt. Selv i den mør­ke pe­ri­o­de har spor­ten ud­vik­let sig. KOM­MER VI NO­GEN­SIN­DE af med do­pings­pø­gel­set i spor­ten? Nej, det skul­le i hvert fald un­dre mig, hvis vi gør. Det er li­ge­som med sort ar­bej­de. Det vil al­tid lig­ge i nog­le men­ne­skers na­tur, at hvis man kan sny­de lidt, så gør man det. Der er in­gen tvivl om, at kul­tu­ren i cy­kel­spor­ten er skif­tet.

Man kan la­ve masser af un­der­sø­gel­ser og test, men det var kul­tu­ren den­gang - li­ge fra de øver­ste myn­dig­he­der og ned - der var rå­d­den.

Kul­tu­ren er skif­tet, og ryt­te­re, der do­per sig be­vidst, kom­mer sim­pelt­hen ik­ke til­ba­ge til spor­ten. Det kan jeg ga­ran­te­re jer for. Folk gi­der det...ba­re...ik­ke...me­re! Det bli­ver be­trag­tet som ren og ska­er ty­ve­ri. Man sid­der hver dag og li­der på den cy­kel, og så er der én, der sny­der og kø­rer sta­er­ke­re. Det er util­gi­ve­ligt, og det er slut med at gi­ve folk en ny chan­ce.

Det kan sag­tens ske, at der en ryt­ter, der bli­ver ta­get med ha­en­der­ne i ka­ge­kruk­ken snart – alt­så, ken­der I en ar­bejds­plads, hvor de an­sat­te al­drig be­går fejl?

Men for­skel­len er, at man er fa­er­dig som cy­kel­ryt­ter, hvis man dum­mer sig i dag. DER ER SKET et hold­nings­skif­te i spor­ten, li­ge­som der er sket et hold­nings­skif­te i for­hold til folk der­hjem­me, der ry­ger. For 10-15 år si­den røg folk al­le veg­ne. Hvis man ry­ger på en café i dag, bli­ver man er­kla­e­ret idi­ot.

Hvor­når det er ble­vet så­dan, kan jeg ik­ke helt pra­e­cist si­ge. Og det kan jeg hel­ler ik­ke med do­ping - jeg kan kun kon­sta­te­re, at der er sket no­get.

Jeg skal ik­ke kun­ne sva­re på, om spor­ten er ren el­ler ej. Det må man spør­ge spor­tens stør­ste kri­ti­ke­re om. Er vi tro­va­er­di­ge nok? Det må an­dre af­gø­re. Det er vi ik­ke de rigtige til at sva­re på. FOLK, DER GØR sig til dom­me­re over, hvad der ske­te den­gang... de kan gø­re mig sur! De kan vir­ke­lig ir­ri­te­re mig. Det var en an­den tid, hvor det var ac­cep­te­ret. Det er bed­re­vi­den­de at kom­me nu og si­ge, at vi var idi­o­ter.

Det er og­så let at kom­me nu og si­ge, at det var for­kert at ry­ge så me­get in­den­dørs, som vi gjor­de før i ti­den. Ja­men, hvad skal vi gø­re ved det nu, lil­le ven? Der er ba­re nog­le ting, man ik­ke kan la­ve om på. Og man ac­cep­te­rer, at så­dan var spil­le­reg­ler­ne den­gang. BTs CYKELEKSPERT

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.