Vi har al­le brug for an­dres hja­elp I

BT - - DANMARKS SPORTSAVIS -

en ver­den hvor vi har travlt med at ud­stil­le vo­res egen lyk­ke og må­le os med an­dres, bli­ver vi hur­tigt selv­til­stra­ek­ke­li­ge og en­som­me. Men li­ge­som de ting, vi vi­ser på de so­ci­a­le me­di­er, kun er en brøk­del af he­le det men­ne­ske, vi er, så er det med at kun­ne kla­re al­ting selv og­så en over­fla­disk be­tragt­ning. Vi har brug for an­dres hja­elp. Og vi har fak­tisk og­så brug for, at de har brug for vo­res. Men det kan va­e­re sva­ert at be­de om hja­elp. Vi ken­der det jo al­le sam­men. En ven el­ler be­kendt går igen­nem en stor kri­se, og vi si­ger: »du må si­ge til, hvis jeg kan gø­re no­get.« Men de si­ger al­drig til, spør­ger al­drig, selv­om vi kan se, de har det hårdt. Vi ta­en­ker må­ske, at vi ma­ser os på. Må­ske vil de hel­le­re ba­re va­e­re ale­ne. Og ved du hvad? Det vil de og­så. Men de er i kri­se. De er ik­ke de bed­ste til at be­døm­me, hvad de har brug for. De har brug for hja­elp! Når man er i kri­se, har man brug for prak­tisk hja­elp. Men man kan ik­ke selv over­skue, hvad pra­e­cist det er, man har brug for. Og man kan ik­ke over­skue, hvis hja­el­pen kom­mer med en pris – at man til gen­ga­eld skal sid­de og kva­er­ne kaf­fe og slud­re i en uen­de­lig­hed. Hvis du vir­ke­ligt ger­ne vil hja­el­pe, så sa­et dig i per­so­nens sted. Jeg hav­de en­gang en dis­kuspro­laps og bo­e­de på 5. Sal med to små børn. Der var ik­ke no­get bed­re, end når en ve­nin­de uop­for­dret rin­ge­de og sag­de: »jeg skal for­bi bør­ne­ha­ven, skal jeg ik­ke li­ge hen­te un­ger­ne?« El­ler: »jeg står ne­de i Fak­ta, mang­ler du no­get?« Mi­ne ven­ner var go­de til at få mig til at fø­le, at det ik­ke var no­gen ulej­lig­hed. Og de var af­sin­digt go­de til ik­ke at bli­ve ha­en­gen­de til kaf­fe, med­min­dre jeg selv in­vi­te­re­de. Det har jeg ta­get til mig. Selv­om folk af­vi­ser ens hja­elp i før­ste om­gang, så har de fak­tisk rig­tigt me­get brug for den, når man ba­re hja­el­per uden at spør­ge først.

Jeg fik et ut­ro­ligt na­ert bånd til mi­ne ven­ner. Og jeg la­er­te at be­de om hja­elp. Det vil si­ge, jeg la­er­te at be­de om hja­elp, når jeg var tra­engt op i en krog. Først for ny­ligt har jeg la­ert og­så at spør­ge, når det hand­le­de om ’luksuspro­ble­mer’. Den­ne som­mer har jeg haft et ar­bej­de, der plud­se­ligt stil­le­de krav om, at jeg skul­le va­e­re i Kø­ben­havn dag­ligt. Det mat­cher vir­ke­ligt dår­ligt med, at jeg er flyt­tet langt ud på lan­det og har tre hunde. Fak­tisk var det ret umu­ligt at få det he­le til at gå op. Men det var jo min egen skyld. Jeg har jo selv valgt at ha­ve al­le de dyr. Og jeg har selv valgt at bo langt ude. Så kun­ne jeg til­la­de mig at be­de an­dre om at red­de mig ud af mit rod? Det var jeg fak­tisk lidt usik­ker på. Så jeg slog mit pro­blem op på Facebook. På den må­de kun­ne de der hav­de lyst mel­de sig på ba­nen. Og de der ik­ke kun­ne el­ler vil­le, kun­ne ba­re la­de va­e­re med at sva­re. Og lur mig om ik­ke me­di­et plud­se­lig blev så so­ci­alt, som jeg hå­be­de på, den­gang jeg op­ret­te­de min pro­fil. Ven­ner­ne til­bød sig i stor stil, og folk som jeg ik­ke hav­de set la­en­ge, kom plud­se­lig til­ba­ge i mit liv. Man bli­ver et lyk­ke­li­ge­re men­ne­ske, hvis man kan ta­ge imod og gi­ve hja­elp. Man knyt­ter ta­et­te­re kon­tak­ter til ven­ner­ne. Og man ved, at man al­drig er ale­ne. Fø­lel­sen af at li­vet gi­ver me­ning, og at man be­ty­der no­get for an­dre, er af­gø­ren­de for, at man får ro in­de­ni.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.