U

BT - - DANMARKS SPORTSAVIS -

be­ha­get kom kry­ben­de i takt med, at Sa­ra Bla­e­dels tur til at la­e­se højt for klas­sen na­er­me­de sig. Hvor de an­dre børn i klas­sen la­e­ste op i et sik­kert tem­po, hav­de Sa­ra al­tid brug for me­re tid til at få or­de­ne til at gi­ve me­ning. Det var na­e­sten end­nu va­er­re, når hun skul­le til tav­len, for det gav in­gen me­ning, at der nog­le gan­ge skul­le r på et ord og an­dre gan­ge ik­ke. In­di­mel­lem fik hun at vi­de, at det sim­pelt­hen var for sju­sket, at hun ik­ke kun­ne hol­de styr på en­del­ser­ne.

»En­gang da min far hør­te, at jeg hav­de få­et en iret­tesa­et­tel­se i sko­len, gik han he­le vej­en derop – iført stor swe­a­ter og tra­esko - og sag­de til la­e­re­ren, at hun al­drig måt­te fra­ta­ge hans dat­ter ly­sten til at forta­el­le en god hi­sto­rie.«

Leif Bla­e­del var kri­ti­ker på me­di­er som We­e­ken­da­vi­sen og In­for­ma­tion. Sam­men med sku­e­spil­le­ren An­ne­gret­he hav­de han dat­te­ren Sa­ra, som var li­ge så ord­blind som sin far.

»Men det var ik­ke no­get pro­blem for ham. Han har da vun­det en Cav­ling (dan­ske jour­na­li­sters Oscar, red.) en­gang,« si­ger hun.

Sa­ra Bla­e­del har sat os sta­ev­ne i sit hjem i kar­tof­fel­ra­ek­ker­ne på Øster­bro, hvor hun bor med sin søn Adam. Bor­det er da­ek­ket med sun­de sna­cks og sort kaf­fe, for Sa­ra Bla­e­del er for­be­redt, når hun skal forta­el­le en god hi­sto­rie.

»Mor la­ve­de mest så­dan nog­le ra­dio­hø­re­spil. Om af­te­nen la­e­ste hun kri­mi­er for mig. Jeg el­ske­de, når hun sat­te sig til ret­te i kur­ve­sto­len ved min seng og la­e­ste Agatha Chri­stie og Ma­ria Lang.«

Sa­ra, som in­di­mel­lem mang­le­de lidt selv­til­lid på grund af det med en­del­ser­ne og tav­len, for­svandt ind i en ver­den af mord, de­tek­ti­ver og fø­lel­ser.

»Når jeg sag­de ’Årh mor, én si­de til’, så la­e­ste hun tit re­sten af bo­gen, for vi hav­de sva­ert ved at stop­pe.«

Når hun ta­en­ker over det, er det nok slet ik­ke far Leifs skyld, at hun blev for­fat­ter, men sna­re­re mor An­ne­gret­hes, for fars ver­den for­stod Sa­ra Bla­e­del al­drig helt:

»Jeg tog en­gang We­e­ken­da­vi­sen,og sat­te mig i fars la­e­ne­stol og prø­ve­de at la­e­se hans ar­ti­kel, som var på for­si­den. Jeg for­stod in­tet af det. I ste­det var jeg hen­de, der gik ned på Roskil­de Sta­tion og køb­te ’Bra­vo’. Selv om det var på tysk, for­stod jeg det bed­re.«

En af ’De 5’

Det er 12 år og ti bøger si­den, nu 51-åri­ge Sa­ra Bla­e­del selv blev for­fat­ter. Og hun har sta­dig sva­ert ved at tro det. Ind­gan­gen til et liv med bøger blev bør­ne­kri­mi-se­ri­en ’De 5’, som for den ord­blin­de Sa­ra Bla­e­del fik bog­sta­ver­ne til at gi­ve me­ning. Ef­ter­hån­den som hun fik tyg­get sig igen­nem fle­re og fle­re bind i se­ri­en, blev hun bed­re og bed­re til at la­e­se.

»Jeg kun­ne iden­ti­fi­ce­re mig med de fem. Ja, alt­så ik­ke med hund­en, men bør­ne­ne der skul­le ud at opkla­re no­get,« si­ger hun na­er­mest drøm­men­de.

I barn­doms­hjem­met i Hval­sø, som Sa­ra Bla­e­del i dag be­skri­ver som »kul­tur­ra­di­kalt, så det ba­ske­de«, skor­te­de det dog hver­ken på bøger i re­o­len el­ler fars tid ved ta­ster­ne.

»Der blev jo skre­vet me­get hjem­me hos mig. Min far var kri­ti­ker og skrev he­le ti­den, men det sag­de mig in­tet,« si­ger Sa­ra Bla­e­del, som i ste­det ud­dan­ne­de sig til tje­ner og fik ar­bej­de på det fi­ne Ho­tel Pla­za i Kø­ben­havn.

Barn­dom­mens gla­e­de ved at for­svin­de ind i kri­mi-ver­de­nen for­svandt dog ik­ke. For si­den ud­dan­ne­de hun sig til gra­fi­ker og grund­lag­de i 1993 kri­mi­for­la­get Sa­ra B. Start­skud­det til hen­des egen skri­ve­kar­ri­e­re. Gen­nem kri­mi­er­ne fik Sa­ra Bla­e­del en fod in­den­for på uge­bla­de­ne, hvor hun for før­ste gang skrev no­get selv.

»Min re­dak­tør så et el­ler an­det i mig. At jeg kun­ne ta­le med men­ne­sker. Så jeg be­gynd­te at skri­ve in­ter­view for Ude & Hjem­me. De gad end­da gå i gang med at la­e­re mig nu­tids-r, selv om de kun­ne ha­ve få­et al­le mu­li­ge an­dre, som kun­ne det i for­vej­en, til at skri­ve de­res ar­tik­ler. Det var ret ge­ne­røst af dem.«

Man kun­ne godt fo­re­stil­le sig, at en lit­te­ra­er prisvin­der, som of­te så sit eget navn på for­si­den af We­e­ken­da­vi­sen, vil­le for­ven­te no­get til­sva­ren­de af sin dat­ter. Men så­dan var det ik­ke. Tva­er­ti­mod hav­de Leif Bla­e­del ik­ke no­get pro­blem med, at hans dat­ter skrev uge­blads­hi­sto­ri­er og ud­gav kri­mi­er.

»Og det har jeg hel­ler ik­ke no­get pro­blem med i dag. Er det ik­ke fint nok at va­e­re den, der un­der­hol­der folk,« spør­ger be­st­sel­ler­for­fat­te­ren.

Sva­e­re ord

I dag la­e­ser Sa­ra Bla­e­del lang­somt ,men fint. Fak­tisk lig­ger der »en me­get stor« stak bøger og ven­ter på, at hun skal kom­me op til som­mer­hu­set i Hor­n­ba­ek og la­e­se dem i som­mer­fe­ri­en. Og hun gla­e­der sig.

»Ord­blind­he­den går al­drig va­ek, men jeg le­ver fint med den. Det va­er­ste er, når jeg skal sig­ne­re bøger, og der står folk om­kring mig og be­der mig om at skri­ve no­get langt. Det ta­ger tid for mig at skri­ve ting, så of­te en­der det med, at jeg ba­re skriver ’Ha’ en god som­mer’ el­ler ’hej-hej’,« for­kla­rer hun.

El­lers er det in­gen hin­dring at va­e­re ord­blind, for når Sa­ra Bla­e­del sid­der ved com­pu­te­ren, og fin­gre­ne dan­ser på ta­ste­tu­ret og gør bog­sta­ver til

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.