Tag først ilt­ma­sken på selv

På­rø­ren­de til al­vor­ligt sy­ge ri­si­ke­rer stress og de­pres­sio­ner, hvis de glem­mer sig selv og de­res eg­ne be­hov midt i kri­sen

BT - - DANMARKS SPORTSAVIS -

Eb­twe­e­kend@bt.dk nsom­hed, skyld og skam ... skam over ik­ke at kun­ne gø­re det el­ske­de men­ne­ske rask, over at va­e­re vred over si­tu­a­tio­nen, over må­ske end­da at øn­ske den an­den død i de sor­te­ste øje­blik­ke, skam over i det he­le ta­get at ha­ve sit eget liv og be­hov for at glem­me den an­dens li­del­ser in­di­mel­lem.

Som på­rø­ren­de til et al­vor­ligt sygt men­ne­ske ka­em­per man med si­ne eg­ne pro­ble­mer. Det gør man som re­gel i stil­hed, for det er jo den an­den, som er syg. Men der er al mulig grund til at pas­se på sig selv som på­rø­ren­de, si­ger Lizl Rand, for­fat­ter, psy­ko­te­ra­pe­ut og rå­d­gi­ver i Psy­ki­a­tri­fon­den. Hun har net­op ud­gi­vet bo­gen ‘Ta­et på kri­se og syg­dom - kun­sten at gø­re en for­skel og pas­se på sig selv’, hen­vendt til på­rø­ren­de.

Et af bo­gens vig­tig­ste bud­ska­ber er, at det ik­ke er egoi­stisk som på­rø­ren­de at ha­ve an­det i li­vet end den an­dens syg­dom. Det er tva­er­ti­mod nød­ven­digt.

»Det er jo li­ge­som, når stewar­des­ser­ne gen­nem­går sik­ker­heds­in­struk­tio­ner­ne i et fly. Hvis du får brug for ilt­ma­sken, skal du ta­ge din egen på, før du hja­el­per an­dre. Som på­rø­ren­de kom­mer man let til at la­de den an­dens syg­dom fyl­de det he­le, men får man ik­ke selv ilt og ener­gi, er ri­si­ko­en for, at man bry­der sam­men, stor. Og så er man jo ik­ke i stand til at hja­el­pe,« si­ger Lizl Rand.

Hun til­fø­jer, at man­ge på­rø­ren­de ud­vik­ler stress og de­pres­sion, for­di de ig­no­re­rer sig selv og ka­ster al­le kra­ef­ter ind på at hja­el­pe den sy­ge. Til sidst lø­ber de tør for kra­ef­ter.

»Og det er ulyk­ke­ligt, for på­rø­ren­de spil­ler en cen­tral rol­le, når man som syg skal gen­nem et al­vor­ligt og må­ske lang­va­rigt syg­doms­for­løb,« si­ger Lizl Rand.

Des­pe­ra­te på­rø­ren­de

Lizl Rand skrev bo­gen, for­di hun som psy­ko­te­ra­pe­ut og in­struk­tør i bl.a. psy­kisk første­hja­elp gang på gang har mødt des­pe­ra­te på­rø­ren­de, som ik­ke vid­ste, hvor­dan de skul­le hånd­te­re den an­dens syg­dom og de­res eg­ne re­ak­tio­ner på den.

»Jeg har selv prø­vet at va­e­re på­rø­ren­de. Min far fik en blod­prop i hjer­nen, og jeg har haft en ka­e­re­ste med de­pres­sion. Jeg tro­e­de, at det var mig, der var no­get galt med, at det var mig, der ik­ke var se­xet, la­ek­ker nok og så vi­de­re, når han af­vi­ste mig. Der er me­get en­som­hed og skyld og skam for­bun­det med det, og man fø­ler sig for­kert,« forta­el­ler hun og fort­sa­et­ter:

»Sam­ti­dig har jeg selv tid­li­ge­re va­e­ret ramt af al­vor­lig angst og stress. Og jeg har ef­ter­føl­gen­de spurgt mi­ne på­rø­ren­de, hvor­dan det egent­lig var at va­e­re ta­et på mig i den lan­ge pe­ri­o­de. Det var sva­ert, fik jeg at vi­de. Så jeg be­slut­te­de at skri­ve en brugs­bog om, hvor­dan man bå­de kan va­e­re en god støtte for den sy­ge og sam­ti­dig pas­se på sig selv.«

Ta­ger mis­for­stå­e­de hen­syn

Iføl­ge Lizl Rand er no­get af det vig­tig­ste at få talt ud om, hvad man for­ven­ter af hin­an­den, for­di der tit op­står fejl­for­tolk­nin­ger af hen­sig­ter og be­hov, og par­ter­ne ta­ger mis­for­stå­e­de hen­syn.

»Jeg vil ger­ne slå fast med syv­tom­mer­søm, at den sy­ge er an­svar­lig for sit eget liv og egen lyk­ke. Det kan in­gen på­rø­ren­de va­e­re. Den på­rø­ren­de kan støtte, men skal ik­ke stå mo­del til uri­me­lig­he­der. At va­e­re al­vor­ligt syg er ik­ke en blan­ko­check til at la­es­se alt over på an­dre og op­fø­re sig dår­ligt. Så den sy­ge og den på­rø­ren­de skal ta­le ud om, hvad man med ri­me­lig­hed kan for­ven­te af hin­an­den. Her­un­der alt­så og­så, at den på­rø­ren­de har ret til sit eget liv og til at fyl­de det med an­det end syg­dom,« si­ger Lizl Rand.

Vig­tig­he­den af at sa­et­te gra­en­ser un­der­stre­ger Mi­cha­el R. Da­ni­el­sen, som er chef­p­sy­ko­log i Psy­ki­a­tri­fon­den. I bo­gen for­kla­rer han, at sy­ge har brug for me­get ty­de­li­ge til­ba­ge­mel­din­ger, og­så på da­ge hvor det er sva­ert.

»Så kan man si­ge: ’Jeg kan se, at det er en rig­tig dår­lig dag i dag. Nu sen­der vi bør­ne­ne over til na­bo­en, og så går du og jeg en me­get, me­get lang tur, og så kan du rå­be og skri­ge og tu­de og ra­se af Gud og ver­den og mig - alt det, du vil.’ Det er vig­tigt at ska­be dis­se frirum, men så er det og­så slut: ’Og så for­ven­ter jeg som mini­mum, at du i af­ten hol­der ka­eft om syg­dom­men, når vi ser ’X Fa­ctor’, for det er vig­tigt for os som fa­mi­lie’,« si­ger Mi­cha­el R. Da­ni­el­sen.

Han til­fø­jer, at al­le på­rø­ren­de kom­mer til at be­gå fejl:

»Men uan­set over­skud må du sa­et­te gra­en­ser. Gør du ik­ke det, vil den sy­ge må­ske dra­e­ne dig end­nu me­re.«

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.