’Jeg gra­e­der og gri­ner hver ene­ste dag’

Champag­ne og hø­je ha­e­le var en del af Lis­beth Jo­han­sens hver­dag som salgs­chef i ho­tel­bran­chen. Men li­vet føl­tes ik­ke rig­tigt. Mø­det med In­di­en fik hen­de til at ind­se, at hun kun­ne gø­re en for­skel dér

BT - - PAS PÅ DINE PENGE -

sam­ti­dig at le­de ef­ter ar­bej­de i en ud­vik­lings­or­ga­ni­sa­tion. Det var dog sva­e­re­re end som så. I ste­det søg­te hun til­ba­ge til ho­tel­bran­chen, hvor hun fik til­budt stil­lin­gen som salgs- og mar­ke­ting­chef for ka­e­den Ra­dis­son Edwar­di­an.

Sam­ti­dig be­gynd­te hun at rej­se til In­di­en og la­e­re lan­det bed­re at ken­de. Hun blev op­ta­get af yo­ga og me­di­ta­tion og den in­dre ro det gav hen­de. Hun af­søg­te nye si­der af sig selv i as­hrams, hvor hun tog del i en sim­pel livs­fø­rel­se i pagt med na­tu­ren, langt va­ek fra reg­ne­ark og over­ar­bej­de på kon­to­ret. Her slut­te­de da­gen, når so­len gik ned.

’Hvor­når kom­mer du til­ba­ge?’

På en strand i Goa faldt brik­ker­ne en­de­lig på plads. Hun hav­de til­bragt da­gen med nog­le bør­ne­hjem­spi­ger, som hun var fal­det i snak med. De hav­de sjip­pet, spil­let bold, druk­ket so­da­vand og holdt i hånd, og da da­gen var ble­vet til af­ten, kig­ge­de pi­ger­ne for­vent­nings­fuldt på hen­de og spurg­te: »Hvor­når kom­mer du til­ba­ge?« .

»Spørgs­må­let ram­te mig li­ge i hjer­tet. Pi­ger­ne blev det sid­ste og af­gø­ren­de skub på min vej mod et an­det liv. Jeg var dra­get af ar­bej­det med de fat­ti­ge børn, og jeg vid­ste, at jeg skul­le til­ba­ge,« forta­el­ler Lis­beth Jo­han­sen, der trods tegn i sol, må­ne og stjer­ner sta­dig var i tvivl om, hvor­vidt be­slut­nin­gen var den rigtige.

Det var sva­ert at ta­ge skrid­tet. Rent fak­tisk at si­ge sit go­de job op. Al­le om­kring hen­de fik børn og blev gift, og hvad skul­le hun?

»Mit bi­o­lo­gi­ske ur tik­ke­de og­så, og jeg vid­ste, at hvis jeg rej­ste ud igen, vil­le drøm­men om fa­mi­lie og børn igen bli­ve sat på stand­by.«

En rig­tig god ven fik dog Lis­beth Jo­han­sen over­be­vist om, at hun var nødt til at for­føl­ge drøm­men, hun hav­de haft så la­en­ge. Men hun var i tvivl til det sid­ste, så me­get, at hun en dag sad og tud­brø­le­de i sin bil midt på Val­by Bak­ke.

Men til­ba­ge til bør­ne­hjem­met kom hun og kun­ne en­de­lig gi­ve bør­ne­ne den om­sorg og det na­er­va­er, de i den grad hi­ge­de ef­ter. Selv små ting som at sa­et­te pi­ger­nes hår el­ler ta­ge et lil­le barn på skø­det fik smilet frem i de­res øj­ne. Sam­ti­dig ma­er­ke­de Lis­beth Jo­han­sen, hvor­dan det var mu­ligt at gø­re en for­skel.

Den krist­ne le­del­se på bør­ne­hjem­met og den me­get stren­ge op­dra­gel­se, der blev prak­ti­se­ret, hav­de hun det dog sva­ert med. Ret hur­tigt vid­ste Lis­beth Jo­han­sen, at hun ik­ke vil­le bli­ve et helt år som først plan­lagt.

Hun rej­ste i ste­det vi­de­re til den lil­le bjerg­by Dha­ramsa­la, hvor hun un­der­vi­ste på en sko­le for ti­be­tan­ske mun­ke og non­ner, hjalp til i en vug­ge­stue og sam­le­de pen­ge ind i Dan­mark, til blandt an­det bøger til sko­ler i om­rå­det.

Det va­er­ste sted

Sam­ti­dig tog ide­en om hen­des egen ud­vik­lings­or­ga­ni­sa­tion, Litt­leBigHelp, så småt form. Tan­ken var at ska­be en uaf­ha­en­gig or­ga­ni­sa­tion, hvor hun kun­ne byg­ge no­get op

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.