P

BT - - PAS PÅ DINE PENGE -

å pa­pi­ret var Lis­beth Jo­han­sens liv en suc­ces. Hun var salgs­chef på Ho­tel Ra­dis­son, hvor hun var god til at skaf­fe kun­der og hav­de fuld fart på kar­ri­e­ren. Men der mang­le­de no­get.

»Det var en me­get over­fla­disk tid. Det he­le var en kon­kur­ren­ce, som jeg helst skul­le vin­de. Jeg var glad for at ta­le med kun­der­ne, men der var ik­ke no­get stør­re el­ler me­re me­nings­fuldt mo­tiv med mit job den­gang,« forta­el­ler den i dag 42-åri­ge Lis­beth Jo­han­sen, der før­ste gang fik et hint om, at hun var på af­ve­je, i 2003, mens hun sad og ud­ar­bej­de­de end­nu en kon­trakt.

»Det kom som et lyn fra en klar him­mel. En stem­me, der sag­de, ’det er ik­ke det her, du skal’,« forta­el­ler Lis­beth Jo­han­sen, der var klar over, at det ik­ke var en til­fa­el­dig ind­sky­del­se.

Hun for­søg­te i før­ste om­gang at ig­no­re­re stem­men og over­be­vi­se sig selv om, at det, hun hav­de op­nå­et ar­bejds­ma­es­sigt, var no­get, hun var nødt til at hol­de fast i. Tan­ken om at slip­pe tryg­he­den og den fa­ste ind­ta­egt og ka­ste sig ud i et ukendt even­tyr var me­get skra­em­men­de - og hun hav­de i øv­rigt hel­ler in­gen idé om, hvor hun skul­le kig­ge hen for at fin­de en til­freds­stil­lel­se og dyb­de, der rak­te ud over salgstal og bund­linje.

Br­ud­det med sin da­va­e­ren­de ka­e­re­ste blev det, der al­li­ge­vel fik hen­de til og­så at ta­ge op­gø­ret med sit ar­bejds­liv.

»Det hav­de va­e­ret et tur­bu­lent for­hold, og jeg vid­ste, at jeg var nødt til at kom­me va­ek for at få det he­le lidt på af­stand. Na­er­mest i tran­ce gik jeg ned og køb­te en bil­let til en ti må­ne­ders jor­d­om­rej­se. Jeg sag­de mit job op og for­tal­te der­ef­ter mi­ne cho­ke­re­de fora­el­dre om be­slut­nin­gen,« forta­el­ler Lis­beth Jo­han­sen.

Hun hav­de ik­ke den mind­ste er­fa­ring med net­op den ty­pe rej­ser. Hun hav­de va­e­ret i Viet­nam en en­kelt gang, men el­lers gik rej­ser­ne of­test til eu­ro­pa­ei­ske desti­na­tio­ner som Ni­ce, Te­ne­ri­fe og La San­ta.

Fandt ro

Jor­d­om­rej­sen blev et mø­de med kul­tu­rer og en fat­tig­dom, hun al­drig tid­li­ge­re hav­de stif­tet be­kendt­skab med. De be­den­de øj­ne sad fast i tan­ker­ne i da­ge­vis.

»Det var en me­get vig­tig tid på fle­re må­der. Jeg fik tid og plads til ba­re at va­e­re mig. Det gav en dej­lig ro in­de­ni at sid­de helt stil­le og ba­re va­e­re til ste­de for før­ste gang i ut­ro­lig lang tid. Sam­ti­dig kom jeg i kon­takt med men­ne­sker, der hav­de helt an­dre kår, og for hvem det var en kamp at få et dag­ligt må­l­tid mad. Jeg be­søg­te bør­ne­hjem og sko­ler, og sa­er­ligt mø­det med bør­ne­ne var enormt rø­ren­de. Det var fan­ta­stisk at se den umid­del­bar­hed og gla­e­de, jeg blev mødt med, og jeg fik lyst til at kom­me til at ar­bej­de med dis­se børn og be­ri­ge så­vel de­res som mit eget liv,« si­ger Lis­beth Jo­han­sen.

Hun fo­rel­ske­de sig un­der­vejs i en­gel­ske Ru­pert og tog med ham til Lon­don, da hen­des rej­se var slut. Hun be­gynd­te

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.