Vi frygter, at vores børn ikke passer ind

KOMMENTAR

Igennem en del år har jeg arbejdet med børn og foraeldre, og i den tid er der saerligt én tendens, som er blevet mere og mere dominerende, og som jeg synes, at vi skal vaere opmaerksomme på: Vi er som foraeldre blevet så bange for, at vores børn ikke passer ind i faellesskabet, at vi er begyndt at skåne dem for enhver følelse af at vaere ’den eneste’.

Børn, der vaenner sig til altid at navigere efter andre, laerer aldrig nogensinde at stå for noget selv

DET ER I virkeligheden et paradoks. På den ene side hylder vi både individuelt og som samfund vaerdier som kreativitet, det originale, forskellighed og retten til at vaere sig selv, men på den anden side understøtter vi i praksis vores børn i at vaere praecis ligesom de andre. Vi tør ikke at lade vores datter vaere den eneste i klassen, der ikke har huller i ørerne, eller lade vores søn vaere den eneste, der ikke har en fed telefon. Faktisk tør vi naermest ikke engang lade vores barn vaere den eneste, der ikke har en iPhone, selvom han eller hun allerede har en telefon, som virker fint. UANSET OM DET handler om, hvorvidt de skal have cykelhjelm på, eller hvor sent de må komme hjem fra en fest, så ser jeg igen og igen, hvordan vi som foraeldre overlader ansvaret for opdragelsen til ’de andres diktatur’. Det er, som om, den eneste måde, børnene kan passe ind på, er ved at vaere som de andre. Kapløbet om ting er der, hvor det er mest synligt – og hvor vi som foraeldre alt for ofte giver efter. Vil man have syn for sagen, kan man blot gå på Instagram og se de billeder, som børn helt ned i 9-10 års alderen laegger op. De har det samme tøj på. De poserer på samme måde. Selv trutmunden er den samme. PÅ OVERFLADEN VIRKER det måske harmløst og ganske naturligt, at børn gerne vil vaere som de andre. Men børn, der vaenner sig til altid at navigere efter andre, laerer aldrig nogensinde at stå for noget selv. Det er naturligvis et problem for den enkelte, som jo aldrig rigtig laerer, hvem de er, og hvad de tror på. Men det er faktisk lige så meget et problem, der vedrører os alle sammen, for vi risikerer, at det, der for mange børn i dag stadig kun er en frygt for at vaere anderledes, ender med at vaere den norm, vi vurderer hinanden efter. Et uudtalt krav om, at vi alle skal vaere ligesom alle andre. At det at skille sig ud er forkert. Børn er nødt til at se forskellighed og opleve forskellighed, hvis de skal turde forskellighed. Hvis ikke de får lov til at gøre sig erfaringer med, hvordan de selv er forskellige fra maengden, vil det underminere det samfundsfaellesskab, som vi er stolte af, og som det har taget årtier at opbygge – hvor det er vaerdier som tolerance, rummelighed og frisind, der har vaeret baerende. I DANMARK TALER vi meget om, hvad der skal til for at ruste den naeste generation. Hvis vi mener det alvorligt, så er vi som foraeldre på godt og ondt nødt til at laere vores børn at stå for noget, så de kan vaere sammen om at vaere nogen frem for – som i dag – alt for ofte at vaere sammen om at have noget.