Vi fryg­ter, at vo­res børn ik­ke pas­ser ind

BT - - DEBAT -

KOMMENTAR

Igen­nem en del år har jeg ar­bej­det med børn og fora­el­dre, og i den tid er der sa­er­ligt én ten­dens, som er ble­vet me­re og me­re do­mi­ne­ren­de, og som jeg sy­nes, at vi skal va­e­re op­ma­er­k­som­me på: Vi er som fora­el­dre ble­vet så ban­ge for, at vo­res børn ik­ke pas­ser ind i fa­el­les­ska­bet, at vi er be­gyndt at skå­ne dem for en­hver fø­lel­se af at va­e­re ’den ene­ste’.

Børn, der vaen­ner sig til al­tid at navi­ge­re ef­ter an­dre, laerer al­drig no­gen­sin­de at stå for no­get selv

DET ER I vir­ke­lig­he­den et pa­ra­doks. På den ene si­de hyl­der vi bå­de in­di­vi­du­elt og som sam­fund va­er­di­er som kre­a­ti­vi­tet, det ori­gi­na­le, for­skel­lig­hed og ret­ten til at va­e­re sig selv, men på den an­den si­de un­der­støt­ter vi i prak­sis vo­res børn i at va­e­re pra­e­cis li­ge­som de an­dre. Vi tør ik­ke at la­de vo­res dat­ter va­e­re den ene­ste i klas­sen, der ik­ke har hul­ler i ører­ne, el­ler la­de vo­res søn va­e­re den ene­ste, der ik­ke har en fed te­le­fon. Fak­tisk tør vi na­er­mest ik­ke en­gang la­de vo­res barn va­e­re den ene­ste, der ik­ke har en iPho­ne, selv­om han el­ler hun al­le­re­de har en te­le­fon, som vir­ker fint. UAN­SET OM DET hand­ler om, hvor­vidt de skal ha­ve cy­kel­hjelm på, el­ler hvor sent de må kom­me hjem fra en fest, så ser jeg igen og igen, hvor­dan vi som fora­el­dre over­la­der an­sva­ret for op­dra­gel­sen til ’de an­dres dik­ta­tur’. Det er, som om, den ene­ste må­de, bør­ne­ne kan pas­se ind på, er ved at va­e­re som de an­dre. Kaplø­bet om ting er der, hvor det er mest syn­ligt – og hvor vi som fora­el­dre alt for of­te gi­ver ef­ter. Vil man ha­ve syn for sa­gen, kan man blot gå på In­s­ta­gram og se de bil­le­der, som børn helt ned i 9-10 års al­de­ren la­eg­ger op. De har det sam­me tøj på. De po­se­rer på sam­me må­de. Selv trut­mun­den er den sam­me. PÅ OVERFLADEN VIR­KER det må­ske harm­løst og gan­ske na­tur­ligt, at børn ger­ne vil va­e­re som de an­dre. Men børn, der vaen­ner sig til al­tid at navi­ge­re ef­ter an­dre, laerer al­drig no­gen­sin­de at stå for no­get selv. Det er na­tur­lig­vis et pro­blem for den en­kel­te, som jo al­drig rig­tig laerer, hvem de er, og hvad de tror på. Men det er fak­tisk li­ge så me­get et pro­blem, der ved­rø­rer os al­le sam­men, for vi ri­si­ke­rer, at det, der for man­ge børn i dag sta­dig kun er en frygt for at va­e­re an­der­le­des, en­der med at va­e­re den norm, vi vur­de­rer hin­an­den ef­ter. Et uud­talt krav om, at vi al­le skal va­e­re li­ge­som al­le an­dre. At det at skil­le sig ud er for­kert. Børn er nødt til at se for­skel­lig­hed og op­le­ve for­skel­lig­hed, hvis de skal tur­de for­skel­lig­hed. Hvis ik­ke de får lov til at gø­re sig er­fa­rin­ger med, hvor­dan de selv er for­skel­li­ge fra ma­eng­den, vil det un­der­mi­ne­re det sam­funds­fa­el­les­skab, som vi er stol­te af, og som det har ta­get år­ti­er at op­byg­ge – hvor det er va­er­di­er som to­le­ran­ce, rum­me­lig­hed og fri­sind, der har va­e­ret ba­e­ren­de. I DAN­MARK TA­LER vi me­get om, hvad der skal til for at ru­ste den na­e­ste ge­ne­ra­tion. Hvis vi me­ner det al­vor­ligt, så er vi som fora­el­dre på godt og ondt nødt til at la­e­re vo­res børn at stå for no­get, så de kan va­e­re sam­men om at va­e­re no­gen frem for – som i dag – alt for of­te at va­e­re sam­men om at ha­ve no­get.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.