’Jeg vil va­e­re Dan­mar

BT - - OL I RIO -

GUD LØ­BER MED For halvan­det år si­den fandt den nu 20-åri­ge Noa Bak-Pe­der­sen ud af, at han kan lø­be sta­er­kt. Rig­tig sta­er­kt. Men han er ik­ke som de an­dre dren­ge. Han er spa­sti­ker, og han har få­et en hjer­te­trans­plan­ta­tion. Nu vil han til de pa­ra­lym­pi­ske le­ge i 2020, hvor han vil lø­be 100 me­ter. Det tak­ker han Gud for. I Fre­de­riks­berg Idra­etspark har Noa Bak-Pe­der­sen sin ugent­li­ge sprint­tra­e­ning. Fi­re da­ge om ugen bru­ges på at for­bed­re si­ne ev­ner som 100 me­ter-lø­ber – to af dem iført pigsko, og de to an­dre i styr­ke­cen­te­ret.

På kunst­ba­nen snø­rer han si­ne pigsko. Han har var­met op sam­men med de an­dre fra klub­ben, hop­pet og dan­set rundt om ha­ek­ke. Her er han sat ef­ter. Men når han står i startblok­ken med høj­re ben for­re­st, er der ik­ke me­get an­det end hans arm, der syn­ligt ad­skil­ler ham fra de an­dre lø­be­re.

Han er født i 1996 og er op­vok­set i Gille­le­je. Hans fora­el­dre er beg­ge to krist­ne pro­te­stan­ter, og der­fra kom­mer hans egen re­li­gi­ø­si­tet. Hans barn­dom var dog me­re ud­for­dren­de end de fle­ste. Han blev født med hul­ler i hjer­tet, som gjor­de, at han fik va­e­ske i lun­ger­ne. Der­for skul­le han ope­re­res – fem gan­ge i alt i lø­bet af de før­ste tre år af hans liv. Og en af ope­ra­tio­ner­ne var ved at gå galt.

»Ved en af ope­ra­tio­ner­ne for­søg­te de at lap­pe mit hjer­te. De fik ik­ke gang i hjer­tet igen. Mi­ne fora­el­dre sad for sig selv i en stue, og la­e­ger­ne kom ind og for­tal­te dem det. Min far tal­te med me­nig­he­den, og bad dem be­gyn­de at be­de. Min mor hvi­ske­de: ’Jesus, Jesus, Jesus’, og der kom jeg til mig selv,« forta­el­ler Noa Bak-Pe­der­sen. Var al­tid i fa­re for at dø Sam­men­lagt brug­te Noa Bak-Pe­der­sen et år af si­ne før­ste tre le­ve­år på Rigs­ho­spi­ta­let. Kort før sin tre-års­fød­sels­dag kun­ne han ik­ke gå. Han var ble­vet spa­stisk lam­met i ven­stre si­de, og den ene si­de af hjer­tet var stop­pet, så blo­det kun pum­pe­de på halv kraft.

»La­e­ger­ne sag­de, at jeg vil­le få et kort og stil­le liv, at jeg nok ik­ke kom til at gå, og at jeg kun­ne dø, hvor­når det skul­le va­e­re. Mi­ne fora­el­dre men­te, at hvis jeg skul­le dø, skul­le det va­e­re i hjem­met. Ef­ter tre må­ne­der hjem­me med genop­tra­e­ning hav­de jeg dog no­gen­lun­de la­ert at gå,« si­ger Noa Bak-Pe­der­sen.

La­e­ger­ne for­tal­te fa­mi­li­en, at hvis de­res søn skul­le ha­ve en chan­ce for et langt liv, skul­le der et do­nor­hjer­te til. Når det var va­erst, var han kun vå­gen i en ti­me om da­gen og måt­te ha­ve va­e­ske gen­nem en son­de. Der­for be­slut­te­de hans fora­el­dre sig for at føl­ge la­e­ger­nes råd, selv­om det vil­le bli­ve en hård kamp.

2. sep­tem­ber 1999 rin­ge­de la­e­ger­ne og for­tal­te, at der var et do­nor­hjer­te klar. Da­gen ef­ter fik han det ope­re­ret ind. Fart gen­nem fod­bold Ef­ter at ha­ve brugt en stor del af sin barn­dom på rid­ning, end­te Noa Bak-Pe­der­sen som 18-årig i 2014 på CP-lands­hol­det i fod­bold, og­så kendt som det spa­sti­ske fod­bold­lands­hold. Her fandt han ud af, at han trods alt ik­ke var så dår­lig, som han fryg­te­de.

»Jeg fryg­te­de at va­e­re for dår­lig for ik­ke at kun­ne pas­se ind. Man va­el­ger jo al­tid de ik­ke så go­de til sidst, og den grup­pe har jeg al­tid va­e­ret en del af i al sport. Så jeg har va­e­ret vant til at skul­le ka­em­pe hår­de­re. Det vend­te jeg til en for­del, da jeg kom på CPlands­hol­det. Jeg kun­ne se, at jeg ik­ke ’stank’ i for­hold til dem, men at jeg kun­ne føl­ge med, og jeg var hur­tig,« si­ger han.

Den ef­ter­føl­gen­de vin­ter fik han så te­stet si­ne ev­ner. Sam­men med sin sko­le, en ud­dan­nel­se for un­ge med sa­er­li­ge be­hov, var han på Club La San­ta, hvor han kun­ne lø­be.

»På tu­ren til La San­ta løb jeg en sprint mod nor­ma­le og vandt. Vi tog en hånd­holdt tid, der sag­de 13,50. Min laerer og jeg kon­tak­te­de en ta­lentspej­der, der in­vi­te­re­de mig ud for at prø­ve at tra­e­ne med,« si­ger han.

I slut­nin­gen af ja­nu­ar 2016 be­gynd­te Noa Bak-Pe­der­sen at tra­e­ne fast i Fre­de­riks­berg. Hans før­ste rig­tigt ti­me­de tid fik han i maj. Den sag­de 13,32 se­kun­der. I ju­ni for­bed­re­de hans sin per­son­li­ge re­kord, der nu hed­der 12,88 se­kun­der. Hå­ber på, be­net er der Der er dog en del ud­for­drin­ger i hver­da­gen, som Noa Bak-Pe­der­sen må le­ve med. Det er ik­ke som så­dan et pro­blem for ham – det er nu en­gang ba­re så­dan, det må va­e­re, me­ner han selv.

»Med et nyt hjer­te bli­ver jeg let­te­re syg end an­dre. Jeg skal bru­ge la­en­ge­re tid på at kom­me i form, og jeg skal pas­se me­re på mig selv, bå­de med min fy­sik og min kost. Jeg ta­en­ker da, at hvis jeg ik­ke var spa­stisk lam­met, så hav­de jeg va­e­ret me­get bed­re, end jeg er nu. Men jeg ta­en­ker på, hvor jeg er star­tet og hvor, jeg er på vej hen. At jeg har det godt, og jeg gør mit bed­ste,« si­ger han.

Mest ud­for­dren­de har va­e­ret hans spa­sti­ske lam­mel­se. Fø­lesan­sen i hans ven­stre si­de er me­get sva­ek­ket, og han skal slå sig for rig­tigt at kun­ne ma­er­ke no­get. Der­for er det me­re håb end for­stand, når han sa­et­ter det ven­stre ben frem i en sprint. Og selv­om han skul­le slå sig, er det ik­ke sik­kert, det går op for ham med det sam­me.

»Når jeg står på mit ven­stre ben, kan jeg ik­ke ma­er­ke det. Jeg sat­ser på, be­net er der, når jeg lø­ber. Jeg kan ma­er­ke vi­bra­tio­ner­ne i krop­pen, når be­net ram­mer jor­den. Jeg va­el­ter og­så ret let, hvis no­gen ta­ger mit ven­stre ben i fod­bold. Til min de­but på CP-lands­hol­det bra­ek­ke­de jeg fo­den og spil­le­de vi­de­re i et kvar­ter, for­di jeg ik­ke kun­ne ma­er­ke det,« si­ger Noa Bak-Pe­der­sen. Gud er skyld i, hvad jeg kan I Dan­mark er det ik­ke re­li­gion, der of­test får skyl­den for, hvad en at­let kan pra­este­re. Så­dan er det me­get i ud­lan­det. Sy­d­eu­ro­pa, Afri­ka, Nor­dog Sy­da­me­ri­ka er al­le om­rå­der, hvor sto­re at­le­ter kom­mer fra, og hvor det of­te­re er reg­len end und­ta­gel­sen at tak­ke Gud for si­ne ev­ner.

Så­dan er det og­så for Noa BakPe­der­sen. Han er ik­ke i tvivl om, at Gud står bag ham i det, han gør.

»Jeg er over­be­vist om, at hvis Gud ik­ke var med mig, hav­de jeg va­e­ret død. I dag gi­ver min re­li­gion mig en trøst om, at jeg er god nok, som jeg er. Og­så når jeg pra­este­rer dår­ligt, og den gi­ver mig en tro på, at jeg er per­fekt, som jeg er, selv­om jeg er han­di­cap­pet, sav­ler el­ler hal­ter,« si­ger Noa Bak-Pe­der­sen.

Og­så når start­pi­sto­len ly­der, og der skal sprin­tes, kan Gud va­e­re der for ham. Han skal ik­ke be­de in­den et løb, hvis han ik­ke fø­ler for det, men han er der, når det er nød­ven­digt.

»Når jeg vir­ke­lig skal pra­este­re, er jeg al­tid ban­ge for, at der skal ske no­get med mig. Så be­der jeg Gud om at pas­se på mig, og at hans vil­je må ske i det, jeg gør. Så faldt jeg godt nok for ny­lig, men slog sam­ti­dig min re­kord,« gri­ner Noa. PL 2020 Om få da­ge be­gyn­der de olym­pi­ske le­ge i Rio og ef­ter det de pa­ra­lym­pi­ske le­ge. Om fi­re år skal le­ge­ne af­vik­les i Tokyo, og her vil Noa BakPe­der­sen ger­ne med.

I 100 me­ter er der for­skel­li­ge klas­ser, man lø­ber un­der. Noa BakPe­der­sen hø­rer un­der klas­sen T37, som er for han­di­ca­pat­le­ter med ce­le­bral pa­re­se – spa­sti­ke­re. Her vandt syd­afri­kan­ske Fa­nie van der Merwe guld i 2012 i ti­den 11,51 se­kun­der.

Med Noa Bak-Pe­der­sens per­son­li­ge bed­ste tid på 12,88 se­kun­der er han et styk­ke fra det dan­ske OL­krav på 11,90 se­kun­der. Men med tan­ke på, at han kun har tra­e­net sprint for al­vor si­den vin­ter, er der grund til op­ti­mis­me og for et godt re­sul­tat. Men det er ik­ke driv­kraf­ten for den 20-åri­ge.

»Selv­føl­ge­lig skal man gå ef­ter me­dal­jer, hvis man ta­ger til et sta­ev­ne, PL el­ler EM, men man skal først og frem­mest slås med sig selv. Jeg gør det, for­di det er sjovt at pres­se mig selv, og så kun­ne det va­e­re fedt at va­e­re Danmarks hur­tig­ste spas­ser. Jeg tror og­så, jeg kan va­e­re et vid­nes­byrd med det, jeg gør, og for­hå­bent­lig va­e­re et for­bil­le­de for folk med et han­di­cap til at pres­se sig selv. Og­så ba­re for folk, der ka­em­per nog­le kam­pe, der fø­les umu­li­ge,« si­ger Noa Bak-Pe­der­sen.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.