Lad mig kri­ti­se­re min egen re­li­gion

BT - - DEBAT -

Røvs­lik­ker. Lu­der. Idi­ot. Klap­hat. Føj selv fl ere til – skældsor­de­ne fi ndes helt sik­kert i min ind­bak­ke. Min for­bry­del­se: Jeg sag­de, at jeg me­ner, mus­li­mer har et me­dansvar for ter­ror.

PANELET Hvis ik­ke vi mus­li­mer skal re­for­me­re is­lam, hvem skal så?

MAN­GE, DER SKRI­VER så­dan til mig, har næp­pe læst me­re end over­skrif­ten. For selv­føl­ge­lig vil jeg ik­ke dra­ge uskyl­di­ge men­ne­sker til an­svar for an­dres vol­de­li­ge uger­nin­ger. Når jeg al­li­ge­vel skri­ver så­dan, så er det for­di, jeg ser en sam­men­hæng mel­lem is­lams derou­te og mo­de­ra­te mus­li­mers pas­si­ti­vi­tet.

Jeg har et op­rig­tigt øn­ske om, at is­lam skal for­an­dres, så den kan gå fra at væ­re kri­gens re­li­gion, som den eft er­hån­den er ble­vet, til den fre­dens re­li­gion, som jeg og­så ser, at den har po­ten­ti­a­le til at væ­re.

Ja, der er fl ere fre­de­li­ge mus­li­mer i ver­den, end der er kri­ge­ri­ske. Men det er de kri­ge­ri­ske, der får me­re og me­re ind­fl ydel­se og do­mi­ne­rer bil­le­det af is­lam. Og ja, is­lam var en me­re fre­de­lig re­li­gion i 1930er­ne, 40er­ne, 50er­ne og 60er­ne. Før den mo­der­ne is­la­mi­sti­ske ide­o­lo­gi kom på frem­march i slut­ning af 1960er­ne.

Når jeg ta­ler om, at is­lam har brug for en re­for­ma­tion, så er det ik­ke en po­li­tisk dags­or­den. Jeg tal­te og­så om det, da jeg var ude af po­li­tik. IS­LAM ER I dyb, dyb kri­se, og jeg er me­get be­kym­ret for ud­vik­lin­gen. Hvis det her van­vid bli­ver ved, hvor vi i Ve­sten skal til at væn­ne os til, at der med jæv­ne mel­lem­rum sker en ny va­ri­ant af ter­ror mod til­fæl­di­ge men­ne­sker i eu­ro­pæ­i­ske stor­by­er ud­ført af en ji­ha­dist, der rå­ber ‘ Al­la­hu ak­bar’, så fryg­ter jeg, at fl ere tyr til selv­tægt, og at vi in­den for en ik­ke alt for lang år­ræk­ke kan få bor­ger­krigs­lig­nen­de til­stan­de i Eu­ro­pa.

Når jeg gang på gang op­for­drer mo­de­ra­te mus­li­mer til at ta­ge af­stand til ter­ror, så er det ik­ke et for­søg på at pla­ce­re skyld og an­svar for uger­nin­ger­ne hos uskyl­di­ge mus­li­mer. Men det er en op­for­dring til at ta­ge an­svar for, hvor­dan is­lam ud­le­ves i ver­den, hvor is­la­mi­ster i sti­gen­de grad teg­ner et bil­le­de af en vol­de­lig is­lam, som bru­ges til at le­gi­ti­me­re ter­ror. Det skal vi ta­ge dø­dal­vor­ligt. Det er og­så mus­li­mers børn, der ik­ke ba­re er i fa­re for at bli­ve ramt af ter­r­oren, de­res børn er og­så i fa­re for at bli­ve ra­di­ka­li­se­re­de. Vi ser al­le­re­de nu, at og­så børn af mo­de­ra­te mus­li­mer sø­ger ind i de ra­di­ka­li­se­re­de mil­jø­er – som en ny form for te­e­na­ge­op­rør.

Vi må og skal ta­ge et kri­tisk op­gør med de de­le af is­lam, der kan tol­kes som, at de le­gi­ti­me­rer ter­ror, vold og van­vid. Med Lut­her blev kri­sten­dom­men re­for­me­ret af de krist­ne selv; det var ik­ke jø­der, der gjor­de det. Hvis ik­ke vi mus­li­mer skal re­for­me­re is­lam, hvem skal så? RE­LI­GION ER, HVAD de re­li­gi­øse gør den til. Det er et dog­me i re­li­gions­vi­den­ska­ben. Jeg er kul­tur­mus­lim, og jeg de­ler re­li­gion med nog­le van­vit­ti­ge voldspsy­ko­pa­ter, der myr­der og mas­sa­kre­rer med Kor­a­nen i hån­den, og det er dét, jeg for­sø­ger at gø­re no­get ved.

Jeg får kon­stant at vi­de, at jeg split­ter det dan­ske sam­fund og går den yder­ste høj­re­fl øjs ær­in­de, og jeg får dag­ligt ha­de­mail og bli­ver kaldt de vær­ste ting. Gud skal vi­de, at jeg ik­ke klyn­ker over det, men det er dybt fru­stre­ren­de, at folk ik­ke for­står, at og­så min vi­sion er en bed­re ver­den. Jeg er dybt be­kym­ret for mi­ne børns frem­tid, og jeg vil ik­ke se pas­sivt til, mens jeg ser på, at vo­res frem­tid og især is­lam be­væ­ger sig i en helt for­kert ret­ning.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.