For evigt … til li­ge om lidt

BT - - DEBAT -

KOM­MEN­TAR

Vi le­ver i en tid, hvor ka­er­lig­he­den er en flyg­tig stør­rel­se. Vi le­ver fle­re liv i lø­bet af vo­res til­va­e­rel­se, end vo­res fora­el­dre gjor­de. Vi kan skif­te sce­ne, og vi skif­ter sce­ne, som vi ly­ster. Vi op­tra­e­der helst på ho­ved­s­ce­nen. Ar­bejds­li­vet skal va­e­re sti­mu­le­ren­de. Gi­ven­de. Og fyl­dest­gø­ren­de ud­over løn­nen, som skal va­e­re høj. Vi fortje­ner det bed­ste. Du fortje­ner det bed­ste. DET HAR LA­EN­GE va­e­ret slut med den prag­ma­ti­ske ka­er­lig­hed mel­lem men­ne­sker for at le­ve et an­sta­en­digt liv. Vi kan kla­re os selv. Vi kan stå ale­ne, og vi kan kø­be de ma­te­ri­a­li­sti­ske go­der, som vi i den ve­st­li­ge ver­den pak­ker vo­res egen sel­vop­fat­tel­se og for­stå­el­sen af an­dre ind i.

Ka­er­lig­he­den skal va­e­re flam­men­de, konsu­me­ren­de, og vi skal el­ske det an­det men­ne­ske hø­je­re, end vi el­sker os selv. Det ser vi jo. I den di­gi­ta­le vir­ke­lig­hed. På Face­book. På In­s­ta­gram. For de fle­ste af os kan det va­e­re sva­ert.

Vi er al­le ble­vet ho­ved­per­so­ner­ne i vo­res eget show.

Vi kan, og vi skal ha­ve ALT ud af til­va­e­rel­sen. Al­le op­le­vel­ser­ne. Al­le am­bi­tio­ner­ne. He­le ka­er­lig­he­den. Det har re­sul­te­ret i et re­kord­højt an­tal sing­ler. Men­ne­sker, som for om­gi­vel­ser­ne ik­ke ba­re vir­ker, men og­så på af­stand er at­trak­ti­ve. For­di suc­ce­sen kla­e­ber til dem. Al­li­ge­vel har ka­er­lig­he­den sva­e­re kår.

Vi fo­rel­sker os me­re og me­re i det, som kan bi­dra­ge til forta­el­lin­gen, sna­re­re end i, hvem som kan bi­dra­ge til fast­hol­del­sen af ka­er­lig­he­den. Vi jag­ter det, som glim­ter på af­stand, og va­er­disa­et­ter det net­op dér. For tid­ligt og på af­stand. Der­for hol­der ka­er­lig­he­den ik­ke un­der pres. Un­der tra­ge­die. El­ler når fe­sten er slut og op­ryd­nin­gen ven­ter.

Der bli­ver ka­er­lig­he­den sat. Der sa­et­ter vi os selv skak­mat. FOR DEM, SOM sta­e­digt og be­un­drings­va­er­digt står fast. Hol­der fast. For dem er fri­stel­ser­ne stør­re i 2016 end no­gen­sin­de. Trus­len mod re­la­tio­nen. Al­drig la­en­ge­re end et prik, en kom­pli­ment el­ler et sus i ma­ven va­ek. Li­ge der. På ska­er­men for­an dig. På af­stand fra bun­ken af va­ske­tøj, 500 gram ok­se­kød, som er ta­get op af fry­se­ren, el­ler den ske­ma­lag­te kva­li­tet­s­tid. Der mø­der de den. Fri­stel­sen. Gen­nem ly­sten. Ik­ke nød­ven­dig­vis til det an­det men­ne­ske, men i be­ho­vet for at fø­le sig le­ven­de, spaendende og ef­ter­trag­tet. I RUMMET MEL­LEM de to ting: Ka­er­lig­he­den og fri­stel­ser­ne, finder vi en­som­he­den. Den far­lig­ste af sin slags. Den, som kom­mer i rummet, hvor vi ik­ke er ale­ne, men om­gi­vet af an­dre. Ka­er­lig­he­den bli­ver re­du­ce­ret til den sang, der ek­ko­er i den lan­ge, smal­le gang mel­lem der, hvor du el­ske­de det an­det men­ne­ske med alt, hvad du hav­de, og nu, hvor du el­sker halvt, for at be­skyt­te det som er til­ba­ge. SÅ HVOR­DAN BESKYTTER vi den. Ka­er­lig­he­den. Den, som er. Den, som kom­mer. Den, som vi øn­sker skal fort­sa­et­te. Det ved jeg helt ae­r­ligt ik­ke. Jeg er sing­le, og det er der­for det nem­me­ste i ver­den for mig at be­trag­te den ude­fra. Men jeg ved én ting. Uan­set suc­ce­sen, vi kan ba­de os i. Uan­set klapsal­ver­ne, som hyl­der os el­ler de god­mo­di­ge klap på skul­de­ren, så er det ik­ke no­get va­erd, hvis du ik­ke kan de­le det med en, som du el­sker. Vi har brug for den. Ka­er­lig­he­den.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.