Når ka­er­lig­he­dens lig­ning ik­ke går op K

BT - - KENDER DU DET? -

an I hu­ske den­gang, man fo­rel­ske­de sig i et men­ne­ske og kun­ne trop­pe op uden ba­ga­ge og si­ge »ELSK MIG, her står jeg med en tand­bør­ste«? Og al­li­ge­vel var det så af­sin­dig sva­ert. Nu mø­der jeg en mand. Jeg står dér helt fo­rel­sket og lyk­ke­lig, med­brin­gen­de en tand­bør­ste… og en te­e­na­ge­søn og hans far (min eks), hans eks, som han har to børn med - min søns halv­sø­stre, ek­sens nye ka­e­re­ste og hen­des børn. Vo­res sam­ar­bej­de. Og en dat­ter på 10 og hen­des far, hans eks, som han har to dren­ge med - min dat­ters halv­brød­re. Og vo­res tvivls­om­me sam­ar­bej­de. En hjer­ne­tu­mor med der­til­hø­ren­de fy­si­ske og psy­ki­ske re­ak­tio­ner og en øko­no­mi hårdt pres­set af et hef­tigt sygdomsforløb. Nå, men jeg mød­te en mand midt i sit eget liv, som må­ske net­op i de må­ne­der hel­ler ik­ke var spe­ci­elt gav­mildt. Og hans børn, hans eks­ko­ne og de­res vir­ke­lig­hed.

Og vi fo­rel­ske­de os. Vold­somt og hud­løst. Li­vet var smuk­ke­re end smukt. Men lig­nin­gen gik ba­re ik­ke op. Vi over­dø­ver det med kys i en pe­ri­o­de. El­sker vi­de­re og kys­ser un­der månen. Men hver­da­gen er så in­si­ste­ren­de. Og lor­tet går ba­re ik­ke op. Man hug­ger en ha­el og klip­per en tå, ind­til man står dér uden fød­der og skri­ger skin­gert »Jeg fal­der, for hel­ve­de!« Og jeg for­ven­ter at bli­ve gre­bet af en an­den - som og­så har mi­stet si­ne fød­der og fod­fa­e­stet. 43 år, fored­rags­hol­der og iva­er­ksa­et­ter. Har bl.a. stå­et bag Run­ning­din­ner.dk, ’ Mi­chel­les Mis­sion’ på DR1 og har skre­vet bø­ge­ne ’Skru op for li­vet’ og ’Råstyr­ke’. Mi­chel­le bor med si­ne to børn i Kø­ben­havn og har en ka­e­re­ste.

Og så fal­der jeg. Et me­get langt og ik­ke sa­er­lig yn­digt styrt. Jeg har hver­ken kna­e­be­skyt­te­re el­ler pa­ce­ma­ker på, in­tet an­ti­sep­tisk mid­del og in­gen hjelm. Hjer­tet hol­der ba­re op med at sam­ar­bej­de. Og det ene­ste, der kla­re­de styr­tet, var min ne­an­der­ta­ler­hjer­ne. Sce­neskift. Jeg er li­ge kom­met hjem. Har va­e­ret på far­ten i en uges tid. Og mens jeg går og van­der al­tan­blom­ster­ne, bli­ver jeg be­vidst om, at jeg el­sker. Jeg el­sker rent og in­der­ligt. Det er me­nin­gen, at jeg skal ta­ge kna­e­be­skyt­te­re og hjelm på og pak­ke lidt ek­stra vat om­kring mit dø­de hjer­te. Va­e­re ban­ge for at blot­te mig, men jeg finder alternativet me­re skra­em­men­de. Jeg na­eg­ter. Jeg ken­der ik­ke na­e­ste ka­pi­tel, og jeg må slut­te fred med, at det ik­ke er skre­vet end­nu. Jeg kan ik­ke sny­de og la­e­se slut­nin­gen. Det er det sto­re, sor­te uvis­se frem­tids­hul og jeg kan spra­el­le alt det, jeg vil, men jeg kan ik­ke sty­re det. Jeg kan ba­re rå­be over det uhyg­ge­li­ge hul hver dag, ty­de­li­ge­re og ty­de­li­ge­re, og hå­be at ba­re brud­styk­ker af ly­den når frem: JEG EL­SKER DIG! La­er mig at el­ske alt det, jeg er ban­ge for. Vi må ik­ke lø­be fra ka­er­lig­he­den, for­di vi er ban­ge. Ver­dens klo­ge­ste mand sag­de en­gang, at en kak­tus blom­strer, når den vil, og skal ik­ke van­des. Jeg har ik­ke kak­tus­ser, men sted­mo­der­blom­ster, og de skal van­des. Li­ge­som kom­mu­ni­ka­tio­nen mel­lem to men­ne­sker, der el­sker.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.