U

BT - - INTERVIEW -

Foto: Jens Nør­gaard Lar­sen lla Es­sen­drop sid­der i en mu­se­grå la­e­ne­stol i DR By­en. Af­slap­pet, uden ma­keup, med fla­de sko og med hå­ret sat i en løs knold. »I vir­ke­lig­he­den er jeg fuld­kom­men or­di­na­er. Folk ser mig på tv og tror, at jeg le­ver et gla­mourøst og spaendende liv, men jeg be­va­e­ger mig slet ik­ke i de fi­ne­re luft­lag. Jeg spi­ser rug­brød til af­tens­mad, og kan sag­tens lig­ge på so­fa­en en hel dag. Jeg er pra­e­cis som al­le an­dre.«

Om lidt be­gyn­der hen­des 10-ti­mers ar­bejds­dag, som mun­der ud i, at hun klok­ken 19.00 by­der vel­kom­men til ’Af­tens­howet’ for­an rul­len­de ka­me­ra­er og me­re end 250.000 se­e­re – og er alt an­det end or­di­na­er.

Men in­den hun be­gyn­der at plan­la­eg­ge dagens show, har hun ta­get sig tid til et in­ter­view med BT. For­ud for in­ter­viewet er der ble­vet la­vet kla­re af­ta­ler for, hvad vi skal ta­le om – og hvad vi be­stemt ik­ke skal ta­le om. Vi skal f.eks. ik­ke ta­le om mand, hus og even­tu­el­le drøm­me om børn. For Ul­la Es­sen­dro­ps pri­vat­liv er pri­vat.

»Der er sik­kert ik­ke man­ge, der ved det, men jeg er me­get, me­get ge­nert. Når jeg hand­ler i Føtex, er det al­tid med blik­ket slå­et ned og po­dcast i ører­ne, og hvis jeg hø­rer no­gen ta­le om mig, el­ler for­nem­mer at no­gen ta­ger bil­le­der af mig, så skyn­der jeg mig va­ek. Jeg vil helst va­e­re så ano­nym som over­ho­ve­det mu­ligt,« si­ger hun og for­kla­rer, hvor­for hun al­li­ge­vel har valgt at luk­ke BTs la­e­se­re ind bag fa­ca­den, så vi kan la­e­re den pri­va­te Ul­la Es­sen­drop lidt bed­re at ken­de:

»Jeg bry­der mig ik­ke spe­ci­elt me­get om at va­e­re kendt, men det er en del af job­bet, og jeg har selv valgt det. Jeg tri­ves for­an ka­me­ra­et, og hvis ik­ke man kan kla­re den op­ma­er­k­som­hed, der føl­ger med, så skal man jo ik­ke va­el­ge et job som va­ert på lands­da­ek­ken­de tv.«

Vild med mu­sik

Ul­la Es­sen­drop fik sit gen­nem­brud som va­ert på ’TV 2 Sporten’. I 2015 fik hun job på ’Af­tens­howet’, og gen­nem åre­ne har hun des­u­den haft job som va­ert på fle­re sto­re tv-show blandt an­det ’Året der gik’ og ’Vi­dun­der­børn’.

Den 19. au­gust tra­e­der hun igen op på sce­nen som va­ert – den­ne gang i for­bin­del­se med en stor kon­cert med DRs sym­fo­ni­o­r­ke­ster. Et job, der er no­get helt sa­er­ligt for Ul­la Es­sen­drop. Hun er vok­set op i et mu­si­kalsk hjem, og som barn spil­le­de hun bå­de kla­ver og sang i kir­ke­kor, så mu­sik har al­tid va­e­ret en vig­tig del af hen­des liv. Men det var ik­ke kun pga. ka­er­lig­he­den til mu­sik, at hun fo­rel­ske­de sig i tan­ken om at va­e­re va­ert ved kon­cer­ten.

Ul­la Es­sen­drop er nem­lig ef­ter eget ud­sagn en va­skea­eg­te ’tv-se­rie-junkie’, og da he­le kon­cer­ten be­står af ti­tel­me­lo­di­er fra nog­le af ti­dens hot­te­ste tv-se­ri­er som blandt an­det ’Hou­se of Cards’ og ’Ga­me of Thro­nes’, var Ul­la Es­sen­drop ik­ke et se­kund i tvivl om, at hun vil­le stå på sce­nen og by­de pu­bli­kum vel­kom­men.

»Jeg el­sker mu­sik, og jeg el­sker se­ri­er! Kon­cer­ten er ver­dens mest op­ti­ma­le kom­bi­na­tion for mig, så da jeg hør­te om ar­ran­ge­men­tet, kon­tak­te­de jeg straks de an­svar­li­ge og spurg­te, om jeg ik­ke kun­ne få en rol­le,« si­ger hun.

Se­ri­ejunkie

For den 39-åri­ge Ul­la Es­sen­drop hand­ler in­ter­es­sen for se­ri­er isa­er om at slip­pe lidt va­ek fra den hver­dag, som nor­malt er godt boo­k­et op med ar­bej­de.

»Når jeg ser se­ri­er, for­svin­der jeg ind i et an­det uni­vers, hvor in­tet hand­ler om mig. Så snart jeg tryk­ker på play, sa­et­ter jeg ver­den på pau­se, og så kan jeg la­eg­ge hjer­nen helt va­ek og ba­re la­de mig fø­re til en an­den ver­den. Jeg glem­mer alt om­kring mig, og jeg el­sker det. Jeg er vir­ke­lig en se­ri­ejunkie, og jeg ser så man­ge se­ri­er, at jeg vil­le va­e­re helt flov over at sva­re, hvis du spurg­te, hvor man­ge ti­mer jeg bru­ger på det,« si­ger hun og la­eg­ger der­med selv op til net­op det spørgs­mål.

»På en god dag kan jeg sag­tens sid­de og se se­ri­er i seks-ot­te ti­mer. Hvis jeg var fy­sisk i stand til at rød­me, vil­le jeg nok bli­ve lidt rød i kin­der­ne over at indrømme det, for det er vir­ke­lig man­ge ti­mer. Men jeg bli­ver ba­re så op­slugt af det,« si­ger hun.

Og det var pra­e­cis det sam­me, hun op­le­ve­de, at mu­sik­ken gjor­de ved hen­de som barn. Beg­ge hen­des fora­el­dre var pro­fes­sio­nel­le klas­si­ske mu­si­ke­re, og hen­des barn­doms­hjem i Skal­borg lidt uden for Aal­borg sum­me­de al­tid af mu­sik, dans og liv. Fa­de­ren spil­le­de cel­lo i ka­el­de­ren, og mo­de­ren sad ved kla­ve­ret i stu­en, og Ul­la Es­sen­drop hu­sker ty­de­ligt, hvor­dan hun hver uge gla­e­de­de sig til, at det blev tors­dag.

Hver tors­dag fik hun nem­lig lov at kom­me med sin far, når han spil­le­de kon­cert med sym­fo­ni­o­r­ke­ste­ret, og mens or­ke­ste­ret spil­le­de, sad den lil­le Ul­la Es­sen­drop på ba­ger­ste ra­ek­ke og lyt­te­de forun­dret.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.