’Kra­ef­ten fik mig til at le­ve frem­for at dø’

Lis Omø Ole­sen har haft kra­eft fem gan­ge, ot­te for­skel­li­ge ste­der i krop­pen, og få­et fjer­net ad­skil­li­ge or­ga­ner el­ler de­le af dem. Men hvor an­dre vil­le va­el­ge at la­eg­ge sig til at dø, har Lis Ole­sen be­slut­tet sig for at le­ve

BT - - 180° -

Få år se­ne­re var den gal igen. Der var kom­met me­tast­a­ser i bi­ny­ren og beg­ge lun­ger, og der måt­te fjer­nes lidt af det he­le.

»In­gen tro­e­de, jeg skul­le over­le­ve det,« hu­sker hun og fe­jer pe­s­si­mis­men af bor­det.

Året ef­ter stod den på hud­kra­eft ved na­e­sen. Det blev fjer­net med strå­ler, og så var der blod­prop­pen, som van­dre­de rundt i Lis’ ben i 2014, ef­ter hun hav­de få­et kon­sta­te­ret kra­eft i bugs­pyt­kir­t­len og mil­ten, som måt­te ope­re­res va­ek.

»Jeg tro­e­de al­drig, jeg skul­le bli­ve mig selv igen. Men jeg tog min mands rol­la­tor, og så gik jeg rundt i kvar­te­ret hver dag i tre uger, ind­til jeg hav­de det bed­re.«

Ove­ni kom suk­ker­sy­gen, som Lis Ole­sen sta­dig li­der af den dag i dag.

Sund sja­el i et pla­get le­ge­me

Ri­si­ko­en for, at man bli­ver ramt af så me­gen syg­dom, som Lis er ble­vet, er na­e­sten li­ge så lil­le som chan­cen for at over­le­ve det he­le. Men Lis Ole­sen ved hver­ken, hvor hun har få­et styr­ken el­ler svag­he­den fra:

»Jeg ved ik­ke, hvor­for jeg er så hårdt ramt. Men jeg har rejst mig hver gang.«

Hun bli­ver stil­le og kig­ger ned i bor­det, som er da­ek­ket op med kaf­fe og sna­cks i al­le af­skyg­nin­ger.

»Nu si­ger jeg no­get til dig, som jeg al­drig har sagt til no­gen før, for så vil­le de tro, at jeg var sinds­syg,« be­gyn­der hun.

Øj­ne­ne bli­ver vå­de, hun und­skyl­der og sam­ler sig et par se­kun­der.

»Jeg er glad for, at jeg fik kra­eft. Jeg le­ver li­vet hver dag. Jeg kal­der mig selv po­si­tiv egoist, for jeg er god ved mig selv hver ene­ste dag.«

Hun er ik­ke den sam­me Lis i dag, som in­den hun fik kra­eft. Langt­fra.

Streng far

Hen­des far var streng, og der var man­ge ting, man ik­ke gjor­de, når man var en pa­en, ung pi­ge.

»Jeg har nok al­tid va­e­ret lidt... Un­der­trykt er et for­kert ord, men det er må­ske det, jeg var,« si­ger Lis Ole­sen og kom­mer med et ek­sem­pel på, hvor hen­des op­va­eksts ram­mer stod i vej­en for hen­des drøm­me:

»En­gang skul­le jeg hen­te en me­dal­je, jeg hav­de vun­det som eli­tesvøm­mer. Det var ne­de ved Kron­borg Hav­bad. Da jeg kom der­ned, stod et Hawai­i­band og spil­le­de. Jeg

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.