Her har du mi­ne nøg­ler B

BT - - SPAR DIG RIG -

ene­ne be­va­e­ger sig kon­stant. Ar­me­ne med. Op, ned, bøj, stra­ek. Jeg har va­e­ret i gang i man­ge, man­ge ti­mer. Mi­ne mus­k­ler va­er­ker. Jeg er øm i skul­dre­ne. Jeg vil ger­ne pra­le med, at jeg er ved at gø­re krop­pen klar til et ma­ra­ton. Men nej, jeg er skam ba­re i gang med at ryd­de op og gø­re rent i vo­res som­mer­hus. Sådan rig­tig rent! Som der ik­ke er ble­vet i et år. År­sa­gen er sim­pel: Vi har le­jet hu­set ud i som­mer­fe­ri­en.

Vi kan spa­re pen­ge ved at ta­en­ke os om, når vi for­bru­ger. Men vi kan og­så tje­ne pen­ge, f.eks. ved at le­je vo­res ejen­de­le ud, som hu­se, bi­ler el­ler jord. I år skal vi to uger til Spa­ni­en, så ud­lej­ning af vo­res hus gi­ver me­ning af tre år­sa­ger: Vi skal ik­ke selv bru­ge det. Vi har brug for pen­ge­ne. Og jeg tror på, at ‘ting’ skal bru­ges - og hu­se skal ik­ke stå tom­me. Det har de ik­ke godt af. Pra­e­cis som men­ne­sker bli­ver en­som­me uden kon­takt til an­dre men­ne­sker, for­fal­der hu­se.

Så, be­slut­nin­gen er truf­fet, og jeg la­ver et op­slag på Face­book. En fa­mi­lie på to voks­ne, tre børn og en (svi­ger)mor vil­le ger­ne le­je vo­res hus. Po­int of no re­turn: ud­lej­nin­gen er en re­a­li­tet.

Er det det va­erd?

Mens jeg pru­sten­de lig­ger på al­le fi­re og skrub­ber bru­se­ni­chen, mel­der tan­ker­ne sig. Da jeg møj­som­me­ligt tør­rer mel­lem trem­mer­ne på bør­ne­sen­gen, bli­ver de fle­re. Og da jeg va­sker vin­du­eskar­me­ne, kan tan­ker­ne bø­jes i neon: Kors, et ka­em­pe ar­bej­de, er det vir­ke­lig det va­erd? Man kan ik­ke la­ve af­ta­ler, der pe­ger bag­ud, man kan kun la­ve af­ta­ler, der ga­el­der frem­ti­den. Men vi kan dra­ge er­fa­rin­ger, som vi ba­se­rer vo­res frem­ti­di­ge af­ta­ler på

Da jeg ta­ger vo­res le­je­res bril­ler på og kig­ger rundt, er det som om, jeg plud­se­lig be­fin­der mig i en ’Har­ry Pot­ter’film. Ka­em­pe ed­der­kop­per her­sker i gi­gan­ti­ske spind i hvert et hjør­ne. Sor­te, fed­te­de plet­ter på de hvi­de køk­ken­lå­ger ud­vi­der sig og da­ek­ker snart he­le køkkenet. Støv og nul­ler­ma­end i ma­eng­der, der vil­le få en me­d­ar­bej­der fra ast­ma- og al­ler­gi­for­bun­det til at fal­de om, dan­ser i hver en krog. Med mi­ne le­je­res bril­ler på så jeg kun snavs og rod.

Det tog os en we­e­kend at gø­re hu­set klar. Og vi brug­te lang tid på den skrift­li­ge kor­re­spon­dan­ce op til. Og så er der ulyk­ker­ne. El-ked­len gik i styk­ker. De køb­te en ny, så alt okay, men den var grim. En af de små sno­re, der hol­der sen­ge­ran­den i bar­ne­sen­gen, var kna­ek­ket, og toilet­tet løb helt vildt. Små ting, men selv små ting kra­e­ver tid.

Det mest af­gø­ren­de spørgs­mål er nu al­li­ge­vel: frem­me­de men­ne­sker snor­ker i din seng og prut­ter på dit toilet. Kan du le­ve med det?

Jeg hu­sker før­ste gang, jeg le­je­de min lej­lig­hed i Kø­ben­havn ud til en lil­le, tynd mand og hans tyk­ke ko­ne. De vir­ke­de fed­te­de. Da jeg stod ne­de på ga­den, ma­er­ke­de jeg na­er­mest tå­rer­ne pres­se sig på. For mit in­dre så jeg dem rul­le rundt i min seng og sa­et­te fed­te­de fin­gre på dø­re­ne det var gra­en­se­over­skri­den­de. Så kig­ge­de jeg på pen­ge­ne i min hånd og min­de­de mig selv om, at ALT derop­pe var dø­de ting. Og gik glad hjem­me­fra. Den­gang var det alt ar­bej­det va­erd, og det er det og­så den­ne gang. Vi fik in­stal­le­ret et nyt toilet, som hav­de stå­et i sku­ret i et år. Vi fik re­pa­re­ret den fal­de­fa­er­di­ge ha­velå­ge. Og så er hu­set jo gjort rent for det na­e­ste år. Ja, ga­e­ster og le­je­re kan sa­et­te po­si­tivt skub i pro­jek­ter.

Den stør­ste lek­tie

Min stør­ste lek­tie er at va­e­re klar i kom­mu­ni­ka­tio­nen. Helt klar.

Vi le­je­de hu­set ud in­klu­siv for­brug af el og vand, men skrev, at hvis der var et enormt for­brug, vil­le vi tra­ek­ke det fra depo­si­tum­met. Men hvad er et enormt for­brug? De hav­de brugt for 800 kr. vand og el, og det syn­tes vi fak­tisk var me­get, men er det enormt? Det er re­la­tivt og du­er ik­ke.

Man kan ik­ke la­ve af­ta­ler, der pe­ger bag­ud, man kan kun la­ve af­ta­ler, der ga­el­der frem­ti­den. Men vi kan dra­ge er­fa­rin­ger, som vi ba­se­rer vo­res frem­ti­di­ge af­ta­ler på. Så na­e­ste gang bli­ver det eks­klu­sivt for­brug. Så er det op til de­res egen pen­ge­pung, om de sover for ta­end­te lam­per og bør­ster ta­en­der med rin­den­de vand.

Vi le­je­de hu­set ud til én fa­mi­lie i ni da­ge for 7.700 kr. I sam­me pe­ri­o­de fik vi lagt sisal­ta­ep­pe på en trap­pe i pri­va­ten. Til 7.500. Så smukt de to tal går hånd i hånd.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.