ANNETTE HEICK Min før­ste fo­rel­skel­se

BT - - SØNDAG -

Når jeg kig­ger på min 12-åri­ge søn, så ta­en­ker jeg, at han er et barn. Selv­føl­ge­lig er han det. Og alt det dér med ka­er­lig­hed og seksu­a­li­tet lig­ger laaaaangt ude i frem­ti­den. MEN SÅ VAR det, jeg li­ge kom til at reg­ne ef­ter. Jeg kan nem­lig hu­ske min al­ler­før­ste fo­rel­skel­se. Jeg gik i 4. klas­se, og der­for må jeg jo ha­ve va­e­ret 10 år. Ti år! JEG STOD UDE ved cy­kel­sta­ti­ver­ne, og cyk­len var ble­vet pif­tet. De an­dre var kørt, og nu stod jeg dér uden pum­pe. Så duk­ke­de Tho­mas fra 5. A op. ’Skal du ha­ve hja­elp,’ spurg­te han, og så pum­pe­de han min cy­kel. Jeg var solgt. Han var så pa­en. Syn­tes må­ske, han lig­ne­de El­vis lidt, og det hav­de man ik­ke no­get imod i 70er­ne. NA­E­STE DAG LÅ jeg i min seng. Jeg kun­ne ik­ke be­va­e­ge mig. Jeg kun­ne in­gen­ting. Jeg hav­de det så ma­er­ke­ligt. Ik­ke dår­ligt, ba­re så­dan lidt ud af krop­pen-ag­tigt. Min mor kom ind og sag­de: ’Annette, du skal op og i sko­le’. Men jeg kun­ne ik­ke. Jeg var på en el­ler an­den må­de syg. Lam­met. Så sat­te min mor sig på min seng og be­gynd­te at spør­ge. Jeg for­tal­te om Tho­mas, og plud­se­lig smi­le­de hun: ’Nååårh, du er ba­re ble­vet fo­rel­sket?’ SÅ DET VAR alt­så så­dan, det føl­tes? Det gjor­de tin­ge­ne lidt nem­me­re at få sat ord på, så jeg tog i sko­le og fandt ud af, at Tho­mas hed Jen­sen til ef­ter­navn og bo­e­de på Dag­mar­vej. DÉR SLUT­TE­DE DET så me­re el­ler min­dre. Jeg blev pen­ne­ven­ner med ham, da han flyt­te­de til Afri­ka, men jeg kom al­drig til at kys­se ham, og der op­stod jo og­så an­dre og nye fo­rel­skel­ser un­der­vejs. Den lang­va­ri­ge fo­rel­skel­se i Jens, som hel­ler ik­ke blev til no­get, og så fo­rel­skel­sen i et par ido­ler, som jo af vir­ke­lig go­de grun­de hel­ler ik­ke blev gen­ga­eldt. Men så kom fo­rel­skel­ser, der fak­tisk blev gen­ga­eldt – ret sent i øv­rigt. Og så var det jo hel­digt, at de gam­le flam­mer var glemt. DET ER DÉT, der er så fa­sci­ne­ren­de ved fo­rel­skel­se: Den fyl­der alt: He­le uni­ver­set den ene dag, og den na­e­ste dag er den va­ek. Den for­svin­der. Dy­best set er det jo ret hel­digt, at fø­lel­sen ik­ke er no­get, der bli­ver ved at ha­en­ge fast. Bå­de for­di det vil­le tap­pe den fo­rel­ske­de fuld­kom­men for ener­gi, men og­så for­di det vil­le va­e­re tem­me­lig uhen­sigts­ma­es­sigt, hvis man re­sten af sit liv ik­ke kun­ne slip­pe fo­rel­skel­sen i et el­ler an­det fil­mi­dol. DET BØR MAN hu­ske, når man mø­der et men­ne­ske, hvor fo­rel­skel­sen er gen­ga­eldt: Den stop­per en dag. Så kan det ud­vik­le sig til alt mu­ligt an­det – en in­der­lig ka­er­lig­hed – men den dér sva­e­ven­de, be­ru­sen­de, vi­dun­der­li­ge si­tren i he­le krop­pen for­svin­der. Det bli­ver hver­dag, og så skal den er­stat­tes af no­get nyt. JEG TROR AF sam­me grund på, at man kan va­el­ge fo­rel­skel­se til og fra. Man kan va­el­ge at sluk­ke for den. Ik­ke at det er nemt. Li­ge­som fo­rel­skel­se kan op­dyr­kes. Fo­rel­skel­se er et rus­mid­del. Som her­o­in for en stof­mis­bru­ger. Al fo­kus bli­ver lagt over i den fø­lel­se, og al for­nuft bli­ver sendt til Bloks­b­jerg. Der fin­des ik­ke no­get ra­tio­na­le i fo­rel­skel­sen, men man be­hø­ver ik­ke at mi­ste be­sin­del­sen af den grund. Som vok­sen kan man gø­re sig uma­ge for at kig­ge om bag fo­rel­skel­sen: Har den en bag­si­de? Er den far­lig? Er den bla­end­va­erk? El­ler har den fak­tisk po­ten­ti­a­le? EN KVIN­DE HAR skre­vet til mig i da­gens brev­kas­se­ind­la­eg om en mand, som hun er helt vild med. De er beg­ge om­kring de 50, så de er voks­ne og gør sig i øv­rigt me­get uma­ge. Men der er li­ge­som no­get, der er sva­ert. La­es hen­des sø­de og sjove brev og send even­tu­elt en søn­dag­stan­ke til din egen før­ste fo­rel­skel­se.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.