Be­de­man­dens dat­ter

BT - - SOMMER - Be­de­man­dens dat­ter Sa­ra Bla­e­del

Må­ske har du ret. Må­ske hav­de jeg ikke for­stå­et, pra­e­cis hvad det be­tød. Men du syn­tes på den an­den side ikke, jeg var for lil­le til at for­stå, at min far for­svandt fra den ene dag til den an­den, for­di han var en kujon, der ikke la­en­ge­re el­ske­de os. Og et ka­em­pe røv­hul, der al­drig vil­le bli­ve luk­ket ind igen, hvis han en dag skul­le fin­de på at duk­ke op på dør­trin­net med hat­ten i hån­den. Det gen­tog du, så vidt jeg hu­sker, i helt ut­ro­lig man­ge va­ri­a­tio­ner.«

»Stop!,« bad hen­des mor i det la­e­re­rin­de­to­ne­fald, hun hav­de brugt over for si­ne ele­ver i de 36 år, hun hav­de un- der­vist i fol­ke­sko­len.

Men gør det no­gen for­skel? Hvor man­ge bre­ve har du ikke skre­vet til ham gen­nem åre­ne? Hvor tit har du ikke rakt ud og bedt om, at I kun­ne ses? El­ler i det mind­ste ha­ve en el­ler an­den form for kon­takt?«

Hun ret­te­de sig lidt op for at la­eg­ge strik­ke­tø­jet fra sig på det lil­le bord ved si­den af sto­len.

»Men han sva­re­de al­drig og tog hel­ler al­drig selv ini­ti­a­tiv til at se dig. Hvor lang tid var det, du gem­te di­ne kon­fir­ma­tions­pen­ge, så du kun­ne rej­se over og be­sø­ge ham?«

Før­ste bind i Sa­ra Bla­e­dels nye tri­lo­gi om be­de­man­dens dat­ter. Da Ilka får at vi­de, at hen­des far er død I USA, og at hun er na­evnt i hans te­sta­men­te, kom­mer det som no­get af en over­ra­skel­se. For Ilka og moren har in­tet hørt til ham, si­den han for­lod dem, da Ilka var syv.

Hvad me­ner du med, at du ikke bur­de forta­el­le mig det? Du bur­de ha­ve sagt det for 33 år si­den.

»Hav­de det gjort no­gen for­skel? Du var syv år og ane­de ikke, hvad det vil­le si­ge, at en løgn­hals og bed­ra­ger løb med den sto­re ge­vinst og så bare skred fra sit an­svar, sin ko­ne og sin lil­le dat­ter,« kom det tørt fra hen­des mor, som stil­le og ro­ligt var ved at få talt sig varm. »Han vandt den sto­re ge­vinst, Ilka, og så stak han af! Og ef­ter­lod mig – os – med en be­de­mands­for­ret­ning, der kør­te med så stort et un­der­skud, at jeg ikke kun­ne kom­me af med den. For­u­den en ka­em­pe ga­eld. At han svig­te­de mig er én ting, men at han kun­ne for­la­de sin egen dat­ter!«.

Ilka hav­de rejst sig og stod med ryg­gen til den hyg­ge­li­ge stue, som var pla­stret til med bø­ger og kur­ve med garn. Fra vin­du­et kun­ne hun se ud over tra­e­er­ne i par­ken. Et øje­blik føl­te hun sig svim­mel, og tra­e­top­pe­ne for­vand­le­de sig til kulsor­te storm­bøl­ger.

Så vend­te hun sig og så på sin mor, der un­der sit ud­fald mod fa­ren ikke hav­de rejst sig fra den pat­i­ne­re­de Bør­ge Mo­gen­sen-la­e­ne­stol i hjør­net, men i ste­det sat strik­ke­tem­po­et op til dob­belt ha­stig­hed. Pin­de­ne klik­ke­de hid­sigt mod hin­an­den.

»Nej,« sag­de hun og an­streng­te sig for ikke at ly­de skin­ger.

»Må­ske har du ret. Må­ske hav­de jeg ikke for­stå­et, pra­e­cis hvad det be­tød. Men du syn­tes på den an­den side ikke, jeg var for lil­le til at for­stå, at min far for­svandt fra den ene dag til den an­den, for­di han var en kujon, der ikke la­en­ge­re el­ske­de os. Og et ka­em­pe røv­hul, der al­drig vil­le bli­ve luk­ket ind igen, hvis han en dag skul­le fin­de på at duk­ke op på dør­trin­net med hat­ten i hån­den. Det gen­tog du, så vidt jeg hu­sker, i helt ut­ro­lig man­ge va­ri­a­tio­ner.«

»Stop!,« bad hen­des mor i det la­e­re­rin­de­to­ne­fald, hun hav­de brugt over for si­ne ele­ver i de 36 år, hun hav­de un­der­vist i fol­ke­sko­len.

»Men gør det no­gen for­skel? Hvor man­ge bre­ve har du ikke skre­vet til ham gen­nem åre­ne? Hvor tit har du ikke rakt ud og bedt om, at I kun­ne ses? El­ler i det mind­ste ha­ve en el­ler an­den form for kon­takt?«

Hun ret­te­de sig lidt op for at la­eg­ge strik­ke­tø­jet fra sig på det lil­le bord ved si­den af sto­len.

»Men han sva­re­de al­drig og tog hel­ler al­drig selv ini­ti­a­tiv til at se dig. Hvor lang tid var det, du gem­te di­ne kon­fir­ma­tions­pen­ge, så du kun­ne rej­se over og be­sø­ge ham?«

Ilka vid­ste bed­re end sin mor, hvor man­ge bre­ve hun hav­de sendt i ti­dens løb. Men hvad hen­des mor ikke vid­ste, var, at hun var ble­vet ved med det som vok­sen. Ikke i helt sam­me om­fang, men i hvert fald en ju­le­hil­sen og en fød­sels­dags­hil­sen. Hvert ene­ste år. I vok­sen­li­vet hav­de det va­e­ret som at sen­de bre­ve ud i det tom­me rum. Al­li­ge­vel fort­sat­te hun.

»Du bur­de ha­ve for­talt det med pengene,« fast­holdt Ilka sta­e­digt, selv­om hen­des mor hav­de en po­in­te. Vil­le det ha­ve gjort en for­skel?

»Men hvor­for forta­el­ler du mig det nu? Så man­ge år ef­ter. Og li­ge in­den jeg skal af sted.«

Hen­des mor hav­de rin­get lidt i ot­te, mens Ilka sta­dig lå i sen­gen med mor­ge­na­vi­sen på sin iPad. Hun skul­le kom­me over her og nu, der var no­get, de var nødt til at ta­le om. Moren la­e­ne­de sig frem og fol­de­de ro­ligt beg­ge ha­en­der i skø­det, mens hen­des blik af­slø­re­de et halvt livs svigt og fortviv­lel­se. De sid­ste man­ge år hav­de det va­e­ret un­der kon­trol, men det var ty­de­lig­vis ikke he­let af ti­den, der var gå­et.

»For­di jeg er ut­ryg ved, at du vil der­over. Din far var gam­b­ler,« sag­de hun.

»Han spil­le­de for me­re, end han hav­de, og i al den tid, jeg var sam­men med ham, var trav­ba­nen en del af vo­res for­hold. På godt og på ondt. Jeg kend­te jo godt til hans li­den­skab, da vi fo­rel­ske­de os, men det tog over­hånd. Fle­re gan­ge var det ta­et på at øde­la­eg­ge os. Og det end­te da og­så med at gø­re det.«

»Men så vandt han na­e­sten en mil­li­on kro­ner og for­svandt,« ind­s­kød Ilka og løf­te­de et bryn.

»Det er jo ikke me­re mystisk, end at vi beg­ge ved, at han tog til USA,« nik­ke­de hen­des mor.

»For­ment­lig har han gam­blet vi­de­re der­ov­re. Og si­den har in­gen af os hørt fra ham. Før nu.« »Hvor han er død,« nik­ke­de Ilka. »Det, jeg prø­ver at si­ge,« fort­sat­te hen­des mor: »Er, at vi ikke ved, hvad det er, han har ef­ter­ladt sig. Han kan stå i ga­eld til langt op over beg­ge ører. Du er sko­leportra­et­fo­to­graf, ikke mil­li­o­na­er. Hvis du ta­ger der­over, ri­si­ke­rer du at kom­me til at ha­ef­te for no­get, du ikke kan kom­me ud af igen. Og må­ske til­ba­ge­hol­der de dig. Din far hav­de en mørk side, som han ikke kun­ne kon­trol­le­re, og jeg slår hans af­sja­e­le­de le­ge­me ihjel, hvis han tra­ek­ker dig med ned, så man­ge år ef­ter han vend­te os ryg­gen.«

Moren rej­ste sig og for­svandt med hur­ti­ge skridt ud af stu­en og ned ad den lan­ge gang, der for­bandt her­skabs­lej­lig­he­dens va­e­rel­ser og stu­er med køk­ke­net. Ilka hør­te da­em­pe­de stem­mer der­ne­de­fra, og kort ef­ter stod Jet­te i dø­ren.

»Skal vi kø­re dig i luft­hav­nen?,« til­bød hun og la­e­ne­de sig op ad dør­kar­men, mens Ilkas mor kom til­ba­ge med en te­bak­ke og rundstyk­ker fra ba­ge­ren, som hun stil­le­de på so­fa­bor­det i kar­nap­pen.

Moren la­e­ne­de sig frem og fol­de­de ro­ligt beg­ge ha­en­der i skø­det, mens hen­des blik af­slø­re­de et halvt livs svigt og fortviv­lel­se. De sid­ste man­ge år hav­de det va­e­ret un­der kon­trol, men det var ty­de­lig­vis ikke he­let af ti­den, der var gå­et.

»For­di jeg er ut­ryg ved, at du vil der­over. Din far var gam­b­ler,« sag­de hun.

»Han spil­le­de for me­re, end han hav­de, og i al den tid, jeg var sam­men med ham, var trav­ba­nen en del af vo­res for­hold. På godt og på ondt. Jeg kend­te jo godt til hans li­den­skab, da vi fo­rel­ske­de os, men det tog over­hånd. Fle­re gan­ge var det ta­et på at øde­la­eg­ge os. Og det end­te da og­så med at gø­re det.«

»Men så vandt han na­e­sten en mil­li­on kro­ner og for­svandt,« ind­s­kød Ilka og løf­te­de et bryn.

»Det er jo ikke me­re mystisk, end at vi beg­ge ved, at han tog til USA,« nik­ke­de hen­des mor.

»For­ment­lig har han gam­blet vi­de­re der­ov­re. Og si­den har in­gen af os hørt fra ham. Før nu.« »Hvor han er død,« nik­ke­de Ilka. »Det, jeg prø­ver at si­ge,« fort­sat­te hen­des mor: »Er, at vi ikke ved, hvad det er, han har ef­ter­ladt sig. Han kan stå i ga­eld til langt op over beg­ge ører. Du er sko­leportra­et­fo­to­graf, ikke mil­li­o­na­er. Hvis du ta­ger der­over, ri­si­ke­rer du at kom­me til at ha­ef­te for no­get, du ikke kan kom­me ud af igen. Og må­ske til­ba­ge­hol­der de dig. Din far hav­de en mørk side, som han ikke kun­ne kon­trol­le­re, og jeg slår hans af­sja­e­le­de le­ge­me ihjel, hvis han tra­ek­ker dig med ned, så man­ge år ef­ter han vend­te os ryg­gen.« Hvad skal du helt pra­e­cis der­ov­re?, spurg­te Jet­te. »De si­ger, at jeg er skre­vet ind i hans te­sta­men­te, og derfor er jeg nødt til at mø­de op per­son­ligt og do­ku­men­te­re, at jeg er Poul Jen­sens dat­ter.«

»Jeg fat­ter alt­så ikke, at det ikke kan kla­res på mail el­ler fax,« ud­brød hen­des mor.

»Du kan da bare sen­de dem din fød­sel­sat­test og dit pas, el­ler hvad de nu har brug for.«

»Det er åben­bart ikke nok med en ko­pi. Hvis jeg ikke ta­ger der­over, skal jeg al­li­ge­vel mø­de op på et ame­ri­kansk skat­te­kon­tor i Eu­ro­pa, og jeg tror, det na­er­me­ste lig­ger i Lon­don. Men jeg er og­så ble­vet til­budt at gen­nem­gå hans per­son­li­ge ejen­de­le og ta­ge det, jeg ger­ne vil ha­ve. Ar­tie Sor­vi­no fra Jensen Fu­ne­ral Ho­me i Ra­ci­ne til­bød, at de vil­le da­ek­ke mi­ne ud­gif­ter til fly og op­hold, hvis jeg kun­ne rej­se nu, så de kan kom­me i gang med at af­vik­le bo­et.«

»Det be­hø­ver I ikke,« sva­re­de Ilka hur­tigt. »Hvor la­en­ge reg­ner du med at va­e­re va­ek?,« spurg­te hen­des mor og krøb op i hjør­net af so­fa­en med en plaid over sig, mens Jet­te tog hen­des so­k­ke­kla­ed­te fød­der i skø­det.

Da moren for fjor­ten år si­den fandt sam­men med Jet­te, var det, som om den sid­ste rest af in­da­edt bit­ter­hed langt om la­en­ge si­ve­de ud af hen­de. Nu gik det op for Ilka, at den kun var gå­et i dva­le.

De før­ste fi­re år ef­ter fa­ren var rejst, hav­de hen­des mor stå­et ale­ne med an­sva­ret for Poul Jen­sens Be­gra­vel­ses­for- ret­ning og to an­sat­te, som snød og bedrog hen­de, så snart de kun­ne kom­me til det. Den­gang hav­de det ikke skor­tet på for­ban­del­ser og on­de ord fra moren over den byr­de, han hav­de ef­ter­ladt hen­de med. At fa­ren og­så hav­de op­byg­get en mas­siv spil­le­ga­eld i sin for­ret­ning, hav­de Ilka først få­et kend­skab til nu. Hen­des mor hav­de åben­bart al­li­ge­vel i et vist om­fang vil­let skå­ne hen­de. Selv­føl­ge­lig hav­de hen­des mor ret, hen­des far var en kujon og et røv­hul. Al­li­ge­vel hav­de Ilka al­drig helt ac­cep­te­ret, at han ikke vil­le ha­ve no­get med hen­de at gø­re. For ud­over fa­mi­li­en hav­de han ef­ter­ladt et brev, hvori han kort skrev, at han kom til­ba­ge og hen­te­de dem, når alt var på plads. Der hav­de åb­net sig en mu­lig­hed for ham. I Chi­ca­go, USA.

Si­den hav­de de ikke hørt en lyd fra ham, før han nog­le år se­ne­re hav­de søgt skils­mis­se, og så al­drig me­re. Som stor te­e­na­ger hav­de Ilka fun­det frem til hans adres­se – el­ler i hvert fald en adres­se hvor han hav­de bo­et – og den hav­de si­den lig­get i hen­des lil­le, rø­de pen­ge­skrin på va­e­rel­set. »Mon ikke det kun ta­ger et par da­ge,« sag­de hun. »Jeg reg­ner med at va­e­re til­ba­ge i we­e­ken­den. Or­dre­bo­gen er fyldt med op­ga­ver, men jeg har kun fun­det en vi­kar til de før­ste to da­ge. Det vil va­e­re en ka­em­pe hja­elp, hvis I vil bli­ve ved med at prø­ve at få fat i Ni­els fra Nord­s­ja­el­lands Sko­le­fo­to. Han er i Sto­ck­holm, men skul­le va­e­re til­ba­ge i mor­gen. Jeg hå­ber, han kan da­ek­ke mig re­sten af ugen. Al­le op­ga­ver er i Stor­kø­ben­havn.« »Hvad skal du helt pra­e­cis der­ov­re?,« spurg­te Jet­te. »De si­ger, at jeg er skre­vet ind i hans te­sta­men­te, og derfor er jeg nødt til at mø­de op per­son­ligt og do­ku­men­te­re, at jeg er Poul Jen­sens dat­ter.«

»Jeg fat­ter alt­så ikke, at det ikke kan kla­res på mail el­ler fax,« ud­brød hen­des mor.

»Du kan da bare sen­de dem din fød­sel­sat­test og dit pas, el­ler hvad de nu har brug for.«

»Det er åben­bart ikke nok med en ko­pi. Hvis jeg ikke ta­ger der­over, skal jeg al­li­ge­vel mø­de op på et ame­ri­kansk skat­te­kon­tor i Eu­ro­pa, og jeg tror, det na­er­me­ste lig­ger i Lon­don. Men jeg er og­så ble­vet til­budt at gen­nem­gå hans per­son­li­ge ejen­de­le og ta­ge det, jeg ger­ne vil ha­ve. Ar­tie Sor­vi­no fra Jensen Fu­ne­ral Ho­me i Ra­ci­ne til­bød, at de vil­le da­ek­ke mi­ne ud­gif­ter til fly og op­hold, hvis jeg kun­ne rej­se nu, så de kan kom­me i gang med at af­vik­le bo­et.« Ilka stod midt i stu­en, for rast­løs til at sa­et­te sig. »Ra­ci­ne? Hvor lig­ger det?,« spurg­te Jet­te. Hun hav­de ta­get en dam­pen­de varm kop te fra bak­ken, som hun sad og pu­ste­de på. »Lidt nord for Chi­ca­go,« sag­de Ilka. »I Wi­scon­sin. Det ta­ger vist ikke så lang tid at kø­re derop, og jeg bli­ver hen­tet i luft­hav­nen. Ra­ci­ne er ef­ter si­gen­de den by i USA, hvor der er den stør­ste be­folk­ning af danske ef­ter­kom­me­re. Man­ge emi­gre­re­de til net­op det om­rå­de, så det gi­ver vel me­ning, at det var der, han slog sig ned.«

»Han er fan­de­me ikke ked af det,« sag­de hen­des mor med la­e­ber, der knap be­va­e­ge­de sig.

»Han har ikke skre­vet så me­get som et fød­sels­dags­kort til dig i al­le de år, og nu skal du plud­se­lig over og ryd­de op ef­ter ham.« »Karin,« sag­de Jet­te stil­le. »Selv­føl­ge­lig skal Ilka rej­se over og gen­nem­gå sin fars ting. Hvis man får chan­cen for at skri­ve en af­slut­ning på så vigtig en del af sin livs­hi­sto­rie, skal man na­tur­lig­vis ta­ge imod den.« Moren ryste­de på ho­ve­d­et. »Jeg har en dår­lig for­nem­mel­se af det her, sag­de hun uden at se på Ilka.«

»Ta­enk, at han er ble­vet i be­de­mands­bran­chen, selv­om det lyk­ke­des ham at kø­re sin før­ste for­ret­ning i sa­enk.«

Ilka gik ud i en­tre­en og lod de to da­mer om at mund­hug­ges over det uret­fa­er­di­ge i, at Pouls dat­ter he­le li­vet hav­de rakt ud ef­ter sin far, og først nu, hvor han ikke var her me­re, blev der rakt ud ef­ter hen­de.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.