TEMA

Så­dan lød for­sik­rin­gen fra hen­des mor, da He­le­ne Thie­sen for 65 år si­den, sam­men med 21 an­dre grøn­land­ske børn, blev sendt til Dan­mark. Bør­ne­ne tro­e­de, de skul­le på fe­ri­e­lejr, men de fle­ste kom al­drig til­ba­ge til de­res fa­mi­li­er

BT - - INDHOLD - Mor­ten Ol­sen | btwe­e­kend@bt.dk Fo­to Ni­ko­lai Li­na­res

Ved en fejl blev He­le­ne fjer­net fra sin mor

Hun holdt blik­ket fast ret­tet mod sin mor, der stod på kaj­en i Nuuk. 7-åri­ge He­le­ne Thie­sen sad i en ro­båd, der sej­le­de hen­de ud til ski­bet M/S Disko la­en­ge­re ude i bug­ten. Hun hav­de en stri­bet kjo­le på, som hen­des mor hav­de sy­et.

Ved sin si­de hav­de hun en kuf­fert. Mo­de­ren vin­ke­de, men hån­den, der skul­le vin­ke til­ba­ge, stod na­e­sten stil­le i luf­ten, mens tan­ker­ne snur­re­de rundt i ho­ve­d­et på den lil­le pi­ge.

»Hvor­for skal jeg af sted? Hvor­for skal mor ik­ke med? Hvor­for står min sto­re­sø­ster og lil­le­bror sta­dig på kaj­en?«

Op­tak­ten til rej­sen hav­de va­e­ret mystisk. Nog­le ma­end fra myn­dig­he­der­ne hav­de va­e­ret for­bi for at få hen­de med på tu­ren. To gan­ge hav­de He­le­ne Thie­sens mor sagt nej. Tred­je gang gav hun ef­ter.

»Du skal til Dan­mark. Det er et land langt, langt bor­te, men du skal ik­ke va­e­re ked af det. Det er som pa­ra­dis, og du kom­mer hjem igen. Det tro­e­de hun. Det var der­for, hun sag­de ja,« forta­el­ler He­le­ne Thie­sen om den dag, der kom til at for­an­dre hen­des liv.

Ud­valgt til et eks­pe­ri­ment

Den 7. ju­ni 1951 an­kom He­le­ne Thie­sen sam­men med 21 an­dre børn til Dan­mark. Bør­ne­ne, der al­le var mel­lem fem og ot­te år, blev kørt til Red Bar­nets fe­ri­e­lejr Fed­går­den ved Faxe. He­le­ne Thie­sen ane­de ik­ke, hvad hun skul­le på går­den, hvor la­en­ge hun skul­le va­e­re der, el­ler hvor­for. Det sid­ste spørgs­mål skul­le der gå 45 år, før hun fik svar på.

Sand­he­den var, at bør­ne­ne var med i et eks­pe­ri­ment, som den dan­ske stat hav­de sat i sø­en med hja­elp fra Red Bar­net og Rø­de Kors. Bør­ne­ne blev fjer­net fra de­res fora­el­dre og sendt til Dan­mark for at la­e­re dansk og bli­ve dan­ne­de. Tan­ken var, at de bag­ef­ter skul­le til­ba­ge og va­e­re rol­lemo­del­ler for an­dre børn i det grøn­land­ske sko­le­sy­stem. For­må­let

var at løf­te ud­dan­nel­ses­ni­veau­et i Grøn­land og få grøn­la­en­der­ne ud af den ar­mod, de le­ve­de i i be­gyn­del­sen af 50er­ne. De 22 børn var ud­valgt, for­di de var fora­el­d­re­lø­se el­ler mang­le­de en fora­el­der, og me­nin­gen var at hja­el­pe dår­ligt stil­le­de børn til en bed­re frem­tid.

Men for­sø­get gik galt. I ste­det for at bli­ve rol­lemo­del­ler blev He­le­ne Thie­sen og de an­dre børn ud­stødt. Nog­le vend­te al­drig til­ba­ge til Grøn­land, an­dre kom ik­ke hjem til de­res fora­el­dre. Man­ge fik sår på sja­e­len.

En be­gik selv­mord. En an­den over­ve­je­de i en al­der af blot ti år at ta­ge sit eget liv. Mens an­dre le­ve­de na­e­sten et helt liv i Dan­mark uden at vi­de, at de hav­de na­e­re sla­egt­nin­ge i Grøn­land.

Mø­det med pa­ra­dis

Det her er He­le­ne Thie­sens hi­sto­rie, som hun hu­sker den. En som­mer­dag i 2016 tog hun BT med til­ba­ge til Fed­går­den, hvor det he­le be­gynd­te.

Al­le­re­de en ki­lo­me­ter in­den vi når frem til den tid­li­ge­re fe­ri­e­lejr, får hun kul­de­gys­nin­ger og en un­der­lig fø­lel­se i ma­ven.

»Jeg får den sam­me fø­lel­se af at va­e­re fortviv­let og for­ladt, som jeg hav­de den­gang,« for­kla­rer He­le­ne Thie­sen, der sta­dig ik­ke kan for­stå, at ’de ,der be­stem­te over lan­det, lod det ske’.

Hun hu­sker ty­de­ligt den før­ste nat på Fed­går­den.

»Vi kun­ne ik­ke fal­de i søvn. Vend­te og dre­je­de os. Jeg kun­ne hø­re én, der be­gynd­te at snøf­te, og så be­gynd­te vi an­dre og­så. Vi gem­te os un­der dy­ner­ne, jeg tør­re­de øj­ne­ne med snip­pen af dy­ne­be­tra­ek­ket og faldt i søvn, mens jeg gra­ed.«

In­gen kom og trø­ste­de bør­ne­ne. He­le­ne Thie­sen sav­ne­de si­ne sø­sken­de, sin mor og sin far, der var død af tu­ber­kulo­se et halvt år tid­li­ge­re.

Bør­ne­ne an­kom til Fed­går­den i mør­ke, men da hun våg­ne­de da­gen ef­ter, åben­ba­re­de en helt ny ver­den sig for hen­de.

»Det var en ka­em­pe gård med bla­de på mu­re­ne. Der

var sted­mor­blom­ster og tra­e­er, og so­len skin­ne­de, der var så smukt. Jeg ta­enk­te, at min mor hav­de ret, da hun sag­de, at Dan­mark lig­ne­de pa­ra­dis.«

He­le­ne Thie­sen hu­sker, hvor­dan bør­ne­ne tog på tu­re til den na­er­lig­gen­de strand med en tra­e­kvogn med mad­pak­ker i per­ga­ment­pa­pir. Når hun går tu­ren i dag, er det med en blan­det fø­lel­se af nostal­gi og ube­hag.

Hun hu­sker, hvor­dan hun smag­te sit livs før­ste to­mat i går­dens driv­hus og al­le de man­ge san­ge på dansk. Først se­ne­re for­stod hun, at de sang for at la­e­re spro­get.

He­le­ne Thie­sen kun­ne ik­ke spør­ge de voks­ne, hvor­for hun var der, for de tal­te ik­ke grøn­land­sk.

Ef­ter fem må­ne­der blev hun ind­kvar­te­ret hos én ple­je­fa­mi­lie, og se­ne­re igen hos en an­den ple­je­fa­mi­lie. Men hver dag ta­enk­te hun på, hvor­når hun måt­te kom­me hjem til sin mor. En­de­lig kom da­gen.

»Jeg var så jub­len­de glad. Mi­ne ple­je-sø­sken­de vil­le ger­ne be­hol­de mig, men min ple­je­mor sag­de: ’Nej, det går ik­ke. Hun har jo sin mor der­hjem­me’,« hu­sker He­le­ne Thie­sen.

Kort gen­syns­gla­e­de

På af­rej­se­da­gen mød­te hun i Kø­ben­havns Havn 15 af de an­dre børn, der og­så skul­le hjem til Grøn­land. De sid­ste seks nå­e­de al­drig hjem.

»Vi snak­ke­de og snak­ke­de, ind­til vi op­da­ge­de, at vi tal­te dansk. Er der no­gen, der kan si­ge no­get på grøn­land­sk, spurg­te vi hin­an­den? Der var én, der sag­de ’mor’, én der sag­de ’far’, og én der sag­de ’den sto­re fa­e­le trold’. Men ud­over det var vo­res mo­der­s­mål va­ek.«

Da bå­den an­løb Nuuk, var det halvan­det år si­den, He­le­ne Thie­sen sidst hav­de set sin mor. Den lil­le pi­ge løb hen­de i mø­de og kram­me­de hen­de.

»Jeg for­tal­te, hvor spa­en­den­de det hav­de va­e­ret, hvor flot der var, og hvor dej­ligt Dan­mark duf­te­de. Men min mor sag­de ik­ke no­get. Da hun åb­ne­de mun­den, for­stod jeg ik­ke ét ord. Jeg ma­er­ke­de et hul i ma­ven og ta­enk­te: ’Nu kan jeg ik­ke en­gang snakke med min mor me­re’.«

Midt i det he­le prik­ke­de en vok­sen He­le­ne Thie­sen på skul­de­ren og sag­de, at hun skul­le med til bør­ne­hjem­met.

He­le­ne Thie­sen bry­der ud i gråd, da hun gen­forta­el­ler hi­sto­ri­en. Hun hu­sker, hvor­dan hun blev kørt va­ek i en bus.

»Jeg gra­ed he­le vej­en gen­nem by­en, som jeg hav­de gla­e­det mig til at gen­se. Men jeg kun­ne ik­ke se den for ba­re tå­rer.«

Hun blev ind­kvar­te­ret på Rø­de Kors’ ny­byg­ge­de bør­ne­hjem i Nuuk, hvor hun bo­e­de i ot­te år. Hen­des mor og sø­sken­de bo­e­de i by­en, hvor hun af og til stød­te på dem, men el­lers så hun dem sja­el­dent. På bør­ne-

Jeg var så jub­len­de glad. Mi­ne ple­je-sø­sken­de vil­le ger­ne be­hol­de mig, men min ple­je­mor sag­de: ’Nej, det går ik­ke. Hun har jo sin mor der­hjem­me

hjem­met måt­te hun kun ta­le dansk, og hun fik ik­ke lov at la­e­re grøn­land­sk i sko­len. Så hun mi­ste­de sin fa­mi­lie, sit mo­der­s­mål og sin iden­ti­tet.

Ef­ter nog­le år fik hun lov at kom­me hjem på som­mer­fe­rie hvert år. Men hun var som en frem­med i sin egen fa­mi­lie, for hun hav­de sva­ert ved at kom­mu­ni­ke­re med dem. Hen­des fa­mi­lie for­svandt, til gen­ga­eld blev grå­den hen­des fa­ste mak­ker li­vet igen­nem.

Man­den der aen­dre­de alt

Den 3. novem­ber 1967 var He­le­ne Thie­sen en usik­ker pi­ge med dår­ligt selvva­erd, der be­gynd­te på højsko­le i Jyl­land. Her mød­te hun en mand, der vend­te op og ned på hen­des liv.

Ove Thie­sen var fra Lol­land, men vil­le ger­ne fin­de en jysk pi­ge, for de var så flin­ke, men­te han. I ste­det faldt han pla­dask for grøn­land­ske He­le­ne, før­ste gang han så hen­de i højsko­lens kan­ti­ne. Men He­le­ne Thie­sens skrø­be­li­ge sind fik ham til at tviv­le på, om ka­er­lig­he­den kun­ne hol­de.

»Jeg gra­ed al­tid. Der skul­le in­gen­ting til. Min mand var li­ge ved at op­gi­ve mig. Det var ik­ke no­get sa­er­ligt, jeg gra­ed over. Det kun­ne va­e­re en lil­le skuf­fel­se, el­ler hjemve ef­ter Grøn­land. Ved den mind­ste an­led­ning gra­ed jeg.«

I ste­det for at gi­ve op rej­ste Ove Thie­sen med til­ba­ge til Grøn­land. For He­le­ne Thie­sen vil­le hjem og la­e­re sit mo­der­s­mål igen og prø­ve at fin­de sin iden­ti­tet.

»Han var den mest fo­rel­ske­de i he­le ver­den. Han kun­ne ik­ke op­gi­ve mig, men skul­le nok få vendt mig om, sag­de han. Og det gjor­de han.«

I Grøn­land fik He­le­ne Thie­sen ind­hen­tet no­get af det for­søm­te fra de man­ge år på bør­ne­hjem. Par­ret bo­sat­te sig i by­en Suk­ker­top­pen nord for Nuuk, hvor He­le­ne Thie­sens mo­ster og on­kel bo­e­de. Hun la­er­te spro­get og fik et varmt for­hold til sin mo­ster, on­kel og de­res børn. Moste­ren dø­de i 2015, men He­le­ne Thie­sen har sta­dig kon­takt til re­sten af fa­mi­li­en, som hun ser med ja­ev­ne mel­lem­rum.

Selv fik Ove og He­le­ne Thie­sen to døtre, se­ne­re bør­ne­børn og man­ge lyk­ke­li­ge år sam­men. Ind­til Ove Thie­sens død skil­te dem for fem år si­den. Til det sid­ste var de­res for­hold fyldt med kys og ka­er­tegn, gri­ner hun og forta­el­ler, hvor­dan han selv ef­ter man­ge års ae­g­te­skab kun­ne sav­ne hen­de, ba­re hun var ude at kø­be ind.

Sand­he­den kom frem

I 1977 flyt­te­de fa­mi­li­en til Dan­mark for at gi­ve de­res børn mu­lig­hed for en bed­re sko­le­gang. De byg­ge­de hus ved Vor­ding­borg på Sydsja­el­land. Det var her, at He­le­ne Thie­sen i 1996 fik sand­he­den om sit liv.

En dag rin­ge­de te­le­fo­nen. I rø­ret var so­ci­al­rå­d­gi­ver, for­fat­ter og ra­diova­ert Ti­ne Bryld. Hun skrev på en bog om de 22 grøn­land­ske børn og hav­de gjort en op­da­gel­se, som hun vil­le de­le med He­le­ne Thie­sen.

»Jeg sid­der ne­de på Rigs­ar­ki­vet. Der står, at du har va­e­ret med i et eks­pe­ri­ment,« lød be­ske­den i te­le­fo­nen.

»Mit ho­ved var ved at eks­plo­de­re. Jeg sat­te mig på gul­vet og gra­ed. Jeg kun­ne slet ik­ke hol­de op.«

En­de­lig for­stod hun – hvor­for hun i sin tid blev sendt af sted, hvor­for hun ik­ke måt­te kom­me hjem og hvor­for hun kom på bør­ne­hjem.

For før­ste gang for­stod hun, at hun kom af sted, for­di hen­des far var død og hen­des mor var ble­vet en­lig for­sør­ger. At hun blev valgt blandt de tre sø­sken­de, for­di hun hav­de den rig­ti­ge al­der, og at hun blev fra­ta­get sit sprog, for­di hun skul­le la­e­re dansk.

Men der er og­så man­ge spørgs­mål, som He­le­ne Thie­sen ik­ke fik svar på. Hun fik al­drig talt ud med sin mor og fik al­drig at vi­de, hvor­for hun ac­cep­te­re­de at sen­de sin dat­ter bort. Selv­om He­le­ne Thie­sen med ti­den la­er­te grøn­land­sk, blev spro­get ved med at va­e­re en bar­ri­e­re mel­lem dem.

»Jeg er bit­ter på hen­de. Jeg har al­drig til­gi­vet, at hun af­le­ve­re­de mig. Når man selv er mor, fat­ter man ik­ke, at hun ik­ke kun­ne strit­te imod. Men der var jo nog­le ko­lo­ni­her­rer, der hav­de no­get at skul­le ha­ve sagt. Det er dét, jeg kon­klu­de­rer.« For­hol­det til au­to­ri­te­ter var et an­det den­gang. Børn stil­le­de ik­ke for man­ge spørgs­mål til de voks­ne, og ko­lo­ni­her­rer fik det, som de vil­le ha­ve det.

I man­ge år ka­em­pe­de He­le­ne Thie­sen for at få sit sprog og sin iden­ti­tet til­ba­ge og bli­ve grøn­la­en­der igen i ste­det for at va­e­re ’Dan­sker He­le­ne’. I man­ge år har hun for­søgt at få en und­skyld­ning fra den dan­ske stat. Ind­til vi­de­re uden held. For hen­de er det et sim­pelt spørgs­mål om pli.

»Hvis jeg har gjort no­get for­kert, si­ger jeg und­skyld. Hvor­for skul­le sta­ten ik­ke si­ge und­skyld. De har øde­lagt li­vet for os. Ta­enk på al­le dem, der ik­ke kla­re­de sig, som dø­de ulyk­ke­li­ge og ik­ke en­gang nå­e­de at få at vi­de, at de hav­de va­e­ret med i et eks­pe­ri­ment. Det er så fejt, og jeg kan ik­ke for­stå det,« si­ger He­le­ne Thie­sen.

Sid­ste år fik He­le­ne Thie­sen og de re­ste­ren­de børn en of­fi­ci­el und­skyld­ning fra Red Bar­net, der og­så var med i for­sø­get. Men den dan­ske stat har sta­dig ik­ke for­kla­ret hen­de og de an­dre 21 børn, hvor­for de i 1951 skul­le sen­des til Dan­mark.

18

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.