CHRISTINA SEDERQVIST

BT - - INDHOLD - 1. 2. 3. 4. 5. 6. 7. 8. 9. 10. 11. 12. 13. 14. 15. 16. 17. 18. 19. 20.

’Jeg har pas­se­ret sid­ste salgs­da­to’

dag er det min fød­sels­dag. 42 år bli­ver jeg. Det er gå­et sta­er­kt. Det er 24 år si­den, jeg blev stu­dent – og tog kø­re­kort. Det er 20 år si­den, jeg fik mit før­ste barn. Et år si­den jeg måt­te ind­se, at det al­drig blev til fle­re. Krop­pen er ble­vet gam­mel, og man­ge ting er for sent. Mi­ne min­der er i ’gam­le da­ge’-ka­te­go­ri­en. Jeg er al­tid en af de ae­ld­ste på ar­bej­det. Om mor­ge­nen ta­ger det fle­re ti­mer, før mit an­sigt er ret­tet ud til no­get, der ik­ke lig­ner en sam­men­fal­den souf­flé. Og når jeg ram­mer dan­se­gul­vet, fo­re­går al be­va­e­gel­se med over­krop­pen – ’rød­vin­s­skul­dre’ kal­der min ve­nin­de Lin­da det. Jeg må san­de, at jeg har over­skre­det sid­ste salgs­da­to. Jeg er den ma­elk, der står for­re­st på hyl­den, som al­le skub­ber til si­de for at se, om der ik­ke er no­get fri­ske­re bag­ved. Er det sjove så slut? Niks. Der er så me­get, man kan va­erds­a­et­te ved at bli­ve ae­l­dre. Her får du 20 go­de grun­de til, at det er fedt at bli­ve ae­l­dre:

Du be­hø­ver ik­ke at be­kym­re dig om, hvor­vidt no­gen ta­ger dig for ud­se­en­dets skyld.

Du kan drop­pe al­le spe­ku­la­tio­ner om pra­e­ven­tion – gam­le da­mers aeg er ind­tør­re­de ro­si­ner.

Folk hol­der op med at kom­men­te­re di­ne man­ge ka­e­le­dyr.

Du må ger­ne spi­se bud­ding til af­tens­mad.

Du har anek­do­ter om al­ting, og kan al­tid ta­le med... (’det er sjovt, I si­ger ’ri­ste skum­fi­du­ser’, da jeg var barn, ri­ste­de vi ru­ner’).

Du kan få op­ma­er­k­som­hed i et­hvert sel­skab ved at frem­vi­se dit gam­le pap-kø­re­kort.

Du er fra ti­den før in­ter­net­tet, så du glem­mer som­me ti­der at do­ku­men­te­re alt, hvad du gør på de so- ci­a­le me­di­er (selv­om sand­he­den er, at du ik­ke kan fin­de ud af at bru­ge Pho­tos­hop og i vir­ke­lig­he­den er ueg­net til ’se-hvor-la­ek­ker-og-ka­e­len-je­ger-bil­le­der’).

Det gi­ver plud­se­lig mas­ser af mo­tion at sol­ba­de (for­di du er nødt til at stå på ha­en­der en stor del af ti­den, hvis du skal bran­kes på ’må­ger­ne’ un­der barm og bal­der).

Du be­gyn­der at fin­de ryn­ker til­tra­ek­ken­de (Det er sandt. Da jeg var yn­gre, tro­e­de jeg, at gam­le men­ne­sker var sam­men, for­di de ik­ke kun­ne få no­get bed­re. Men nej.) Le­vet liv er fak­tisk til­tra­ek­ken­de, og man kan fin­de en part­ner, der og­så el­sker po­rtvin og vil på van­dre­tur og se på fug­le.

Du la­der dig ik­ke så let du­pe­re af folks yd­re. Bå­de ven­ner og part­ne­re bli­ver valgt, for­di de er ’fuck­ing fe­de’ at va­e­re sam­men med.

Fri­sø­ren hol­der op med over­ra­sket at skri­ge ud i he­le sa­lo­nen, at hun har fun­det et gråt hår.

In­gen kom­mer he­le ti­den til at sky­de de­res vol­ley­ball over til dig, når du lig­ger halv­nø­gen på stran­den. Du be­hø­ver ik­ke at vi­de, hvad ’tramp og dak­ke dak mu­sik’ er – og du har det fint med det. Hver tors­dag er du fuld af for­vent­nin­gens gla­e­de: For da kom­mer Bar­na­by.

Du har en­de­lig råd til at kø­be alt det, du drøm­te om, da du var yn­gre (hvad du så skal med en Ball-trø­je, en ka­em­pe yuca­pal­me, og en tur til Ibiza – det sty­rer du selv).

Du har la­ert dig selv at ken­de og har er­kendt, at det ik­ke bli­ver bed­re. Så du gi­der ik­ke prø­ve at im­po­ne­re no­gen.

Du kan frem­ha­e­ve al­le di­ne sa­er­he­der og til­skri­ve dem ex­cen­tri­ci­tet.

Du kan så let som in­gen­ting pas­se di­ne yn­gre ven­ners småbørn. Du skal al­li­ge­vel op at tis­se seks gan­ge hver nat.

Di­ne børn er så sto­re, at de er be­gyndt at pas­se på dig.

Du har holdt så man­ge fe­ster og fød­sels­da­ge, at det ik­ke la­en­ge­re stres­ser dig at in­vi­te­re he­le den puk­kel­ryg­ge­de og al­le ven­ner­ne til bol­ler og lag­ka­ge. Der­for er di­ne fød­sels­da­ge hyg­ge­li­ge og fyldt med an­dre gam­le røv­hul­ler, som du har kendt he­le dit liv. Og når de un­ge er gå­et (for at put­te de­res børn el­ler ta­ge i by­en), så kom­mer rød­vi­nen frem, og der bli­ver skrå­let med på Depe­che Mo­de og dan­set, til skul­dre­ne er helt led­de­l­ø­se. Li­vet er en fest, ba­re man hu­sker at va­erds­a­et­te de rig­ti­ge ting. Hur­ra for mig.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.