’Man skal ka­em­pe for at be­va­re det, man har ska­bet sam­menr’

Sku­e­spil­ler So­fie Stou­gaard de­bu­te­rer som in­struk­tør med fil­men ’Ka­er­lig­hed og an­dre ka­ta­stro­fer’. Hun me­ner, at angst, fru­stra­tio­ner og vre­de er grund­vil­kår i et­hvert par­for­hold. Der­for er hun på trods af ka­ta­stro­fer sta­dig – ef­ter me­re end 20 år – lyk­ke

BT - - KENDER DU DET? - Dor­te Han­sen | doh@bt.dk Fo­to Ni­ko­lai Li­na­res

Det er en drøm, So­fie Stou­gaard har haft i man­ge år. At gå fra at va­e­re sku­e­spil­ler på film, tv og te­a­ter­s­ce­ner til at de­bu­te­re som fil­min­struk­tør. At bli­ve che­fen med ide­er­ne og det sto­re over­blik.

Al­li­ge­vel har det kra­e­vet til­løb og enor­me ma­eng­der sta­e­dig­hed at ta­ge sprin­get – for al­vor.

1. sep­tem­ber har So­fie Stou­gaard pre­mi­e­re på fil­men ’Ka­er­lig­hed og an­dre ka­ta­stro­fer’. En film som hun selv har in­stru­e­ret og skre­vet ma­nuskrip­tet til sam­men med sin mand Tor­b­jørn Rafn. At hun al­le­re­de var kendt som sku­e­spil­ler, har dog ik­ke va­e­ret en for­del, når det gjaldt re­a­li­se­rin­gen af drøm­men. In­gen dø­re har åb­net sig på for­hånd. So­fie Stou­gaard har måt­tet ban­ke li­ge så hårdt på som al­le an­dre de­bu­te­ren­de in­struk­tø­rer for at få sin drøm ført ud i li­vet.

»Jeg var klar til at gø­re det, i mid­ten af 30er­ne, men det kra­e­ve­de nog­le til­løb,« si­ger den nu 49-åri­ge ny­bag­te in­struk­tør, der den­ne som­mer og­så har spil­let i Ti­vo­lis revy ’Tam Tam’, og til ja­nu­ar er hun med i ’Ci­ty Sing­ler’ i Ti­vo­li.

Sta­e­di­ge So­fie

Seks år tog det for ’Ka­er­lig­hed og an­dre ka­ta­stro­fer’ at gå fra en god idé til den film, der snart ram­mer de sto­re la­er­re­der. Seks ’sinds­sygt op­s­li­den­de’ år med slid, sla­eb og lyst til at drop­pe drøm­men og ba­re ’nø­jes med’ det vel­kend­te liv som sku­e­spil­ler. Men So­fie Stou­gaard er ik­ke så­dan at slå om­kuld. Hun er sta­e­dig, og med sta­e­dig­hed kom­mer man langt.

»Men det har over­ra­sket mig, at det kra­e­ver så me­get sta­e­dig­hed, så me­get vil­je, at få lov til at stå dér og ta­ge det ful­de an­svar. Jeg har ger­ne vil­let ta­ge an­sva­ret. Og jeg ta­ger og­så ger­ne lus­sin­ger­ne, når de kom­mer.«

So­fie Stou­gaard er ble­vet kla­edt på med ef­ter­ud­dan­nel­ses­kur­ser for fil­min­struk­tø­rer på film­sko­len, så hun er helt skarp – bag ka­me­ra­et.

Som sku­e­spil­ler er hun vant til at ud­le­ve en an­dens vi­sion. Men som in­struk­tør er det hen­de, der har haft det sid­ste ord. Hen­de, der har sør­get for, at det he­le er ble­vet til en se­va­er­dig film, hun kan stå in­de for.

»Det har va­e­ret vig­tigt for mig ik­ke at en­de på kom­pro­mi­ser­nes hol­de­plads, hvor man skal gø­re al­le til­fred­se. Et langt styk­ke ad vej­en er det en kol­lek­tiv pro­ces, men der er kun én kap­ta­jn på ski­bet. Man skal ik­ke gø­re al­le til­fred­se he­le ti­den – man er og­så nødt til at va­e­re ’the bad guy’ in­di­mel­lem.«

Par­for­hold i kri­se

’Ka­er­lig­hed og an­dre ka­ta­stro­fer’ hand­ler om et ae­g­te­par i de­res livs kri­se. Kvin­den er gravid og vil ger­ne ha­ve bar­net, men man­den over­ta­ler hen­de til at få en abort. Sam­ti­dig gør han sin el­ske­rin­de gravid. El­ske­rin­den er så me­get i tvivl om, hvad hun skal gø­re, at hun op­sø­ger en psy­ko­log, som vi­ser sig at va­e­re man­dens ko­ne.

»Og så be­gyn­der stra­bad­ser­ne,« som So­fie Stou­gaard si­ger.

Lad os slå det fast med det sam­me, fil­men hand­ler ik­ke om So­fie Stou­gaards eget liv og par­for­hold.

Hun har va­e­ret sam­men med ma­nuskript­for­fat­ter Tor­b­jørn Rafn i 21 år. Sam­men har de tre døtre på 8, 15 og 20 år, så der er ik­ke me­gen gen­ken­del­se.

Men ka­rak­te­rer­ne er vel­kend­te, tids­ty­pi­ske ty­per – kar­ri­e­kvin­den og den gr­an­voks­ne te­e­na­ge-mand.

»Vi har gjort kvin­den ek­stremt kar­ri­e­re­be­vidst, me­get kon­trol­le­ren­de og man­den til en lidt an­svars­løs te­e­na­ger i 40er­ne, som har lyst til at flyg­te – fra kon­trol­len og den sta­er­ke kvin­de. Nog­le gan­ge får kvin­den skub­bet man­den ud på et si­despor, det skal hun se på. Men man­den skal se på, hvor­for han ik­ke kon­fron­te­rer sin kvin­de med de her ting i ste­det for at flyg­te ind i en me­re an­svars­løs ver­den. De te­ma­er i kvin­den og man­den ser jeg som ret tids­ty­pi­ske.«

So­fie Stou­gaard be­skri­ver fil­men som tragi­ko­misk. Men det kom fak­tisk bag på hen­de, at folk syn­tes, fil­men er sjov.

»Men det gør ik­ke no­get. For grin kan va­e­re vej­en til en ac­cept af det sva­e­re i li­vet. Når man gri­ner, åb­ner man si­ne san­ser og sin sja­el, så når det be­gyn­der at gø­re me­re ondt, er man åben og mod­ta­ge­lig. Man bli­ver me­re rørt, hvis man li­ge har gri­net.«

Al­le mø­der mod­stand

Selv har So­fie Stou­gaard let til lat­ter. Vi mø­des over af­tens­ma­den på re­stau­rant Käh­ler i Ti­vo­li, in­den hun selv skal på sce­nen og va­e­re den, der bli­ver gri­net ad og med i revy­en ’Tam Tam’. Men al­voren er ik­ke langt va­ek.

Hun er vok­set op på Born­holm i 1970er­ne i en fa­mi­lie med to sø­sken­de og ke­ra­mi­ker-fora­el­dre. Fora­el­dre­ne lag­de al­drig skjul på, at li­vet ik­ke er fri for mod­vind og tor­ne. Al­le mø­der mod­gang – for fa­mi­li­en Stou­gaard i form af kra­eft­syg­dom og al­min­de­li­ge ae­g­te­ska­be­li­ge op- og ned­t­u­re. Men ik­ke al­le bli­ver slå­et ud.

Det har va­e­ret vig­tigt for mig ik­ke at en­de på kom­pro­mi­ser­nes hol­de­plads, hvor man skal gø­re al­le til­fred­se. Et langt styk­ke ad vej­en er en film en kol­lek­tiv pro­ces, men der er kun én kap­ta­jn på ski­bet

»Mi­ne fora­el­dre over­le­ve­de. De ka­em­pe­de med de­res fø­lel­ser. Det så ik­ke al­tid li­ge kønt ud, men de el­ske­de sta­dig hin­an­den, og det er jo så­dan, li­vet er. Vi går og tror, at det er så pa­ent om­me på den an­den si­de af ha­ek­ken, hvor de an­dre men­ne­sker bor. Det er det ik­ke.«

I dag ka­em­per vi for lidt for ka­er­lig­he­den, me­ner hun. Det er ble­vet for nemt at bli­ve skilt.

»Man skal ka­em­pe så me­get, man over­ho­ve­det kan, for at be­va­re det, man har ska­bet sam­men. Det er va­erd at prø­ve, til man ik­ke kan me­re. Det har jeg ind­tryk af, at vo­res ge­ne­ra­tion ik­ke gør. Du kan se det på må­den, man bli­ver skilt på – det er ba­re et en­kelt klik, så er du skilt.«

For me­get lyk­ke

Et pro­blem er ide­en om, at li­vet skal va­e­re lut­ter lyk­ke og idyl. Det er en il­lu­sion, som bli­ver ud­le­vet til ful­de på de so­ci­a­le me­di­er. Så me­get, at jag­ten på det pro­blem­frie liv pu­stes op til uop­nå­e­li­ge høj­der:

»Man skal hol­de fa­ca­den, og det he­le skal se godt ud. Men det er jo løgn. I min egen per­son­li­ge sfa­e­re har der va­e­ret mas­ser af mod­stand. Så­dan er det for de fle­ste men­ne­sker, selv­om det ser fint og for­nemt ud. Det er én lang is­ce­nesa­et­tel­se. Vo­res film gra­ver li­ge et spa­destik dy­be­re. Det he­le ser per­fekt ud, men un­der­ne­den lu­rer ting og sa­ger,« si­ger hun.

Hvad med dit eget par­for­hold? Hvad har I op­le­vet af ka­er­lig­hed og an­dre ka­ta­stro­fer?

»Vi har over­le­vet ka­ta­stro­fer­ne,« ler So­fie Stou­gaard af­va­eb­nen­de og er ik­ke så me­get for at gra­ve i de­tal­jer­ne.

De har over­le­vet. El­sker hin­an­den. Og er sta­dig sam­men ef­ter to år­ti­er og tre børn.

»Det er et livsvil­kår at ha­ve angst, fru­stra­tio­ner, vre­de og al­le mu­li­ge an­dre fø­lel­ser i en lind strøm. Det ga­el­der for al­le. De ting har vi da og­så. Men når man over­le­ver for­skel­li­ge ty­per af kri­ser og bli­ver eni­ge om sta­dig at fort­sa­et­te, for­di man kan se, at der er en en­de på det, så står man jo sta­er­ke­re bag­ef­ter,« si­ger hun og fort­sa­et­ter:

»Jeg tror ik­ke, det er me­re nor­malt, at gå gen­nem et helt liv uden at sma­ge på ka­ta­stro­fer, at pi­ske igen­nem som om li­vet er én lang dans på ro­ser, det tror jeg ik­ke på. Over­ho­ve­det. Uan­set hvem du er, og hvor me­get suc­ces du har.«

Ide­er­ne kom­mer i stil­he­den

Selv­om hun hur­tigt bli­ver rast­løs, pri­o­ri­te­rer hun tid, hvor der ik­ke sker no­get. De øje­blik­ke, hvor der ik­ke er af­ta­ler og pla­ner i ka­len­de­ren, da­gens ro­li­ge øje­blik­ke, de stun­der, hvor børn vil­le støn­ne ’jeg ke­e­e­e­der mig’ – det er dér, de go­de ide­er op­står.

»Hvis du ik­ke gi­ver dig selv lov til, at der ik­ke sker no­get, så kom­mer du ik­ke til at re­flek­te­re over no­get som helst af va­er­di el­ler va­egt.«

Stil­hed var der på Born­holm, da hun vok­se­de op. Må­ske er det i vir­ke­lig­he­den den, der gav hen­de ka­er­lig­he­den til sku­e­spil­let. Hun ved ik­ke helt, hvad der egent­lig drev hen­de, men »der ske­te ik­ke en skid der­ov­re på Born­holm,« så bør­ne­ne måt­te selv ska­be liv. For So­fie Stou­gaard ud­vik­le­de fan­ta­si­ven­ner­ne sig til ka­rak­te­rer i ra­di­o­te­a­ter og duk­ke­te­a­ter, som hun skab­te sam­men med ve­nin­der­ne.

I den før­ste tid på te­a­ter­sko­len, var det de sto­re, al­vor­li­ge rol­ler, der do­mi­ne­re­de. Egent­lig duk­ke­de det sjove op lidt ved et til­fa­el­de. Selv var hun ik­ke rig­tig klar over, at hun var god til at va­e­re sjov.

»På te­a­ter­sko­len skul­le vi la­ve no­get, der hed ’min egen hi­sto­rie’. Jeg skrev en lil­le, sjov ting med så­dan en born­holm­sk da­me, der ka­ef­te­de op ud ad sit vin­due i en ens­ret­tet ga­de, for­di folk kør­te for­kert. Jeg var slet ik­ke klar over, at det var sjovt. Men de an­dre gri­ne­de sim­pelt­hen så me­get.«

Si­den har rol­ler­ne bå­de va­e­ret al­vor­li­ge og sjove. Men det er som om, de of­te­re og of­te­re lan­der i den lat­ter­mil­de ka­te­go­ri med årets Ti­vo­li-revy ’Tam Tam’ som se­ne­ste grin.

Frem­tids­drøm­me

Ven­der vi blik­ket mod frem­ti­den,

drøm­mer So­fie Stou­gaard om fort­sat at kom­bi­ne­re jobbet som in­struk­tør med jobbet som sku­e­spil­ler. For når man er vild med beg­ge de­le, fin­der man plads til det he­le.

Sam­men med Tor­b­jørn Rafn er hun i fuld gang med at ud­vik­le det na­e­ste film-pro­jekt. For der skal me­re end lidt mod­vind til at slå So­fie Stou­gaard ud.

Hen­des stra­te­gi er at va­e­re i gang med na­e­ste pro­jekt, in­den det før­ste får pre­mi­e­re. På den må­de er der me­re i li­vet end den fo­re­stå­en­de suc­ces el­ler skuf­fel­se. En form for va­egt til at sik­re, at suc­ce­sen ik­ke sti­ger hen­de til ho­ve­d­et, el­ler en buf­fer til at ta­ge even­tu­el­le slag. Men mod­gang skra­em­mer hen­de ik­ke.

»Man la­e­rer alt­så mest af mod­gan­gen,« un­der­stre­ger hun og fort­sa­et­ter:

»Et klap på skul­de­ren kan du ik­ke rig­tigt bru­ge til no­get. Du skal ik­ke sva­el­ge i det, li­ge­som du ik­ke skal sva­el­ge i di­ne fi­a­sko­er.«

Hun kal­der det selv at va­e­re nøg­tern, at ta­ge suc­ces og fi­a­sko ’lidt op­pe­fra og ned’. Ik­ke at hun ik­ke ma­er­ker det. Selv­føl­ge­lig gør hun det. I dis­se da­ge er hun spa­endt på og nervøs for, hvor­dan de­but­fil­men kla­rer sig. Om no­gen går ind og ser den. Om de går fra bi­o­gra­fen med no­get. Når man har brugt så lang tid på et pro­jekt, og så man­ge an­dre men­ne­sker er in­vol­ve­ret, er hå­bet na­tur­lig­vis, at den og de bli­ver godt mod­ta­get.

Hun vil ger­ne ma­ne til ef­tertan­ke med si­ne film­pro­jek­ter. Hun øn­sker, at vi skal duk­ke frem af bi­o­graf­mør­ket med tan­ker om ti­den, vi le­ver i. Tan­ker om, hvor­for vi gør, som vi gør.

»Jeg vil­le øn­ske, at der var me­re plads til at forta­el­le no­get me­re om vo­res tid, li­ge nu. Det er det, der in­ter­es­se­rer mig mest. Min op­ga­ve er først og frem­mest at sa­et­te et spejl op for vo­res tid på jor­den, som den er her og nu,« slut­ter So­fie Stou­gaard.

Et klap på skul­de­ren kan ik­ke rig­tigt bru­ges til no­get. Du skal ik­ke sva­el­ge i det, li­ge­som du ik­ke skal sva­el­ge i di­ne fi­a­sko­er

I se­ri­en ’Langt fra Las Ve­gas’, der fra 2001 kør­te i fle­re sa­e­so­ner på TV2 Zulu, la­er­te se­er­ne So­fie Stou­gaards sjove si­de at ken­de. Fo­to Bent Mid­strup

Sam­men med part­ne­ren To­bi­as Karls­son var So­fie Stou­gaard den før­ste, der no­gen­sin­de blev stemt ud af ’Vild med dans’. Par­ret delt­od i før­ste sa­e­son af dan­se­pro­gram­met i 2005. Her med Ma­ri­an­ne Fl­or­man, Mia Lyh­ne og Sti­ne Sten­ga­de, der og­så dan­se­de i det før­ste show på TV2. Fo­to Kri­sti­an Juul Pe­der­sen

Sam­men med Hen­rik Lyk­ke­gaard i fil­men ’Born­holms stem­me’. Fo­to Scan­pix Den­mark

Portra­et af al­le del­ta­ger­ne i årets ’Tam Tam Revy’ i Ti­vo­li So­fie Stou­gaard, Bo­dil Jør­gen­sen, Ni­els Ol­sen, Mads Knar­re­borg og Hen­rik Ko­e­fod samt dan­sepi­ger­ne. Fo­to: Ida Guld­ba­ek Arent­sen

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.