’Må­ske kom­mer jeg til at jub­le den­ne gang’

Den mis­se­de OL-me­dal­je i Lon­don er lagt bag Rik­ke Møl­ler Pedersen. Kur­sen er sat mod kul­mi­na­tio­nen

BT - - OL I RIO - REVANCHEN Jo­han Lyng­holm | jo­hp@spor­ten.dk

»Der er så man­ge fø­lel­ser i det her, og jeg hav­de nok ba­re hå­bet, at jeg skul­le jub­le lidt den her gang.«

Or­de­ne er Rik­ke Møl­ler Pe­der­sens og blev frem­ført med tå­rer­ne tril­len­de ned ad kin­der­ne. Kort for­in­den hav­de hun li­ge ak­ku­rat mis­set me­dal­jepo­di­et i Lon­don i OL-fi­na­len i 200 me­ter bryst. He­le Dan­mark fulg­te med bag ska­er­men og sym­pa­ti­se­re­de med den fø­lel­ses­la­de­de fyn­bo. Nu står hun igen til et OL. Fi­na­len i 100 me­ter bryst, der blev af­vik­let ef­ter det­te in­ter­view, glip­pe­de nat­ten til man­dag, men det le­ver hun nok med. Det alt­over­skyg­gen­de mål er på den dob­bel­te di­stan­ce, hvor hun som for­sva­ren­de ver­dens­re­kord­hol­der er et op­lagt bud på en dansk me­dal­je­ta­ger. Ons­dag svøm­mer hun ind­le­den­de he­at i fa­vo­rit­di­sci­pli­nen, og her drøm­mer hun om, at de be­røm­te tå­rer fra Lon­don kan skif­tes ud med hen­des li­ge så be­røm­te sto­re smil.

Hvor fø­ler du, at du står?

»Jeg fø­ler, jeg står godt. Jeg fø­ler, jeg har haft et spa­en­den­de år. Det har ud­for­dret mig, men det har og­så gjort mig klar.«

Spa­en­den­de?

»Der har va­e­ret lidt op­tu­re og ned­t­u­re, og det er før­ste gang, jeg har kørt et helt år uden at top­pe til no­get sta­ev­ne. Der har jeg før va­e­ret vant til at top­pe i hvert fald tre gan­ge på et år. Så det er jeg og­så spa­endt på. Det har va­e­ret hårdt ba­re at lig­ge og klø på i al­le de her ki­lo­me­ter uge ef­ter uge og ik­ke li­ge ha­ve fi­re da­ge fri. Det er hårdt, men det er og­så det, der gør, at jeg står og fø­ler mig for­be­redt. Jeg har of­ret en mas­se ting og fø­ler, jeg har valgt rig­tigt i for­hold til, hvor­dan jeg kun­ne bli­ve mest mu­ligt klar.«

Usik­ker på, hvor jeg står Hvor­dan er din egen tro på dig selv i for­hold til slut­pro­duk­tet?

»Ja, det er sva­ert. Jeg har lidt sva­ert ved at vi­de i for­hold til mig selv, hvad jeg egent­lig ger­ne vil for­ven­te. Men der er selv­føl­ge­lig så­dan no­get med, at det kun­ne va­e­re fedt at gø­re det bed­re end sid­ste OL. OL er ik­ke så me­get om­kring ti­der, men må­ske me­re i for­hold til pla­ce­rin­ger. Det kun­ne va­e­re fedt at få en ny op­le­vel­se.«

»Det, jeg hu­sker fra OL sidst, er, at det var fan­ta­stisk. Det hå­ber jeg ba­re, at Bra­si­li­en og­så kan le­ve op til. Selv­om det he­le var nyt den­gang og man må­ske fø­ler nu, at man har prø­vet det før, så tror jeg, det er vig­tigt ba­re at nulstil­le og la­de som om, man ik­ke har prø­vet det før. For det kom­mer til at va­e­re så an­der­le­des. Jeg har vir­ke­lig et håb og en for­vent­ning til mig selv om, at jeg kom­mer til at stå helt kon­kur­ren­ce­klar med sug i ma­ven og som­mer­fug­le.«

Der er talt me­get om det her hjer­teska­e­ren­de bil­le­de fra Lon­don, hvor... (Rik­ke Møl­ler Pedersen af­bry­der)

»Ja, haha. Det slip­per jeg vidst al­drig for!«

Nej, det gør du nok ik­ke. Hvad har den op­le­vel­se be­ty­det for dig? Der er jo man­ge, der vir­ke­lig hu­sker den epi­so­de.

»Jeg sy­nes ik­ke, jeg har mødt no­get be­brej­den­de om­kring det, og det er egent­ligt så­dan, jeg ger­ne vil va­e­re. Det ER så­dan, jeg er, og det er så­dan, jeg sy­nes, jeg vi­ser, at jeg er tro mod mig selv. Det er ik­ke op­sat på no­gen må­de, at jeg bli­ver ked af det i øje­blik­ket, for­di det gør jeg. Det kan jeg og­så ri­si­ke­re at bli­ve den­ne gang, og det er ba­re så­dan, jeg er. Det sid­ste OL har nok la­ert mig, at jeg kan va­el­ge at va­e­re tro mod mig selv og respek­te­re, at det er så­dan, jeg har det. At vi­se udadtil, at det er så­dan sport er for mig, og det er så­dan, jeg sy­nes, man le­ver det bedst. Og for­hå­bent­lig bli­ve respek­te­ret for det. El­ler jeg kan va­el­ge at la­eg­ge en fa­ca­de og va­e­re me­get fir­kan­tet om­kring det. Så­dan er jeg ba­re ik­ke. Det har jeg i hvert fald la­ert af det: At va­e­re tro mod mig selv. Det gør halv­de­len af ople­vel­sen, at man er sig selv i det.«

Bed­re end i 2012

»Jeg var LYK­KE­LIG en uge ef­ter og syn­tes, det var det mest fan­ta­sti­ske, jeg hav­de va­e­ret til. Jeg kun­ne ik­ke ha­ve for­ven­tet me­re. Jeg kom jo fra in­gen­ting og blev num­mer fi­re til mit før­ste OL. Så det var jo fan­ta­stisk, og det er og­så den fø­lel­se, jeg hå­ber at gå fra Rio med den­ne gang, selv­om jeg må­ske i øje­blik­ket kom­mer til at stå og va­e­re ked af det. Men må­ske kom­mer jeg til at jub­le den­ne gang. Who knows?

Hvil­ken Rik­ke er du i dag i for­hold til Lon­don 2012?

»Jeg er egent­lig ba­re ble­vet ae­l­dre. Jeg er sta­dig den sam­me i det, jeg la­ver. Jeg har vir­ke­lig gjort mig uma­ge for at va­e­re tro mod mig selv he­le vej­en og ik­ke la­de an­dre dik­te­re, hvor­dan jeg skal va­e­re. Jeg har selv­føl­ge­lig få­et no­get me­re er­fa­ring og en an­den gåpå­mod, og jeg er og­så ble­vet mødt af nog­le nye for­vent­nin­ger i og med, jeg er ble­vet bed­re. Dem har jeg skul­let la­e­re at hånd­te­re, så jeg fø­ler mig me­get for­be­redt på om­ver­de­nens re­ak­tio­ner i for­hold til sidst, hvor jeg ik­ke vid­ste, hvad det var.«

Det er ik­ke op­sat på no­gen må­de, at jeg bli­ver ked af det i øje­blik­ket, for­di det gør jeg Rik­ke Møl­ler Pedersen Det har va­e­ret hårdt ba­re at lig­ge og klø på i al­le de her ki­lo­me­ter uge ef­ter uge og ik­ke li­ge ha­ve fi­re da­ge fri Rik­ke Møl­ler Pedersen

FOTO: AFP/DPA

Rik­ke Møl­ler er of­te i fø­lel­ser­nes vold, forta­el­ler hun. Hun brød gra­e­den­de sam­men, ef­ter hun slog ver­dens­re­kor­den på 200 m bryst.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.