Re­vo­lu­tions­hel­ten der selv blev dik­ta­tor

Fi­del Ca­stro stod i spid­sen for den cu­ban­ske re­vo­lu­tion, men un­der hans le­del­se er Cu­ba endt som et kom­mu­ni­stisk dik­ta­tur

BT - - NAVNE - An­ders Jørgensen | arjg@ber­ling­s­ke.dk

Er der no­get, Cu­bas for­hen­va­e­ren­de le­der gen­nem na­e­sten 50 år og mor­gen­da­gens 90 års­fød­sel­s­ar Fi­del Ca­stro er kendt for, er det hans ta­ler. Ti­melan­ge epos om re­vo­lu­tio­nens vel­sig­nel­ser, so­ci­a­lis­mens over­le­gen­hed og den ame­ri­kan­ske im­pe­ri­a­lis­mes ond­skab.

En en­kelt af Ca­stros ta­ler over­strå­ler dog i be­tyd­ning al­le de an­dre. For­hi­sto­ri­en er som føl­ger.

26. juli 1953 an­greb Fi­del Ca­stro og en grup­pe re­vo­lu­tio­na­e­re Mon­ca­da-ka­ser­nen i San­ti­a­go i et for­søg på at va­el­te den cu­ban­ske dik­ta­tor Ful­gen­cio Ba­ti­s­ta. An­gre­bet slog fejl, og de fle­ste fra grup­pen blev en­ten dra­ebt el­ler ta­get til fan­ge. Ved den ef­ter­føl­gen­de rets­sag stod den juristud­dan­ne­de Ca­stro for sit eget for­svar, og i den for­bin­del­se holdt han en ta­le, som si­den skul­le få mar­kant ind­fly­del­se på det 20. år­hund­re­des po­li­ti­ske hi­sto­rie.

I den fi­re ti­mer lang for­svarsta­le 16. ok­to­ber 1953 an­greb Ca­stro ik­ke ba­re det sa­er­de­les upo­pu­la­e­re Ba­ti­s­ta-re­gi­me, han ma­ni­feste­re­de til­li­ge prin­cip­per­ne for, hvor­dan den cu­ban­ske re­vo­lu­tion skul­le ud­spil­le sig. Lan­dre­for­mer og ar­bej­der­nes ret til at få del i virk­som­he­der­nes over­skud var blandt ta­lens ho­ve­d­i­de­er, der i de føl­gen­de år ik­ke blot blev et ma­ni­fest for cu­ban­ske re­vo­lu­tio­na­e­re, men op gen­nem 1960er­ne og­så blev et kamp­skrift og en in­spira­tions­kil­de for tu­sind­vis af un­ge på ven­stre­fløj­en overalt i Ve­sten.

Fri­kendt af hi­sto­ri­en?

16. ok­to­ber-ta­len slut­ter med et af de mest be­røm­te Ca­stro-ci­ta­ter: »La hi­sto­ria me ab­sol­verá« – hi­sto­ri­en vil fri­ken­de mig.

Set i et kort hi­sto­risk per­spek­tiv fik Fi­del Ca­stro mu­lig­vis ret. Det tyran­ni­ske Ba­ti­s­ta-sty­re blev i 1959 va­el­tet, og Ca­stro og hans folk ind­t­og med sta­erk fol­ke­lig op­bak­ning Ha­va­na og mag­tens in­sti­tu­tio­ner.

I de ef­ter­føl­gen­de år blev der gen­nem­ført en ra­ek­ke so­ci­a­le re­for­mer, fle­re børn kom i sko­le, lan­dre­for­mer blev ved­ta­get, og der blev in­ve­ste­ret i det forar­me­de sund­heds­va­e­sen. Alt sam­men be­slut­nin­ger, der kom den bre­de folk­ning i Cu­ba til gavn.

Men si­de­lø­ben­de her­med ud­vik­le­de Ca­stro hur­tigt egen­rå­di­ge tra­ek, og set i et la­en­ge­re per­spek­tiv er spørgs­må­let, om hi­sto­ri­en ik­ke vil va­e­re an­der­le­des hård mod re­vo­lu­tions­hel­ten. Når Cu­bas hi­sto­rie i dag skri­ves, er 1959 så­le­des ik­ke året, hvor et brutalt dik­ta­tur blev af­løst af et plu­ra­li­stisk de­mo­kra­ti. Sna­re­re er det året, hvor en dik­ta­tor blev af­løst af en an­den.

Send­te tu­sin­der på flugt

Fi­del Ca­stro – og det ca­stro­kra­ti der ud­vik­le­de sig om­kring ham – stram­me­de gre­bet om Cu­ba op gen­nem 1960er­ne. Han al­li­e­re­de sig med Sov­je­tu­ni­o­nen og den øv­ri­ge østblok i den kol­de krig, han tord­ne­de mod USA og ka­pi­ta­lis­men, og må­ske vig­tigst af alt i den­ne forta­el­ling – han for­fulg­te den po­li­ti­ske op­po­si­tion, der gan­ske hur­tigt ef­ter 1959 spi­re­de i Cu­ba, da det gik op for man­ge an­ti-bati­st­as, at de hav­de va­e­ret med til at le­ve­re mag­ten til en mand, der ik­ke hav­de i sin­de at gå de­mo­kra­tiets vej. Man­ge flyg­te­de fra Cu­ba, en del fri­vil­ligt, an­dre dre­vet i ek­sil, og an­tal­let af cu­ba­ne­re, der un­der Ca­stro har for­ladt Cu­ba, skal ta­el­les i hund­redt­u­sin­der.

Vis­se grup­per me­ner end­da, at der ale­ne til USA er flyg­tet over en mil­li­on cu­ba­ne­re si­den 1953, hvil­ket skal ses i ly­set af, at Cu­ba har en be­folk­ning på godt 11 mil­li­o­ner.

Fi­del Ca­stro er ik­ke la­en­ge­re le­der af Cu­ba, bro­de­ren Raul Ca­stro over­tog de fa­cto le­del­sen af lan­det i 2006. Si­den er Fi­del Ca­stros ta­ler i det of­fent­li­ge ble­vet fa­er­re og fa­er­re og kor­te­re og kor­te­re, og den se­ne­ste gang han vi­ste sig, var på de cu­ban­ske kom­mu­ni­sters par­ti­kon­gres i april i år, hvor han ty­de­ligt al­der­s­sva­ek­ket og iført en tra­e­nings­dragt an­non­ce­re­de, at hans en­de var na­er.

Ca­stro-dik­ta­tu­ret ser ik­ke ud til at va­e­re en­den na­er. Cu­ba er sta­dig en et-par­ti-stat, hvor po­li­ti­ske mod­stan­de­re for­føl­ges og fa­engs­les, hvor cen­sur er in­sti­tu­tio­na­li­se­ret, og hvor lig­he­den må­ske nok er hø­je­re end un­der Ba­ti­s­ta, men er af­løst af et man­gel­sam­fund, hvor de fle­ste har for lidt. Det sy­nes at va­e­re den umid­del­ba­re po­li­ti­ske arv ef­ter Fi­del Ca­stro.

FOTO: ADALBERTO ROQUE

I 2006, hvor det­te foto er ta­get, over­lod Fi­del Ca­stro le­del­sen af Cu­ba til sin bror Raul Ca­stro. Si­den har hans of­fent­li­ge op­tra­e­de­ner va­e­ret få og kor­te.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.