’Jeg tro­e­de, det var helt slut’

BT - - NYHEDER -

ULYK­KE PÅ ULYK­KE jeg må in­drøm­me, at der har va­e­ret da­ge, hvor jeg fuldt og fast har tro­et, at det var helt slut med at spil­le. Slut for al­tid. Det har ik­ke va­e­ret så sjovt. Vi har snak­ket om, hvor­dan det skul­le gå, hvis jeg ik­ke kun­ne kom­me ud at spil­le me­re. Og hvad vi skul­le gø­re. Jeg hav­de fuld­sta­en­dig mi­stet mo­det, men Sussi har ik­ke vil­let hø­re ta­le om, at det skul­le va­e­re slut nu,« si­ger Leo, som hel­dig­vis så småt er ved at få mo­det til­ba­ge. Udskriv­ning i ud­sigt Ved stu­e­gan­gen i går ef­ter­mid­dags fik han og Sussi po­si­tivt nyt fra over­la­e­gen, som – alt af­ha­en­gig af ud­vik­lin­gen i in­fek­tions­tal­le­ne – for­sig­tigt stil­le­de i ud­sigt, at Leo må­ske kan bli­ve ud­skre­vet og kom­me hjem til par­rets rum­me­li­ge lan­de­jen­dom uden for Sal­tum i lø­bet af na­e­ste uge.

Så – og uden at kun­ne gi­ve ga­ran­ti for no­get som helst – kryd­ser de to nord­jy­ske en­tertai­ne­re nu fin­gre for, at han om et par uger el­ler tre for­hå­bent­lig igen kan kom­me med ud og gø­re tro­fa­ste Sussi & Leo-fans rig­tig gla­de rundt om i det gan­ske land.

»Jeg har slet ik­ke tå­l­mo­dig­hed til at lig­ge her. Jeg vil ba­re ger­ne i gang med en helt al­min­de­lig hver­dag igen. Dét, jeg sav­ner mest, er at kom­me ud at spil­le. Og li­ge så snart der er mu­lig­hed for det, kom­mer jeg på sce­nen. Jeg har over­ve­jet, om jeg skal op­tra­e­de fra en kø­re­stol i det før­ste styk­ke tid. Hvis det er dét, der skal til, så gør jeg det,« si­ger Leo. Og ven­der ho­ve­d­et mod Sussi:

»Jeg har ta­enkt på, at jeg til at be­gyn­de med ta­ger med jer, Al­lan og Tho­mas (Al­lan er pt. af­lø­ser for Leo og Tho­mas den fa­ste trom­mesla­ger, red.) i au­to­cam­pe­ren og ba­re er der og ’lug­ter lidt til hø­et’, som den gam­le cir­kus­he­st, jeg er. Og må­ske kan jeg så bli­ve tril­let op på sce­nen til sidst og va­e­re med på ’Smo­ke On The Wa­ter’,« fun­de­rer han.

Og får en be­kra­ef­tel­se på idéen fra en i bog­sta­ve­lig­ste for­stand smi­len­de Sussi;

»Ja selv­føl­ge­lig – det gør vi da,« si­ger hun.

Hvor­ef­ter den ak­tu­el­le vir­ke­lig­hed ram­mes ind af Leo:

»Som det er li­ge nu, er jeg ik­ke en­gang i stand til at kom­me ud af sen­gen uden hja­elp. Jeg har sim­pelt­hen ik­ke kra­ef­ter nok til at løf­te mit ben. Og har jo og­så no­get ondt he­le ti­den. Men det kan man få no­get for. Nu skal la­e­ger­ne i før­ste om­gang ha­ve mi­ne ny­rer i gang med at vir­ke, og in­fek­tions-tal­le­ne skal ned. De skal helst lig­ge på om­kring ot­te, men i be­gyn­del­sen var de helt op­pe på 240. Li­ge nu er de på 85, så det går fremad, men der er et styk­ke vej end­nu,« er­ken­der han.

Ef­ter Leos fle­re uger lan­ge ind­la­eg­gel­se og den kon­stan­te over­våg­ning af hans 60-åri­ge krop vi­ser det sig ove­ni, at hans le­ver hel­ler ik­ke fun­ge­rer helt ef­ter hen­sig­ten.

»Men det har vist ik­ke rig­tig no­get med det her at gø­re,« til­fø­jer han kna­størt med en spag hen­tyd­ning til sin for­ka­er­lig­hed for en kold øl el­ler to. Vil ik­ke skuf­fe pu­bli­kum­met »Det dér med øl og spi­ri­tus må jeg jo så ba­re la­de stå. Sådan er det,« fast­slår han.

Og forta­el­ler med en god po­r­tion un­der­spil­let ven­del­bo-lu­ne, at det el­lers var en fla­ske, der gav ham ba­re en lil­le smu­le op­mun­tring li­ge midt i ulyk­ken, da han for an­den gang på få uger var me­re end uhel­dig, da hans ven­stre lår­bensk­nog­le plud­se­lig bra­ek­ke­de med et sma­eld, og han end­nu en gang røg i dør­ken i au­to­cam­pe­ren:

»Det sag­de ba­re kna­ek, og så faldt jeg sam­men. Jeg var ik­ke i tvivl om, hvad der var sket, og jeg røg ned på kna­e­e­ne med et brag. Hel­dig­vis lan­de­de jeg li­ge ved si­den af en fla­ske Fer­net Bran­ca,« som han si­ger.

Og til­fø­jer med al­vor i stem­men, at det va­er­ste li­ge dér i si­tu­a­tio­nen var, at de man­ge folk, som var mødt for­vent­nings­ful­de op for at se dem op­tra­e­de på kro­en ved Rør­vig, nu ik­ke kun­ne få, hvad de var kom­met for.

Sussi – el­ler San­ne, som Leo kal­der hen­de i det dag­li­ge, når de ik­ke står på sce­nen for­an pu­bli­kum – sa­et­ter og­så en tyk streg un­der, at ’Sussi & Leo’ helt ind til mar­ven al­tid ta­ger tjan­sen som le­ve­ran­dø­rer af un­der­hold­ning til det dan­ske folk al­vor­ligt og for alt i ver­den ik­ke vil skuf­fe pu­bli­kum:

»Leo be­gynd­te at gra­e­de, da det stod klart, at vi var nødt til at af­ly­se. Da blev han godt nok ked af det.«

Sussi & Leo er beg­ge 60 år og har va­e­ret na­er­mest uad­skil­le­li­ge, si­den de var 15 år gam­le.

Bå­de som part­ne­re privat og som mu­si­ker­par­ret Sussi & Leo har de i år 45 års ju­bila­e­um. med som en fast del. De har rundt reg­net 100 spil­lejob om året i det gan­ske land.

Sussi & Leo har de se­ne­ste to år fak­tisk va­e­ret en trio, ef­ter trom­mesla­ge­ren Tho­mas er kom­met

Sussi & Leo blev for al­vor kult og ver­dens­be­røm­te i Dan­mark, da de fra 1980’er­ne og i åre­vis frem spil­le­de året rundt seks ud af syv af­te­ner om ugen på Skan­sen i Ska­gen. Da Sussi bog­sta­ve­ligt talt kol­lap­se­de på grund af overan­stren­gel­se, sat­te de tem­po­et ned – og spil­le­de fra da af ’kun’ fem af­te­ner om ugen.

Sussi & Leo spil­le­de ik­ke fa­er­re end 23 år i tra­ek på Skan­sen, in­den de stop­pe­de og ryk­ke­de lidt la­en­ge­re syd­på og fik de­res eget sted i Fre­de­riks­havn. I dag ta­ger de ud og spil­ler og har lo­vet hin­an­den, at de vil spil­le, li­ge til de dør.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.