MICHELLE HVI­ID

BT - - INDHOLD -

’Ka­e­re­stesorg er som et fly, der eks­plo­de­rer’

Jeg rin­ger med ba­e­ve­de stem­me til en psy­ko­log. Hun sva­rer ik­ke, så jeg la­eg­ger en be­sked – hø­rer mig selv si­ge: ’Jeg har få­et lidt for me­get liv i ho­ve­d­et til, at jeg kan nå at syn­ke det. Hvad va­er­re er, jeg ser et mønster – mit – som ik­ke hja­el­per mig. Vil du hja­el­pe mig?’ En ti­me ef­ter lig­ger jeg for før­ste gang i fle­re år på en yo­ga­måt­te. Hø­rer la­e­re­rens sun­de stem­me fuld af kokos og ur­ter si­ge: ’Stra­ek dig lidt me­re. In­vi­ter for­nem­mel­sen ind i din krop – ma­erk selv­omsor­gen.’ Selv­omsor­gen? Tør jeg sma­ge på det ord? Selv­omsorg? Det ord er bin­de­galt, far­ligt og kal­der på mig så højt og skin­gert, at mit ho­ved er ved at eks­plo­de­re. Ik­ke og­så ho­ve­d­et, er det ik­ke nok, at hjer­tet er eks­plo­de­ret? I en af de en­de­lø­se sam­ta­ler med min ve­nin­de spør­ger hun: ’Hvor tit har du va­e­ret fo­rel­sket’. Jeg ta­el­ler ef­ter. Mit før­ste re­sul­tat er im­po­ne­ren­de syv gan­ge (man ta­el­ler vel si­ne børns fa­ed­re med, selv­om det i ét til­fa­el­de er løgn). Men når jeg er ale­ne, med ho­ve­d­et på pu­den put­tet med sorg, ta­el­ler jeg om. Tre fo­rel­skel­ser bli­ver det til. Tre gan­ge hvor mit hjer­te er eks­plo­de­ret. Mi­ne fo­rel­skel­ser bli­ver sta­er­ke­re og sta­er­ke­re, re­ne­re og re­ne­re som jeg bli­ver ae­l­dre – og klo­ge­re på mig selv. Jeg gik fra min se­ne­ste ka­e­re­ste, for­di jeg ik­ke kun­ne tra­en­ge igen­nem til ham. I et håb om, at dét vil­le bli­ve hørt som den yp­per­ste ad­var­sel (for al­le an­dre ud­ve­je var slidt op). Men det blev de­fi­ni­tivt – til min sto­re for- try­del­se. Jeg min­des, at min ka­e­re­ste en­gang sag­de, at jeg tal­te ’så hen­gi­vent og fuld af ka­er­lig­hed’ om min for­ri­ge ka­e­re­ste, at det måt­te ha­ve va­e­ret en stor ka­er­lig­hed. Jeg vil­le øn­ske, at han var en flue på va­eg­gen og nu kun­ne hø­re, når jeg ta­ler om ham. Men det er han ik­ke. Han er helt va­ek og borte – og jeg kan ik­ke fin­de en lan­dings­ba­ne til min ka­er­lig­hed. Der var én, der skrev til mig, at ka­e­re­stesor­ger er som et fly, der eks­plo­de­rer i luf­ten. Bag­ef­ter lig­ger vrag­de­le­ne spredt overalt. Jeg tror, der kan fin­des vrag­de­le af mig på Island, på Nør­re­bro, i Virum, Ber­lin, Mall­orca og i New York. Al­le de ste­der hvor min el­ske­de og jeg smel­te­de sam­men. Jeg prø­ver at sam­le stum­per­ne fra de sid­ste par år. Nog­le af forsvundet, an­dre er så smuk­ke, at jeg ram­mer dem ind og ha­en­ger dem på en kna­ge i mit hjer­te. Det er de fle­ste. Jeg spe­ku­le­rer på, hvor­dan og hvor­når jeg mon la­e­rer at ha­en­ge dem op – evigt ta­et på mig i en smuk for­ma­tion, i ste­det for at sla­e­be dem rundt som den tun­ge­ste byr­de. Jeg ken­der en, som ken­der en, der dø­de af ka­e­re­stesorg. Det er al­li­ge­vel for skørt. Jeg for­står midt i det he­le, at min stør­ste chan­ce er at le­ve. At spr­ud­le og gri­ne. At fin­de hjem til mig selv. Kna­ek­ke ko­den til det for­p­u­le­de mønster. At udø­ve selv­omsorg. Selv­omsorg... Det er så pis­se­klogt, når al­le an­dre gør det. Men mig? Jeg rin­ger til psy­ko­lo­gen – igen. Hun skal hja­el­pe mig med at hja­el­pe mig selv. For et par år si­den var jeg på sådan en god kurs med det der selv­omsorg. Det var na­e­sten ble­vet en helt na­tur­lig hver­dagsting for mig. Så stød­te jeg ind i en per­le­ra­ek­ke af be­gi­ven­he­der og men­ne­sker, der var stør­re end mig, og jeg op­da­ge­de slet ik­ke, hvor sinds­sygt jeg blev slå­et ud af kurs. Jeg er (na­e­sten) til­ba­ge på kur­sen, og der må jeg ba­re bli­ve – ind­til jeg kan se må­let. Må­let er at fin­de til­ba­ge til mig. Det har jeg gjort før – og det gør jeg selv­føl­ge­lig igen.

Jeg prø­ver at sam­le stum­per­ne fra de sid­ste par år. Nog­le af forsvundet, an­dre er så smuk­ke, at jeg ram­mer dem ind og ha­en­ger dem på en kna­ge i mit hjer­te

Michelle Hvi­id 43 år, fored­rags­hol­der og iva­er­ksa­et­ter. Har bl.a. stå­et bag Run­ning­din­ner.dk, ’ Mi­chel­les Mis­sion’ på DR1 og har skre­vet bø­ge­ne ’Skru op for li­vet’ og ’Råstyr­ke’. Michelle bor med si­ne to børn i København.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.