’Jeg skrev, hver gang jeg hav­de fem mi­nut­ter’

Ma­le­ne Sølv­sten gik på ar­bej­de fra ot­te til 16. Når hun kom hjem, skrev hun i al hem­me­lig­hed på en bog. Hun var na­e­sten fa­er­dig, før hen­des fa­mi­lie op­da­ge­de, at hun hav­de be­slut­tet at bli­ve forfatter

BT - - TEMA -

Ana­ly­ser, kom­mu­ni­ka­tions­kampag­ner og nye stra­te­gi­er fyld­te hver­da­gen, men ide­en om at skri­ve en ro­man be­gynd­te så småt at ta­ge form. Hun hav­de al­le­re­de en idé i ho­ve­d­et og prø­ve­de at skri­ve lidt ned.

»At skri­ve, ma­le og teg­ne er min må­de at slap­pe af. Jeg har fle­re gan­ge sam­men­lig­net det med at spil­le su­do­ku på mo­bi­len el­ler se en se­rie på HBO, hvil­ket jeg i øv­rigt og­så gør i stor stil. Når jeg kom hjem fra en lang ar­bejds­dag, hav­de jeg som af­slap­ning ba­re lyst til at skri­ve. Som pro­jek­tet skred frem, blev jeg me­re og me­re gre­bet af det, og kun­ne til sidst slet ik­ke la­de va­e­re. Det var li­ge­som at la­e­se en bog, som jeg ik­ke kun­ne la­eg­ge fra mig. Det drev mig (og dri­ver mig sta­dig). Des­u­den er jeg dre­vet af en stor nys­ger­rig­hed. Jeg kan ik­ke la­de va­e­re med at er­hver­ve mig vi­den, som jeg se­ne­re kan bru­ge i skri­ve­ri­er­ne,« forta­el­ler Ma­le­ne Sølv­sten.

Men iføl­ge Ma­le­ne Sølv­sten selv gik det i be­gyn­del­sen ’vir­ke­lig dår­ligt’.

Min idé var at skri­ve en kri­mi, men det var sva­ert, og jeg ta­enk­te, at jeg var nødt til at ha­ve et ’øve­pro­jekt’. Jeg la­e­ser rig­tig me­get fantasy, så den gen­re var op­lagt. Hun gik aka­de­misk til va­er­ks og la­e­ste så­gar bø­ger om at skri­ve bø­ger, før hun for cir­ka fi­re år si­den en­de­lig gik i gang med skri­ve.

Liv­rem og se­ler-ty­pen

Den­gang ar­bej­de­de hun i Fi­nans­mi­ni­ste­ri­et, og i fle­re år zap­pe­de hun ind og ud af hen­holds­vis ar­bejds­liv og bog­pro­jekt og be­skri­ver, hvor­dan ’Rav­ne­nes hvi­sken’ er skre­vet ’én sa­et­ning ad gan­gen’.

»Jeg hav­de vir­ke­lig ik­ke ret me­get tid, da jeg skrev bo­gen. Mel­lem fuld­tids­ar­bej­de og fa­mi­li­e­liv var der ik­ke man­ge sam­men­ha­en­gen­de ti­mer til for­dy­bel­se. Jeg greb chan­cen og skrev, når jeg li­ge hav­de fem mi­nut­ter.«

Fra ot­te til 16 var hun bl.a. med til at søsa­et­te den na­tio­na­le kampag­ne om di­gi­tal post, og når hun kom hjem, kun­ne hun bru­ge en hel af­ten på at stu­de­re op­slags­va­er­ker om nor­di­ske gu­der el­ler Dan­nie Dru­e­hylds hek­se­hånd­bog, sam­ti­dig med at der og­så skul­le va­e­re plads til fa­mi­li­e­li­vet og hen­des mand og søn­nen, der i dag er ot­te år.

Hver en le­dig stund blev ud­nyt­tet, hvad en­ten det var, mens kar­to­f­ler­ne kog­te, i kø­en i Net­to el­ler i bus­sen på vej hjem fra ar­bej­de, hvor hun plud­se­lig kun­ne få en idé til, hvor­dan hun kun­ne kom­me vi­de­re.

Ma­le­ne Sølv­sten blev klar over, at hun hav­de fat i no­get, da hen­des mor, der i fle­re år hav­de va­e­ret med i en fantasy-bog­klub, fik lov at la­e­se med.

Mo­de­ren vid­ste, hvad hun tal­te om, og hun syn­tes, at

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.