Gen­syn med et mareridt

Flem­m­ing Kofod-Svend­sen mi­ste­de søn, svi­ger­dat­ter og to bør­ne­børn i ts­u­na­mi­en i 2004

BT - - SØNDAG - NATURKATASTROFER

Der er da­ge, man al­drig glem­mer. For nog­le er det 22. novem­ber 1963, da­gen, hvor Jo­hn F. Ken­ne­dy blev skudt. For an­dre er det 11. september 2001, da­gen hvor USA blev ramt af et ter­r­or­an­greb. Og så er der 26. de­cem­ber 2004. En dag, der skul­le ha­ve stå­et i ju­le­hyg­gens tegn, med sild og snaps, må­ske en tur i sko­ven, lig­gen på langs i so­fa­en. Ma­et og glad. I ste­det våg­ne­de vi dan­ske­re den morgen op til nyhe­den om den stør­ste na­tur­ka­ta­stro­fe, som ver­den hav­de set i 40 år. Til bil­le­der af lig og enor­me øde­la­eg­gel­ser, skabt af en ts­u­na­mi, som med knu­sen­de kraft og 700-800 km/t forta­e­re­de alt på sin vej hen over Det In­di­ske Oce­an. Dra­e­ber­bøl­gen blev den kaldt på BTs for­si­de den ef­ter­føl­gen­de dag.

Alt dét var tid­li­ge­re mi­ni­ster og pra­est Flem­m­ing Kofod-Svend­sen lyk­ke­ligt uvi­den­de om, da han iført van­dre­støv­ler sam­men med sin ko­ne In­ger Mar­gret­he og dat­te­ren Kat­hri­ne var midt i dét, han hav­de drømt om he­le sit liv. At van­dre langs den bi­bel­ske flod Eufrat i Sy­ri­en, flo­den, der fø­rer til Edens Ha­ve. Men in­den la­en­ge be­fandt han sig i ste­det i fryg­tens for­gård. Fø­lel­sen af lyk­ke var er­stat­tet af en knu­gen­de uro og be­kym­ring over søn­nen Ja­cob, svi­ger­dat­te­ren Lis­beth og de to bør­ne­børn Silas og Re­gitze, som be­fandt sig i ka­ta­stro­fens epi­cen­ter.

Fan­ta­stisk ju­le­af­ten på stran­den

»Vi hav­de holdt ju­le­af­ten hos vo­res dat­ter, som på det tids­punkt bo­e­de og stu­de­re­de i Da­ma­s­kus. Da­gen ef­ter var vi in­de på en net-café, og la­e­ste en mail, som vo­res søn Ja­cob hav­de sendt fra Thailand, hvor han og vo­res svi­ger­dat­ter Lis­beth var på fora­el­dre­or­lov sam­men med de­res to børn, Re­gitze på tre og Silas på fi­re. De hav­de holdt den mest fan­ta­sti­ske ju­le­af­ten på stran­den, skrev han. Hav­de sun­get ju­lesan­ge og pak­ket ga­ver ud,« hu­sker Flem­m­ing Kofod-Svend­sen.

Sent sam­me dag tog han sam­men med sin ko­ne og dat­ter bus­sen fra Da­ma­s­kus og over­nat­te­de på et ho­tel ta­et på flo­den, så de kun­ne be­gyn­de på tu­ren tid­ligt na­e­ste morgen.

»Det var en stor op­le­vel­se at van­dre det­te bi­bel­ske sted,« forta­el­ler Flem­m­ing Ko­fodSvend­sen.

Men en in­si­ste­ren­de rin­ge­to­ne fra mo­bil-te­le­fo­nen slog skår i den fred­fyld­te fø­lel­se. I den an­den en­de – små 5.000 km der­fra – var søn­nen Si­mon. Der var sket en fryg­te­lig ka­ta­stro­fe i om­rå­det, hvor Ja­cob og hans fa­mi­lie be­fandt sig. Fjern­syn og ra­dio var fyldt med nyhe­den, for­tal­te han.

»Al­le­re­de dér duk­ke­de fryg­ten op,« si­ger Flem­m­ing Kofod-Svend­sen om dét, der snart skul­le bli­ve et fuld­byr­det mareridt.

På BT bred­te fryg­ten sig og­så, som da­gen skred frem.

Nyheds­me­di­er­nes dna

Naturkatastrofer og tra­ge­di­er er – og har al­tid va­e­ret – en del af et­hvert nyheds­me­di­es dna. Og­så BTs.

»Sto­re ka­ta­stro­fer er BT al­tid gå­et ind i med det sam­me. Li­ge fra Viet­nam-kri­gen til Thuleu­lyk­ken og jord­s­ka­el­vet i San Fran­ci­sco,« si­ger Bjørn Wester­gaard, som gen­nem 50 år selv var en del af BTs dna, og som frem til 2007 var re­dak­tør og nyheds­chef på bla­det.

»Når vi in­ter­es­se­rer os for ka­ta­stro­fer, skyl­des det selv­føl­ge­lig, at vi ger­ne vil sa­el­ge avi­ser. Men og­så, at vi vil brin­ge de hi­sto­ri­er, som vi me­ner vil op­ta­ge vo­res la­e­se­re al­ler­mest det på­ga­el­den­de døgn. I gam­le da­ge var der ik­ke den ty­pe kon­kur­ren­ce mel­lem me­di­er­ne, som der er i dag. Så tit var det BT, der brag­te nyhe­den ud til dan­sker­ne.

Det har al­tid va­e­ret vig­tigt for BT, at hi­sto­ri­er­ne er na­er­va­e­ren­de. Og der­for har vi va­e­ret sta­er­kt op­ta­get af, om der var dan­ske bor­ge­re, der var ramt. På den led er Dan­mark må­ske lidt en lil­le an­de­dam, for vi – og man­ge an­dre me­di­er – er op­ta­get af vo­res egen lil­le ver­den. Selv i dag.

I ny­e­re tid er kon­kur­ren­cen mel­lem me­di­er­ne ble­vet vold­som, og over­ra­skel­ses­mo­men­tet er forsvundet, så der­for hand­ler det i dag me­re om, hvor­dan BT som avis kan ud­byg­ge dét, folk al­le­re­de har set på net­tet og i fjern­sy­net,« for­kla­rer den tid­li­ge­re re­dak­tør.

Bjørn Wester­gaard var fak­tisk selv på ar­bej­de 2. ju­le­dag 2004, hvor den vold­som­me nyhed om ts­u­na­mi­en ram­te li­ge ned i dan­sker­nes ju­le­fred.

Mens Flem­m­ing Kofod-Svend­sen van­dre­de langs Eufrat i Sy­ri­en, sad han og en ra­ek­ke BT me­d­ar­bej­de­re midt i den re­dak­tio­nel­le hek­se­ked­del og prø­ve­de iha­er­digt at dan­ne sig et over­blik over, hvor stor ka­ta­stro­fen var.

»Det var vir­ke­lig sva­ert at få klar­hed over, for der var så me­get ka­os der­u­de i de ram­te om­rå­der. Jeg hu­sker det som en ut­ro­lig dra­ma­tisk af­ten,« min­des Bjørn Wester­gaard om ar­bej­det med na­e­ste dags avis, hvor ni si­der kom til at hand­le om ts­u­na­mi­en.

12.000 an­slog man, at dødstal­let var, da den 26. de­cem­ber gik på ha­eld.

Fryg­ten vok­se­de

Det var om­trent ved den tid, at Flem­m­ing Kofod-Svend­sen nå­e­de til­ba­ge til Da­ma­s­kus og igen sat­te sig ind på en net-café og log­ge­de på com­pu­te­ren. Men den­ne gang var der in­gen mail fra søn­nen Ja­cob.

»I ste­det så vi for før­ste gang på bil­le­der, hvor voldsomt det var. Dér vok­se­de fryg­ten. Men sam­ti­dig hå­ber man jo. At de kan ha­ve va­e­ret et sted, hvor de ik­ke er ble­vet ramt af ts­u­na­mi­en. Der var jo men­ne­sker, som miraku­løst var ble­vet red­det,« si­ger Flem­m­ing Kofod-Svend­sen.

Di­a­lek­ten er sta­dig li­ge born­holm­sk. Blik­ket sta­dig fast og em­pa­tisk. Hans ko­ne In­ger Mar­gret­he har stil­let kaf­fe og ka­nels­neg­le frem på so­fa­bor­det i par­rets vil­la i Van­lø­se, hvor de har bo­et de se­ne­ste år. Ta­et på to af bør­ne­ne og seks af de­res i alt ni bør­ne­børn. ’I bar­ne­vog­n­af­stand’ forta­el­ler In­ger Mar­gret­he med et smil.

Selv er hun vej over for at kig­ge ef­ter bør­ne­bør­ne­nes ka­ni­ner, som hun og Flem­m­ing Kofod-Svend­sen pas­ser i som­mer­fe­ri­en. At

Når vi in­ter­es­se­rer os for ka­ta­stro­fer, skyl­des det selv­føl­ge­lig, at vi ger­ne vil sa­el­ge avi­ser. Men og­så, at vi vil brin­ge de hi­sto­ri­er, som vi me­ner vil op­ta­ge vo­res la­e­se­re al­ler­mest det på­ga­el­den­de døgn. I gam­le da­ge var der ik­ke den ty­pe kon­kur­ren­ce mel­lem me­di­er­ne, som der er i dag. Så tit var det BT, der brag­te nyhe­den ud til dan­sker­ne Bjørn Wester­gaard

ta­le om sor­gen og smer­ten over­la­der hun til sin mand.

Den 2. ja­nu­ar 2005 var det an­slå­e­de dødstal ste­get til 150.000. Om Ja­cob, Lis­beth, Re­gitze og Silas var blandt dem, var en uvis­hed, som Flem­m­ing Kofod-Svend­sen og hans ko­ne dag­ligt ka­em­pe­de med. Men som der dén dag stod med sto­re bog­sta­ver på BTs for­si­de: ’Vi klam­rer os til hå­bet’.

Hi­sto­ri­er om den bruta­le dra­e­ber­bøl­ge, om så­vel nye tragi­ske ska­eb­ner som mirak­ler, fol­de­de sig hver dag ud i BT. Nu var det en tid­li­ge­re mi­ni­ster, der stod frem med sin hjer­teska­e­ren­de hi­sto­rie.

Ovenover ci­ta­tet var bil­le­det af de to bør­ne­børn. En al­vor­lig lil­le Silas på fi­re år, hvis di­rek­te blik ram­te li­ge i ma­ven, en be­tut­tet tre-årig Re­gitze i sin rød­blom­stre­de kjo­le.

AEg­te­par­ret var vendt hjem fra Da­ma­s­kus nog­le da­ge tid­li­ge­re. De for­søg­te at la­de en form for hver­dag ind­fin­de sig. Men det var sva­ert, når fryg­ten kon­stant lå på lur bag de mest ba­na­le gø­re­mål.

Vil­le de­le sorg og håb

Al­li­ge­vel her­ske­de der in­gen tvivl hos par­ret om, at det var vig­tigt at stå frem i BT, og der­med de­le de­res sto­re per­son­li­ge sorg – og håb – med he­le Dan­mark.

»Som be­ken­den­de kri­sten skal man al­tid va­e­re pa­rat til at af­la­eg­ge vid­nes­byrd om sit håb. Og det føl­te jeg mig for­plig­tet til,« for­kla­rer den sta­er­kt tro­en­de Flem­m­ing Ko­fodSvend­sen om den ene – og mest tungt­ve­jen­de – af si­ne be­va­eg­grun­de.

Den an­den var af me­re lav­prak­tisk ka­rak­ter. På et mø­de i Uden­rigs­mi­ni­ste­ri­et var Kofod-Svend­sen ble­vet an­be­fa­let at va­e­re rund­hån­det med at de­le op­lys­nin­ger. For i de ts­u­na­mi-ram­te om­rå­der her­ske­de der sta­dig så me­get ka­os, at ud­bre­del­sen af fa­mi­li­ens eg­ne op­lys­nin­ger kun­ne va­e­re va­er­di­fuld. Og det var den, om­end ik­ke på en op­løf­ten­de må­de.

En la­e­ser fra Sil­ke­borg hav­de nem­lig set hi­sto­ri­en i BT og gen­kendt per­so­ner­ne på bil­le­der­ne. Han hav­de til­bragt ju­len dør om dør med dem i fe­ri­e­by­en Khao Lak, dét sted i Thailand hvor ts­u­na­mi­en hav­de haft den al­ler­mest øde­la­eg­gen­de og død­brin­gen­de virk­ning.

’Silas og Re­gitzes hyt­te smadret’ stod der den ef­ter­føl­gen­de dag i BT, hvor en knust Flem­m­ing Kofod-Svend­sen måt­te kon­sta­te­re:

»Vi har alt­så ik­ke få­et et kva­li­fi­ce­ret nyt håb. Men vi har kun­net føl­ge de sid­ste ti­mer lidt ta­et­te­re. Og den vi­den er man jo al­tid glad for,« sag­de han i in­ter­viewet.

Der­fra svandt hå­bet. Dag for dag gjor­de nye in­for­ma­tio­ner ind­hug i den lil­le, ly­sen­de flam­me af håb, som fa­mi­li­en Kofod-Svend­sen holdt op for sig. Og til sidst sluk­ke­des den helt.

I slut­nin­gen af ja­nu­ar indstil­le­de Uden­rigs­mi­ni­ste­ri­et ef­ter­søg­nin­gen. Der var ik­ke la­en­ge­re no­gen tro på, at Ja­cob, Lis­beth, Silas og Re­gitze vil­le bli­ve fun­det i li­ve.

Flem­m­ing Kofod-Svend­sen er­ken­der, at det til ti­der kra­e­ve­de sin mand at fast­hol­de tro­en på Gud og en hø­je­re me­ning med det he­le.

Uden­for er so­len tra­engt va­ek af sor­te, tru­en­de sky­er. Et plud­se­ligt og voldsomt regn­vejr slår som trom­mestik­ker ned på fli­ser­ne, mens en bul­dren hø­res fra oven.

Flem­m­ing Kofod-Svend­sen kig­ger in­tenst og med ryn­ker i pan­den ud ad vin­du­et. Han er be­kym­ret for sin ko­ne, der er fan­get i uvej­ret. Og for ka­ni­ner­ne, som ik­ke kan li­de tor­den­vejr.

En fø­lel­se af uri­me­lig­hed

Hans egen vre­de over Gud var ik­ke bul­dren­de. Jo, han skreg i ind­ven­dig vre­de, in­drøm­mer han. Og kan sta­dig – 11 år ef­ter ka­ta­stro­fen – bli­ve ramt af fø­lel­sen af uri­me­lig­hed.

»Det var jo mig, der i min al­der bur­de dø og ik­ke min søn, der hav­de li­vet for­an sig. Der er ting ved Guds dis­po­si­tio­ner, som jeg ik­ke for­står, der er ting, jeg ik­ke kan be­gri­be,« si­ger Flem­m­ing Kofod-Svend­sen. Og til­fø­jer så:

»Men at gå ad den vej fø­rer jo ba­re ud af en tun­nel af mør­ke. For mig hand­ler det om at flyt­te sit blik fra den­ne blind­g­y­de med kri­tik af Gud og med­li­den­hed med sig selv.«

8. marts 2005 blev li­get af Lis­beth Ko­fodSvend­sen iden­ti­fi­ce­ret. Så kom nav­ne­ne dryp­vis. Ja­cob. Der­na­est Re­gitze. 18. juli var det et fak­tum, at og­så fi­re-åri­ge Silas var blandt de knap 300.000, der dø­de af dra­e­ber­bøl­gen i Det In­di­ske Oce­an. 46 dan­ske­re tog den. Her­un­der en hel fa­mi­lie. Kofod-Svendsens fa­mi­lie.

»Nu kan vi en­de­lig få fred og ro i sja­e­len. Vi er gla­de for, at lil­le Silas kan bli­ve for­e­net med re­sten af fa­mi­li­en i Guds ri­ge,« for­tal­te en sta­er­kt be­rørt Flem­m­ing Kofod-Svend­sen den­gang til BT om det tragi­ske punk­tum for en hel fa­mi­lies liv.

De ha­en­ger på va­eg­gen end­nu. I stu­en er fi­re sa­et bryl­lups­bil­le­der. Dat­te­ren Kat­hri­ne og hen­des mand. Den ae­ld­ste søn Pe­ter og hans ko­ne. Den yng­ste, Si­mon, med sin ko­ne. Og så Ja­cob og Lis­beth. Lis­beth, som ik­ke kun var svi­ger­dat­ter, men og­så sø­ster til Si­mons ko­ne.

En hel va­eg i køk­ke­net er de­di­ke­ret til bør­ne­bør­ne­ne. Dem er der ni af, de le­ven­de. Og så er der Silas og Re­gitze.

Bil­le­der­ne, som 2. ja­nu­ar 2005 blev bragt på for­si­den af BT, ha­en­ger der­u­de sam­men med et sort-hvidt foto, fra de var min­dre. Dér sid­der Silas og hol­der om sin lil­le­sø­ster. Pas­ser på hen­de.

Tro­en som fun­da­ment

»Der går ik­ke en dag, uden at jeg ta­en­ker på dem,« si­ger Flem­m­ing Kofod-Svend­sen om det savn, som han og hans ko­ne sta­dig fø­ler. 11 år ef­ter.

Den krist­ne tro – og isa­er Jesu op­stan­del­se og gen­komst – er dét, der som en red­nings­krans har bå­ret dem beg­ge he­le gen­nem sor­gen og fryg­tens hav.

»Al­le­re­de da fryg­ten kom, da tan­ken, om de mon var om­kom­met, gjor­de sit ind­t­og, og da det stod klart, at dem ser vi al­drig me­re i det­te liv, var tro­en mit fun­da­ment. Jeg er over­be­vist om, at Jesus kom­mer igen for at op­ret­te en ny him­mel og en ny jord. Og i det­te frem­tids­håb er jeg og­så over­be­vist om, at jeg skal gen­se min fa­mi­lie. Jeg le­ver kun ad­skilt fra dem en kor­te­re el­ler la­en­ge­re pe­ri­o­de, og det har ført mig ud af det tab, som føl­tes uba­er­ligt.

Det be­ty­der ik­ke, at sav­net er va­ek. Jeg ma­er­ker det al­tid, og der er sta­dig si­tu­a­tio­ner, hvor det kom­mer ty­de­li­ge­re frem. Fød­sels­da­ge­ne hos børn el­ler bør­ne­børn, hvor der al­tid er no­gen, der mang­ler. Vi har få­et en smer­te, en byr­de at ba­e­re.«

Flem­m­ing Kofod-Svend­sen si­ger li­geud, at det er for tungt for ham at gå på kir­ke­går­den. Det er hans ko­ne, der ta­ger tu­ren op til Bir­ke­rød, hvor de lig­ger be­gra­vet og nus­ser om grav­plad­sen. Det gør hun of­te.

So­len skin­ner igen uden­for, sen­der sit lys gen­nem fi­re fi­ne eng­le af far­vet glas, der ha­en­ger i det ene af stu­ens vin­du­er. En af de man­ge ga­ver, som aeg­te­par­ret Kofod-Svend­sen modt­og i den sva­e­re tid.

Det var jo mig, der i min al­der bur­de dø og ik­ke min søn, der hav­de li­vet for­an sig. Der er ting ved Guds dis­po­si­tio­ner, som jeg ik­ke for­står, der er ting, jeg ik­ke kan be­gri­be Flem­m­ing Kofod-Svend­sen

Jeg tror, at Gud har haft en plan med mit liv Flem­m­ing Kofod-Svend­sen

To af eng­le­ne er sto­re. To er små. »Det er Silas og Re­gitze,« smi­ler In­ger Mar­gret­he. Hun er kom­met til­ba­ge fra ka­ni­ner­ne. »Vi har få­et en rygs­a­ek at ba­e­re på, som er tung. Men man kan jo ik­ke ba­re ka­ste den va­ek, si­ge at den ik­ke la­en­ge­re er en del af vo­res liv,« si­ger Flem­m­ing Kofod-Svend­sen.

En del af den rygs­a­ek er at va­e­re Ko­fodSvend­sen. At va­e­re dén, der kan gø­re en ka­ta­stro­fe na­er­va­e­ren­de i BT. Og­så 11 år ef­ter. Byr­den ta­ger han på sig.

»Jeg tror, at Gud har haft en plan med mit liv.«

Bjørn Wester­gaard i gang med en for­si­de fem må­ne­der før ts­u­na­mi-tra­ge­di­en i 2004.

SUSANNE JOHANSSON | SUSS@BT.DK

FOTO: AFP

Dra­e­ber­bøl­gen, blev ts­u­na­mi­en kaldt i BT. Bøl­ger­ne, der rul­le­de ind over land, var mel­lem 8 og 10 me­ter hø­je.

FOTO: NILS MEILVANG

BT var med, da of­re­nes fa­mi­li­er var sam­let til min­de­høj­ti­de­lig­hed på stran­den i Khao Lak i april 2005.

FOTO: EMIL HOU­GAARD

I køk­ke­net er en va­eg til­eg­net bil­le­der af bør­ne­bør­ne­ne. Og­så Silas og Re­gitze, som dø­de un­der ts­u­na­mi­en.

FOTO: EPA

De fryg­te­li­ge bil­le­der af lig, der var skyl­let op på stran­den, var ik­ke til at slip­pe udenom.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.