ANNETTE HEICK Den vir­ke­li­ge ver­den

BT - - SØNDAG -

Det er snart 16 år si­den, jeg var på bryl­lups­rej­se. Vi var i In­do­nesi­en, hvor vi bå­de skul­le be­sø­ge Su­ma­tra og Ba­li. De to øer min­de­de på in­gen må­de om hin­an­den. Su­ma­tra var nok et af de va­er­ste ste­der, jeg har va­e­ret: Over­be­fol­ket, be­skidt, kvin­defjend­sk, turist-uven­ligt og et stu­die i dy­re­mis­hand­ling. BA­LI VAR HELT an­der­le­des. Det var et rent pa­ra­dis, hvor vi blev gen­nem­for­ka­e­let af ho­tel­per­so­na­let. En tog os med til hin­du­i­stisk bøn i temp­let, ho­tel­lets kok in­vi­te­re­de os på mad hjem­me på hans gra­es­pla­e­ne, og ho­tel­di­rek­tø­ren tog os med ud på van­dring i plan­ta­gen. DER VAR DOG en sa­er­lig år­sag til det hø­je ser­vi­ce­ni­veau. Kort tid for­in­den hav­de der va­e­ret bom­be­at­ten­tat i ba­de­by­en Ku­ta på Ba­li. Den­gang var det Je­maah Is­la­mi­ah, der stod bag. Af sam­me grund var der stort set in­gen turi­ster. Ja, fak­tisk mød­te vi på he­le vo­res bryl­lups­rej­se kun fi­re an­dre turi­ster – et dansk par med de­res børn, som li­ge si­den har va­e­ret vo­res go­de ven­ner. De få turi­ster be­tød, at der ik­ke var no­get mad at få på re­stau­ran­ter­ne. Alt­så, jo, vi kun­ne få kyl­ling og ris. Og det fik vi så på 27 for­skel­li­ge må­der. FOR NOG­LE ÅR si­den var min sto­re søn og jeg i Kairo. Det var kun få må­ne­der ef­ter op­tø­jer­ne på Ta­hrir­plad­sen, og der var sta­dig en del op­rø­re­re, som be­lej­re­de plad­sen. Det af­holdt os nu ik­ke fra at be­sø­ge det sto­re na­tio­nal­mu­se­um li­ge ved si­den af. El­ler for den sags skyld py­ra­mi­der­ne. Sidst­na­evn­te var en ma­er­ke­lig spø­gel­ses­ag­tig op­le­vel­se, for­di det vir­ke­de som om, vi var de ene­ste turi­ster i he­le om­rå­det. På de ga­ben­de tom­me ho­tel­ler spurg­te per­so­na­let, om vi føl­te os ban­ge el­ler tru­e­de. Det måt­te jeg sva­re klart nej til, men jeg var da godt klar over, hvor­for de spurg­te. HELT TIL­BA­GE I 90er­ne, da kri­gen i det tid­li­ge­re Ju­goslavi­en sta­dig ra­se­de, skul­le jeg fly­ve fra Schweiz til Ma­kedo­ni­en, og ved ga­ten sad jeg og så CNN, hvor en repor­ter stod i den ma­kedon­ske luft­havn og be­ret­te­de om et at­ten­tat. Jeg var ik­ke ret stolt ved tan­ken om, at jeg skul­le lan­de ne­top dér en ti­mes tid se­ne­re. Men luft­fart­s­sel­ska­bet hav­de åben­bart ik­ke no­get imod det. Vi lan­de­de i Ma­kedo­ni­en som plan­lagt, og på vej ud af luft­hav­nen pas­se­re­de vi den før­na­evn­te CNN-repor­ter. Han var ved at pak­ke sit ud­styr ned. Jeg rej­ste sam­men med for­sva­ret, så jeg kun­ne nemt få fle­re op­lys­nin­ger om at­ten­ta­tet. Det vi­ste sig at ha­ve va­e­ret et par bal­la­de­ma­ge­re uden vå­ben, som hav­de tru­et, og som var sprun­get over heg­net i sik­ker­heds­om­rå­det. Me­re var det ik­ke. Si­den da har jeg for­holdt mig ret skep­tisk til jour­na­li­sti­ske rap­por­ter fra krigszo­ner­ne.

’’

JEG SY­NES, DET er ae­r­ger­ligt, som jeg og­så skrev sid­ste søn­dag, at der spre­des unø­dig frygt i vo­res hver­dag. Der er så me­get, vi kan fryg­te. Og der er da helt sik­kert ste­der, hvor vi rej­ser min­dre frit end an­dre ste­der. Men for nu li­ge at be­trag­te tin­ge­ne fra krigszo­ner­nes per­spek­tiv, så kan jeg til­fø­je en lil­le hi­sto­rie fra den­ne uge, hvor jeg var en smut­tur i USA. Stort set al­le de ame­ri­ka­ne­re, jeg faldt i snak med, gav ud­tryk for, at de var fa­er­di­ge med at rej­se til Eu­ro­pa. ’Det er alt for usik­kert’, ’Og nu med Pa­ris og Ni­ce, så skal man i hvert fald ik­ke til Frank­rig’ og ’hvor­dan er det at le­ve med ter­ror hver ene­ste dag?’. MIN POINTE ER, at hvis vi va­el­ger at lig­ge un­der for al­le de ind­tryk, vi he­le ti­den får fra me­di­er­ne, så glem­mer vi må­ske en dag H.C. An­der­sens vig­ti­ge ord: ’At rej­se er at le­ve’. Og det vil­le da va­e­re en skam. bt.dk/brev­kas­ser gan­ge! Og han ved, hvor me­get det be­ty­der for mig! Jeg fø­ler mig yd­my­get og trå­dt på, for­di han ik­ke sag­de det. Det er som om, han hol­der på de­res hem­me­lig­hed frem for at va­e­re ae­r­lig i sit for­hold med mig. Og hvis det in­tet be­tød, hvor­for så ik­ke ba­re va­e­re ae­r­lig og si­ge det, in­den jeg mød­te hen­de. Isa­er når han selv blev så sur over vo­res fa­el­les vens jo­ke. La­es he­le bre­vet og An­net­tes

svar på bt.dk/brev­kas­ser

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.