Strand­liv på Sar­di­ni­en

Øen er be­rømt for si­ne øde sand­stran­de, men de bed­ste fin­des langt va­ek fra turist­strøm­men

BT - - REJSER - Ce­ci­lie Marie Mey­er | rej­ser@bt.dk

BT Rej­ser har be­søgt fem af mid­del­hav­sø­ens skøn­ne­ste stran­de

1 THARROS I SØJLERNES SKYG­GE

Sar­di­ni­ens ve­st­kyst er pra­e­get af øde, for­bla­e­ste land­ska­ber, salt­mar­sker og for­bløf­fen­de ar­ka­e­o­lo­gi­ske levn, og stik syd for Is Arutas lig­ger et af Sar­di­ni­ens vig­tig­ste hi­sto­ri­ske om­rå­der, nem­lig Tharros på Si­nis-halvø­en. Her lå en­gang en blom­stren­de fø­nikisk ko­lo­ni, som blev grund­lagt ca. 800 år f.Kr. og si­den blev ind­ta­get af ro­mer­ne, der ud­byg­ge­de by­en med of­fent­li­ge ba­de og luk­suri­ø­se vil­la­er.

Al­le­re­de den­gang hav­de Mid­del­ha­vets stormag­ter et godt øje til øen, som var rig på mi­ne­ra­ler, der kun­ne eks­por­te­res til he­le den kend­te ver­den. Men ef­ter Tharros blev van­da­li­se­ret af sa­ra­ce­ner­ne om­kring år 1000, hen­lå by­en i glem­sel. Ru­i­ner­ne blev genop­da­get i 1800-tal­let, og i dag kan man via små sti­er gå på op­da­gel­se ad det ae­ld­gam­le vej­net og isa­er be­un­dre de to do­ri­ske søj­ler, som end­nu knej­ser over by­en.

Skøn­he­den lig­ger i det fak­tum, at Tharros ik­ke er om­gi­vet af byg­nin­ger, og at by­en der­for sy­nes vok­set sam­men med den fro­di­ge buskve­ge­ta­tion, hvor­fra man har den smuk­ke­ste ud­sigt ud over halvø­en.

2 IS ARUTAS SANDKORN SOM RISOTTORIS

Tag en hånd­fuld sand her, og du vil op­da­ge nu­an­cer af pink, el­fen­bens­hvid og grøn. Det helt sa­er­li­ge ved den kyst­stra­ek­ning, som lø­ber langs Si­nis-halvø­en og op til Ca­po Man­nu-py­n­ten på Sar­di­ni­ens ve­st­li­ge flan­ke, er nem­lig de korn af kvarts, som ud­gør san­det her og der­for skin­ner, når de ram­mes af so­lens strå­ler.

Kvarts er en sa­er­lig gen­nem­sig­tig po­r­fyr-ag­tig gra­nit, som re­flek­te­rer ly­set og gør stran­den Is Arutas så be­rømt. Og så har sand­kor­ne­ne sam­me form og stør­rel­se som ukog­te risottoris, hvil­ket gør dem blø­de og be­ha­ge­li­ge at sla­en­ge sig på. Sand­kor­ne­ne stam­mer isa­er fra den lil­le, af­lan­ge ø Mal di Ven­tre, som lig­ger et par ki­lo­me­ter ude i van­det, og hvoraf bøl­ger­ne i år­hund­re­der har gna­vet kvart­s­støv.

Over­sa­et­ter man nav­net Mal di Ven­tre til ita­li­ensk, be­ty­der det ’ondt i ma­ven’, men kig­ger man på or­dets sar­di­ske stam­me, gi­ver det lidt me­re me­ning: ’Ma­lu­en­tu’ er nem­lig den lo­ka­le term for ’hård vind’, og det er ne­top den pi­sken­de vind fra vest, som har gjort om­rå­det her vel­be­søgt af sur­fe­re.

Hel­dig­vis er stran­den og oplan­det fre­det, hvil­ket bi­dra­ger til pa­ra­dis­stem­nin­gen – med spora­di­ske, gam­le fi­sker­hu­se i siv imel­lem klit­ter­ne som de ene­ste spor af men­ne­ske­liv.

3 STRANDENE LANGS OROSEI-BUGTEN

Sar­di­ni­ens vil­de­ste og mest ube­rør­te hjer­te be­fin­der sig på øens øst­li­ge del – fra cen­trum og ud til ky­sten – hvor Orosei-bugten med si­ne op til knap 150 me­ter hø­je skra­en­ter, knud­re­de nå­le­tra­e­er og dy­be grot­ter i den grad af­spej­ler bag­lan­dets ui­gen­nem­tra­en­ge­li­ge bjerg­land­skab. Sar­di­ni­ens grund­fjeld ud­gø­res me­sten­dels af gra­nit, men ne­top i den øst­li­ge del be­står øen af kal­k­mas­si­ver, som gen­nem­lø­bes af tu­sind­vis af kil­der og forun­der­li­ge klip­pe­skul­p­tu­rer, for­met af havvin­den. Orosei-bugten er for man­ge ind­be­gre­bet af det vil­de, uspo­le­re­de Sar­di­ni­en, hvor strandene er en anel­se sva­e­re­re at kom­me i na­er­he­den af. Høj­de­punk­ter langs skra­en­ter­ne er stran­den Ca­la Gol­o­ritze, som nås ved halvan­den ti­mes hiking langs skra­en­ter­ne ad en lil­le sti, den hyg­ge­li­ge fi­sker­by Ca­la Go­no­ne og Bue Ma­ri­no-grot­ter­ne. Fle­re ste­der på ky­sten fin­des små vi­ge om­gi­vet af pinje­tra­e­er og sten, hvor­fra man kan ba­de.

4 STRANDHOP I MADDALENASKAERGÅRDEN

Li­ge nord for Sar­di­ni­ens is­se – og stik vest for jet­set-fe­ri­e­pa­ra­di­set Cos­ta Sme­ral­da – lig­ger en sand hånd­fuld ju­vel­er, som kun de fa­er­re­ste turi­ster be­sø­ger. Det dre­jer sig om den gan­ske hen­ri­ven­de Mad­da­le­na-ska­er­gård, en stor sam­ling af i alt 160 øer, der be­står af me­sten­dels ube­bo­e­de, ly­se­rø­de klip­pe­ska­er be­kla­edt med saf­ti­ge plan­ter og blom­ster.

Det er gan­ske let at kom­me til ska­er­går­dens ho­ve­dø: Snup blot fa­er­gen fra Pa­lau, og på gan­ske kort tid lan­der man på øen Mad­da­le­na.

Her­fra kan man ta­ge på ø-hop til for ek­sem­pel Capre­ra, San­to Ste­fa­no el­ler Iso­la Bu­del­li, hvor øde stran­de ven­ter. Sidst­na­evn­te ø er ver­dens­be­rømt for sin ly­se­rø­de strand, Spi­ag­gia Rosa, hvor san­det har et pink ska­er. Det skyl­des et helt unikt mi­krokli­ma, hvor af­lej­rin­ger af bit­tes­må skal­ler fra dyr, mus­lin­ger og ko­ral­ler i årtu­sin­der har blan­det sig med sand­kor­ne­ne. Stran­den er fre­det, men kan be­sø­ges fra vand­si­den.

5 SAN PIETRO-ØENS HEMMELIGHEDER

Sar­di­ni­en er mar­kant min­dre be­fol­ket end re­sten af Ita­li­en – kun 1,6 mio. men­ne­sker bor der her, sam­men­lig­net med for ek­sem­pel 5 mio. på Si­ci­li­en – og det fak­tum er isa­er ty­de­ligt på de til­hø­ren­de småø­er, der med de­res iso­la­tion og sa­e­reg­ne kul­tu­rer frem­ha­e­ver Sar­di­ni­ens an­der­le­des stem­ning af stil­hed, ro og nøjsom­hed. Få ste­der kro­p­s­lig­gør en ø den for­skel som på San Pietro.

Når man ta­ger fa­er­gen her­til, for­ven­ter man ik­ke at mø­de en pa­stel­far­vet, pal­me­flan­ke­ret livs­ny­der-by som Car­lo­for­te. Ste­det er den ene­ste be­byg­gel­se på øen, der om­kran­ses af øde ky­ster med sand­stran­de og tur­kis­blåt vand.

En lo­kal fa­vo­rit er Spi­ag­gia La Bob­ba, der lig­ger ta­et på San Pie­tros stolt­hed og var­tegn, nem­lig de to keg­le­for­me­de klip­per Le Co­lon­ne. Et an­det smukt sted ved van­det er vi­gen Ca­la­fi­co i vest.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.