Vi ma­er­ker ba­re gul­det sta­er­ke­re

BT - - OL I RIO -

GULDFØLELSEN. DET BREDTE sig først som en sum­men rundt på Ya­cht Club Co­pa­ca­ba­na, hvor al­le de jak­kesa­et, kjo­ler og stil­let­ter, der er at fin­de i Rio fra det of­fi­ci­el­le idra­ets­dan­mark, var sam­let: »Hun vandt guld,« sagde de. Så kom der me­re lyd på. Der kom hu-hej, klapsal­ver og et brøl i et hjør­ne her og der. Hun vandt vir­ke­lig guld. Per­nil­le Blu­me, der var ved at smi­de ba­de­d­rag­ten i va­ske­ma­ski­nen for ik­ke at ta­ge den ud igen. Per­nil­le Blu­me, der var ved at af­bla­e­se kar­ri­e­ren og rej­sen til Rio.

Hun hav­de ik­ke gi­det me­re den­gang. Og nu hav­de hun så i svøm­nin­gens ul­ti­ma­ti­ve pi­ske­ris­kon­kur­ren­ce, sprin­ten over 50 me­ter, ham­ret hån­den i bas­sinkan­ten som den før­ste. DAN­MARK HAV­DE FÅ­ET det før­ste guld i Rio.

Det er ek­stra­or­di­na­ert be­tyd­nings­fuldt. Al­le me­dal­jer er go­de. Og­så de to sølv og tre bron­ze, som søn­dag morgen var ha­engt om dan­ske nak­ker. Men gul­det alt­så. Man ma­er­ker det ba­re sta­er­ke­re.

Og vi hu­sker guld­me­dal­jer­ne sta­er­ke­re. Så­dan er det. Jeg hu­sker selv Dan Frost fra po­int­lø­bet i Seoul 1988 som en af mi­ne før­ste olym­pi­ske be­gi­ven­he­der. Jeg hu­sker hånd­bold­kvin­der­ne i 1996, det bra­end­te straf­fe­kast fra Anja An­der­sen, re­je­hop­pet fra Wil­bek og Hei­di Astrups ufat­te­li­ge for­vand­ling fra mar­gi­nal­spil­ler til helt. Jeg hu­sker Poul-Erik Høy­er sam­me sted, der med cool­nes vandt sing­le­ra­ek­ken i bad­min­ton. Jeg hu­sker Las­se Nor­man Han­sen styr­te­de un­der­vejs, men end­te med at vin­de det he­le i om­ni­um i Lon­don for fi­re år si­den.

Jeg hu­sker Jes­per Bank i en vild match-ra­ce mod ty­ske Jo­chen Schu­mann fra Bar­ce­lo­na 1992 for ik­ke at ta­le om Hen­ri­et­te Mik­kel­sens sid­ste kast for gul­det i straf­fe­kasts­kon­kur­ren­cen i At­hen 2004. GUL­DET ER BA­RE no­get sa­er­ligt.

Det er den hi­sto­rie, Blu­me skri­ver sig ind i.

Til­lyk­ke. Og tak for, at vi fik op­le­vel­sen igen den­ne gang.

Jeg tror ik­ke, at jeg for­na­er­mer hen­de ved at si­ge, at vi ik­ke hav­de reg­net med, at det skul­le va­e­re her, at vi skul­le ha­ve det før­ste guld.

Ja, det er vel ri­me­ligt at si­ge, at Per­nil­le Blu­me al­drig var en del af me­dal­je­lig­nin­gen.

Må­ske det er he­le for­kla­rin­gen på, at hun end­te med at kna­ek­ke ko­den, si­ger jeg med al mu­lig respekt for, at der selv­føl­ge­lig er uen­de­ligt man­ge for­kla­rin­ger på, at de svøm­me­re, vi hav­de reg­net med skul­le la­ve me­dal­jer­ne, ik­ke gjor­de det, og at det så end­te med at bli­ve Per­nil­le Blu­me, der dår­ligt nok var en af out­si­der­ne, da le­ge­ne be­gynd­te. MEN MÅ­SKE FOR­KLA­RE­DE hun det selv al­ler­bedst, da hun fre­dag af­ten hav­de kva­li­fi­ce­ret sig til 50 me­ter fri-fi­na­len. Her kom hun glad og mun­ter og selv­føl­ge­lig op­pe at kø­re forbi mig og et par an­dre kol­le­ga­er fra pres­sen med or­de­ne, at det he­le ba­re var skønt.

Hun kun­ne li­de at va­e­re der, sagde hun. Hun føl­te sig af­slap­pet og godt til­pas, og hun hav­de så­dan set op­nå­et det, hun hav­de drømt om – alt her­fra var ba­re krym­mel på ka­gen.

Hun fik den fi­ne­ste krym­mel på, må vi nok si­ge.

På vej til den fest, jeg skrev om før, sad jeg med min go­de kol­le­ga her i Rio i en af de taxa­er, som kø­rer de­res tu­rer, som var vi med i et For­mel 1-løb, og vi for­søg­te at ta­el­le os frem til, om Dan­mark mon vil­le nå de bud­get­te­re­de 10 me­dal­jer.

Det blev så­dan et tjo, må­skesvar, vi nå­e­de frem til. EFTER DEN­NE WE­E­KEND tør jeg godt si­ge, at jeg tror, at Dan­mark hen­ter 10 me­dal­jer.

For det var ik­ke ba­re Per­nil­le Blu­me, der hen­te­de guld. Og­så i hold­kap­pen var der dansk me­tal, da Rik­ke Møl­ler Pe­der­sen, Je­an­net­te BENJAMIN MUNK LUND, BTs SPORTSCHEF Ot­te­sen, Mie Ø. Ni­el­sen og Per­nil­le Blu­me (der var hun igen) hen­te­de bron­ze.

Sik­ke en re­van­che for ik­ke mindst de tre an­dre, der ik­ke har va­e­ret knyt­tet op på ret me­get an­det end hi­sto­ri­er om ik­ke at lyk­kes. Der har va­e­ret pres på, og der har va­e­ret kri­tik af, at den nor­ma­le suc­ces ved VM og EM ik­ke kun­ne Sik­ke en re­van­che for ik­ke mindst de tre an­dre, der ik­ke har va­e­ret knyt­tet op på ret me­get an­det end hi­sto­ri­er om ik­ke at lyk­kes trans­for­me­res til OL-suc­ces.

Man har bå­de kun­net se og ma­er­ke, at det gjor­de ondt. Den bron­ze­me­dal­je, de fik lør­dag nat, så ud til at gø­re så godt, at det na­e­sten gjor­de ondt.

Der­med er den dan­ske to­tal op­pe på seks me­dal­jer. Og fak­tisk syv, da Mark O. Madsen efter en so­lid ind­sats i går var sik­ker på mini­mum sølv, da han dy­ste­de i fi­na­len i bryd­ning sent i af­tes efter re­dak­tio­nens de­ad­li­ne.

Og jeg by­der på, at René Hol­ten Poul­sen, to sej­le­re og en cy­kel­ryt­ter me­re brin­ger os op over 10.

Bad­min­ton og hånd­bold kan her­fra bli­ve ren bonus.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.